Udtalt, at det ved vurderingen af lovligheden af gebyrfinansiering af indsamling af affald i en kommunes natur- og parkområder indledningsvis skal vurderes, om gebyret vil kunne opkræves på ulovbestemt grundlag. Grundlovens § 43 indebærer et krav om direkte lovhjemmel og dermed et forbud mod opkrævning af sådanne ydelser uden hjemmel i selve loven. Begrebet ”skat” i bestemmelsen omfatter sådanne pligtmæssige betalinger til det offentlige, der ikke kan anses som vederlag for nogen tilsvarende eller konkret modydelse fra det offentlige. Foreligger der ikke en ækvivalerende ydelse, men har borgerens ydelse karakter af et gebyr for en offentligretlig tilladelse m.v., som borgeren er tvunget til at henvende sig til forvaltningen om, må opkrævningen af betaling også have hjemmel i lov.
I den forbindelse udtalt, at en opkrævning af gebyr hos kommunens borgere og husstande for indsamling af affald i natur- og parkområder efter Økonomi- og Indenrigsministeriets opfattelse ikke kunne anses som værende gebyr eller vederlag for en tilsvarende eller konkret modydelse fra kommunen, og at der det derfor efter ministeriets opfattelse var tale om en beskatning omfattet af grundlovens § 43.
Endvidere udtalt, at det herudover i den forvaltningsretlige litteratur antages, at det må bero på en konkret vurdering, om en forvaltningsmyndighed uden særlig lovhjemmel kan betinge udførelsen af en fakultativ serviceydelse af et gebyr, der modsvarer de faktiske administrationsomkostninger, og som ikke er udtryk for en beskatning omfattet af grundlovens § 43. Af særlig betydning er i den forbindelse formålet med betalingsopkrævningen, ydelsens betydning for den pågældende, om der er tale om en ydelse, som modtageren er forpligtet til at modtage, og vedkommendes mulighed for at skaffe sig den ønskede ydelse på anden vis.
Økonomi- og Indenrigsministeriet bemærkede i den forbindelse, at borgerne i kommunen ikke har mulighed for at fravælge ydelsen, idet betalingen sker, allerede fordi borgerne får stillet affaldsbeholderne til rådighed. Ministeriet fandt derfor allerede af den grund ikke, at kommunen på ulovbestemt grundlag kunne opkræve betaling for borgernes adgang til at benytte de opstillede affaldsbeholdere ud fra det synspunkt, at der er tale om en fakultativ serviceydelse, som stilles til rådighed for borgerne fra kommunens side. Hertil kom, at ydelsen som nævnt ovenfor efter Økonomi- og Indenrigsministeriets opfattelse var udtryk for en beskatning omfattet af grundlovens § 43.
Der kræves således efter Økonomi- og Indenrigsministeriets opfattelse lovhjemmel til at opkræve gebyr for indsamling af affald i kommunens natur- og parkområder.
Endvidere under henvisning til en udtalelse fra Miljøstyrelsen udtalt, at kommunens regulativ om renholdelse af natur og parkområder efter gældende lovgivning ikke kunne anses for en affaldsordning, som er hjemlet i miljøbeskyttelseslovens § 45, stk. 1, og at omkostningerne hertil derfor ikke kunne gebyrfinansieres efter miljøbeskyttelseslovens § 48, stk. 1.
Endelig udtalt, at opkrævning af et gebyr af den i sagen omhandlede art således ikke var i overensstemmelse med lovgivningen.
Økonomi- og Indenrigsministeriets udtalelse af 7. august 2014 til en kommune
– j.nr. 2014-7595