18.5.1. Om generelle satser for kørsel i egen bil og godtgørelse af bestemt type kollektiv transport

23-10-2018
5. Vederlag, godtgørelse mv. Godtgørelse - befordrings- Vederlag - medlem

En region rettede henvendelse til ministeriet vedrørende rammerne for regionsrådets mulighed for at fastsætte generelle satser for befordringsgodtgørelse for kørsel i egen bil og rammerne for regionsrådets mulighed for at træffe en generel beslutning om alene at yde befordringsgodtgørelse for en bestemt type kollektiv transport.  

Vedrørende fastsættelse af generelle satser for kørsel i egen bil
Økonomi- og Indenrigsministeriet tilkendegav generelt, at et regionsrådet efter § 16, stk. 10, litra a, jf. regionslovens § 11, har adgang til – under hensyn til de faktiske udgifter – at fastsætte egne generelle satser for befordringsgodtgørelse.

Hvorvidt det vil være lovligt for et regionsråd at træffe generel beslutning om at yde den høje kilometertakst, som Skatterådet fastsætter årligt, for de første 5000 km og herefter den lave takst, vil afhænge af, om en sådan godtgørelse tager tilstrækkeligt hensyn til de faktiske udgifter, som regionsrådsmedlemmerne har til kørsel i egen bil.

Ministeriet fandt, at det måtte anses for tvivlsomt, om regionsrådet kunne beslutte alene at yde den høje kilometertakst for de første 5000 km, når Skatterådet ved deres fastlæggelse af de skattemæssige takster tager udgangspunkt i, at de faktiske udgifter til kørsel i egen bil er højere de første 20.000 km årligt og kan begrunde den høje takst.

Vedrørende godtgørelse af bestemt type kollektiv transport
Økonomi- og Indenrigsministeriet tilkendegav videre generelt, at et regionsråd kan træffe en generel beslutning om som udgangspunkt at godtgøre udgiften til en bestemt type kollektiv transport, som den opnåelige befordringsgodtgørelse efter § 16, stk. 10, litra a, i lov om kommunernes styrelse, jf. regionslovens § 11.

Ministeriet bemærkede i tilknytning hertil, at hvis godtgørelsen til en bestemt type kollektiv transport sker i form af et periodekort (buskort, togkort eller rejsekort), vil et medlem på baggrund af en sådan generel beslutning kunne få udstedt et periodekort til den valgte type kollektive transport, som medlemmet kan benytte som led i sit hverv, uden at medlemmet efter hver rejse skal forevise kvittering (hvis dette overhovedet er muligt) for den foretagne befordring med den valgte type transport.

Hvis godtgørelsen til en bestemt type kollektiv transport sker i form af godtgørelse af konkrete billetter til den valgte kollektive transport, som medlemmet har afholdt udgifter til som led i sit hverv, vil medlemmet skulle dokumentere disse konkrete udgifter til det valgte kollektive transportmiddel for at opnå befordringsgodtgørelse.

Hvis medlemmet i et af de ovenstående tilfælde helt eller delvis vælger at køre i bil som led i sit hverv, vil medlemmet ikke kunne kræve at få befordringsgodtgørelse for kørslen, medmindre det konkret ikke er muligt at anvende det kollektive transportmiddel, jf. nedenfor. Medlemmet vil heller ikke kunne få godtgørelse svarende til, hvad en billet for at foretage rejsen med det valgte kollektive transportmiddel ville have kostet.

Ministeriet fremhævede endeligt, at hvis det konkret ikke er muligt at anvende det kollektive transportmiddel, ville regionsrådsmedlemmet dog have krav på befordringsgodtgørelse til andet muligt transportmiddel, herunder kørsel i egen bil. Dette ville f.eks. være tilfældet, hvis det transportmiddel, regionsrådet har valgt, f.eks. busser, ikke kører, på anden måde ikke lader sig benytte eller helbredsmæssige forhold afskærer medlemmet fra at benytte offentlige transportmidler.

Økonomi- og Indenrigsministeriets telefonnotat af 23. oktober 2018
- Forvaltningsjura, 2018-626