21.5.1. Om delegation af en beslutning om indhentelse af fornyet dokumentation fra fravær

06-01-2021

Det fremgår af ministeriets skrivelse om bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om vederlag, diæter, pension m.v. for varetagelsen af kommunale hverv (ændring af regler om ophør af vederlag ved fravær), at

”Kommunalbestyrelsens kompetence til at beslutte, hvorvidt dokumentationskravet i det enkelte tilfælde er åbenbart ubegrundet, og hvorvidt dokumentationskravet er opfyldt, henhører under den daglige administration af vederlagsreglerne og kan således delegeres til forvaltningen.”

KL har forespurgt, om dette også betyder, at kompetencen til at tage stilling til, hvornår der skal indhentes fornyet dokumentation for fravær på grund af helbred m.v., der strækker sig ud over den fraværsperiode, der er indhentet dokumentation for, kan delegeres til forvaltningen.

Efter Social- og Indenrigsministeriets opfattelse adskiller en beslutning om at anse dokumentationskravet for åbenbart ubegrundet eller opfyldt sig ikke væsentligt fra en beslutning om, hvorvidt der er grundlag for at kræve fornyet dokumentation. Det er på den baggrund ministeriets opfattelse, at også kommunalbestyrelsens kompetence til at beslutte, hvorvidt der er grundlag for at kræve fornyet dokumentation, henhører under den daglige administration af vederlagsreglerne, og at denne således kan delegeres til forvaltningen.

Ministeriet har tilkendegivet dette over for KL.

Social- og Indenrigsministeriets telefonnotat af 6. januar 2021
- Forvaltningsjura, j.nr. 2020-11105