15.8.1. Om kommuners mulighed for at anbringe midler i skibskreditobligationer og særligt dækkede skibskreditobligationer

03-02-2015

Ministeriet udtalte sig efter anmodning fra Danmarks Skibskredit om kommuners muligheder for efter kommunestyrelseslovens § 44 at anbringe midler i skibskreditobligationer og særligt dækkede skibskreditobligationer udstedt af Danmarks Skibskredit.

Danmarks Skibskredit havde over for ministeriet oplyst om en række forhold om Danmarks Skibskredits virksomhed, herunder at udstedelsen af obligationer hviler på lov om et skibsfinansieringsinstitut og bekendtgørelse om et skibsfinansieringsinstitut, og at Danmarks Skibskredit, lige som realkreditinstitutter, er underlagt krav om balanceprincip. Det var overfor ministeriet bl.a. oplyst, at skibskreditobligationer i store træk følger samme lovregler som realkreditobligationer og frembyder tilsvarende sikkerhed som realkreditobligationer.

Generelt redegjort for de to betingelser, der skal være opfyldt, for at en kommune kan anbringe sine midler i en obligation: For det første skal der være tale om en obligation i kommunestyrelseslovens § 44’ s forstand. Omfattet heraf er efter ministeriets praksis statsobligationer og almindelige realkreditobligationer, hvorimod erhvervsobligationer ikke anses som en obligation i § 44’ s forstand. For det andet skal en fond kunne anbringe sine midler i en obligation af den pågældende art. Regler herom er fastsat i Justitsministeriets bekendtgørelse om anbringelse og bestyrelse af fondes midler (anbringelsesbekendtgørelsen). Redegjort generelt for de relevante regler i anbringelsesbekendtgørelsen.

Under henvisning til en udtalelse fra Finanstilsynet i sagen lagde ministeriet til grund, at skibskreditobligationer udstedt af Danmarks Skibskredit frembyder en tilsvarende sikkerhed som realkreditobligationer, hvorfor kreditrisikoen ikke adskiller sig fra den kreditrisiko, som investering i realkreditobligationer udgør. På den baggrund udtalt, at skibskreditobligationer udstedt af Danmarks Skibskredit efter ministeriets opfattelse er omfattet af udtrykket ”obligationer” i § 44 i kommunestyrelsesloven.

Under henvisning til udtalelse fra Civilstyrelsens endvidere lagt til grund, at fonde kan placere midler i de omhandlede skibskreditobligationer i overensstemmelse med anbringelsesbekendtgørelsens § 5, stk. 1. På den baggrund udtalt, at kommuner efter ministeriets opfattelse på tilsvarende vis kan placere midler heri.

Ministeriet fandt ikke anledning til at udtale sig om, hvorvidt kommuner ville kunne placere likvide midler i særligt dækkede skibskreditobligationer udstedt af Danmarks Skibskredit, idet den mulighed, der i lovgivningen er for, at Danmarks Skibskredit kan ansøge om tilladelse til at udstede sådanne, ikke er udnyttet.

Økonomi- og Indenrigsministeriets brev af 3. februar 2015 til Danmarks Skibskredit
- Kommunaljura, j.nr. 2014-6928