En kommune iværksatte en række initiativer med henblik på at tiltrække borgere til kommunen, som var en ø-kommune med et faldende indbyggertal. Som led heri udlejede kommunen fast ejendom, som kommunen havde erhvervet og istandsat med hjemmel i byfornyelseslovens § 38 d til borgere, der overvejede at flytte til kommunen, for en kortere periode mod betaling af markedsleje. Kommunen bekostede i den forbindelse indretning af ejendommen med møblement, hårde hvidevarer m.v.
Social- og Indenrigsministeriet lagde på baggrund af en udtalelse fra Transport- og Boligministeriet til grund, at byfornyelsesloven eller den skrevne lovgivning i øvrigt hverken indeholdt hjemmel til eller var til hinder for kommunal udlejning af fast ejendom med henblik på at tiltrække potentielle tilflyttere.
Social- og Indenrigsministeriet fandt, at udgangspunktet efter kommunalfuldmagtsreglerne om, at en kommune ikke kan varetage erhvervsvirksomhed, også gælder for kommuners erhvervelse, opførelse, ombygning og udleje (og salg) af bygninger/lokaler og dermed også for kommunal udlejning af fast ejendom med henblik på at tiltrække potentielle tilflyttere.
Social- og Indenrigsministeriet fandt, at en kommune på grundlag af overkapacitetsbetragtninger lovligt kan udleje fast ejendom på markedsvilkår i tilfælde, hvor der er en vis mulighed for, at kommunen på et tidspunkt skal anvende ejendommen til et kommunalt formål, men at overkapacitetsreglerne ikke giver mulighed for specifikt at udleje faste ejendomme med henblik på at tiltrække borgere til kommunen eller at bekoste indretningen af ejendommen.
Kommunen var endvidere afskåret fra at varetage boligforsyningsopgaver, da der ikke er tale om udleje til persongrupper, som er omfattet af den meget begrænsede undtagelse om tilvejebringelse af boliger til visse persongrupper, som kommunen i anden sammenhæng havde særlige forpligtelser efter lovgivningen over for, som måtte antages at have specielle boligbehov, og som på grund af særlige forhold måtte anses for at have meget svært ved selv at tilvejebringe egnede boliger.
Kommunen kunne ikke med henblik på at markedsføre kommunen udleje kommunal fast ejendom med henblik på at tiltrække borgere til kommunen, da der ikke var tale om et generelt og overordnet markedsføringstiltag.
Det forhold, at der var tale om en ø-kommune med et faldende indbyggertal, og at der var tale om kortvarige lejemål, kunne ikke begrunde en tilsidesættelse på uskrevet grundlag af de tungtvejende forbud efter kommunalfuldmagtsreglerne mod varetagelse af erhvervsvirksomhed henholdsvis boligforsyning.
Social- og Indenrigsministeriet fandt, at Ærø Kommune herefter ikke kunne indgå lejekontrakter målrettet potentielle tilflyttere vedrørende udleje af bosætningshuset i Bregninge. Hvad angik eventuelle allerede indgåede lejekontrakter, fandt ministeriet, at kommunen kunne efterleve disse.
Social- og Indenrigsministeriets udtalelse af 8. december 2020 til en kommune - Forvaltningsjura, sagsnr. 2019-3795