19.1.2. Om hvem der bindende kan forpligte kommunen ved aftale om en bebyggelsesservitut på kommunens ejendom

23-01-2019
1. Kommunalbestyrelsen og dens udvalg Borgmester - afgørelser på kommunalbestyrelsens vegne Kommunalbestyrelsen - borgmesterens kompetence Udvalg - formands kompetence

Økonomi- og indenrigsministeren har den 23. januar 2019 besvaret følgende spørgsmål 276 (alm. del) stillet af Folketingets Transport-, Bygnings- og Boligudvalg:

"Kan ministeren oplyse, hvem der i en kommune bindende kan forpligte kommunen overfor tredjemand i forbindelse med en aftale, hvor kommunen pålægger kommunens egen ejendom en bebyggelsesservitut? Der tænkes specifikt på, om kommunen kan forpligtes overfor tredjemand af en borgmester og en rådmand, således at tredjemand kan støtte ret på en servitutaftale, der alene er indgået med disse personer på kommunens vegne. Ved samme lejlighed bedes i sagens natur oplyst, hvor i lovgivningen om kommunernes drift og styrelse, de pågældende regler findes."

Vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt en borgmester og en rådmand ved aftale kan forpligte kommunen udadtil, oplyses i svaret generelt, at den kommunale styrelseslov, der henhører under økonomi- og indenrigsministerens ansvarsområde, i § 32 indeholder en bestemmelse om, hvem der skal underskrive visse dokumenter på vegne af kommunen.

Svaret redegør for indholdet af § 32 i den kommunale styrelseslov, og det oplyses, at den person, der efter bestemmelsen skal underskrive sammen med borgmesteren, viceborgmesteren (viceborgmestrene), en rådmand eller en fagborgmester, skal være enten en ansat i kommunen eller et medlem af kommunalbestyrelsen, der er personligt udpeget af kommunalbestyrelsen hertil. Det er ikke tilstrækkeligt, at beføjelsen er tildelt indehaveren af en bestemt stilling. Det oplyses videre i svaret, at den kommunale styrelseslovs § 32 omfatter underskrift af slutsedler vedrørende fast ejendom og skøder, herunder påtegninger på skøder, men derimod ikke dokumenter vedrørende ekspeditioner, som nok har sammenhæng med et konkret køb eller salg af fast ejendom, men ikke direkte regulerer vilkårene for overdragelsen, eller andre dispositioner over fast ejendom.

Det fremgår videre af svaret, at den kommunale styrelseslovs § 32 bl.a. betyder, at hvis dokumenter omfattet af bestemmelsen er underskrevet, som bestemmelsen foreskriver, kan en aftalepart støtte ret på aftalen. Dette gælder dog ikke, hvis aftaleparten er i ond tro, dvs. vidste eller burde vide, at de underskrivende ikke havde konkret beføjelse til at indgå den aftale, der er underskrevet.

Når bortses fra den kommunale styrelseslovs § 32, er spørgsmål om, hvem der er legitimeret til at indgå aftaler på vegne af kommunen, ikke reguleret af lovgivningen om kommunernes styrelse, men af almindelige formueretlige regler.

Spørgsmålet om, hvem der i det indbyrdes forhold mellem de kommunalpolitiske organer i kommunen har kompetence til at træffe beslutninger på kommunens vegne, herunder om en borgmester og en rådmands kompetence til på kommunens vegne at træffe beslutning om at indgå en aftale, er reguleret af de almindelige kommunale styrelsesregler, der henhører under økonomi- og indenrigsministerens ansvarsområde.

Herom oplyses generelt i svaret, at det som udgangspunkt er kommunalbestyrelsen og udvalgene, der efter den kommunale styrelseslovs § 2, stk. 1, og § 21, stk. 1, 1. pkt., har kompetencen til at træffe beslutninger i kommunen. Denne kompetence kan et flertal i kommunalbestyrelse eller udvalg – med mindre andet er fastsat eller forudsat i lovgivningen – delegere til forvaltningen.

Videre oplyses, at borgmesteren som udgangspunkt alene kan træffe indholdsmæssige beslutninger på kommunens vegne i sager, som ikke tåler opsættelse eller ikke giver anledning til tvivl, jf. den kommunale styrelseslovs § 31, stk. 1. Betingelsen om, at en sag ikke må give anledning til tvivl, er kun opfyldt, hvis borgmesteren anser sagen for utvivlsom og tillige skønner, at også alle de øvrige medlemmer vil anse sagen for utvivlsom. Formanden for et stående udvalg, herunder en udvalgsformand (rådmand/fagborgmester) i en kommune med delt administrativ ledelse efter lovens § 64 a, har efter lovens § 22, stk. 2, en helt tilsvarende kompetence til på udvalgets vegne at træffe beslutning i sager, som ikke tåler opsættelse eller ikke giver anledning til tvivl. Endvidere kan kommunalbestyrelsen henholdsvis udvalget ved enstemmighed delegere beslutningskompetence til borgmesteren henholdsvis udvalgsformanden (rådmanden).

Økonomi- og indenrigsministerens svar af 23. januar 2019
til Folketingets Transport-, Bygnings- og Boligudvalg
- Kommunaljura, 2019-116