14.4.2. Om kommunale fællesskabers indplacering i regnskabsklasser efter årsregnskabsloven

28-10-2014
4. Kommunale fællesskaber Kommunale fællesskaber - regnskabsaflæggelse Kommunale fællesskaber - vedtægter

En revisor spurgte Økonomi- og Indenrigsministeriet om, hvilken regnskabsklasse efter årsregnskabsloven et kommunalt fællesskab, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, skal indplaceres i, når den kommunale tilsynsmyndighed har godkendt en bestemmelse i fællesskabets vedtægter om, at det aflægger regnskab efter årsregnskabsloven.

I den anledning udtalte ministeriet bl.a., at i tilfælde, hvor det følger af særlovgivningen (opgavelovgivningen), at et kommunalt fællesskab skal aflægge regnskab efter årsregnskabsloven, er det denne lovgivning, der regulerer, hvilke nærmere regnskabsregler der finder anvendelse, herunder indplaceringen i regnskabsklasse.

Ministeriet udtalte videre, at i tilfælde, hvor det alene følger af et kommunalt fællesskabs vedtægter, at det skal aflægge regnskab efter årsregnskabsloven, har den kommunale tilsynsmyndighed godkendt, at udgangspunktet, hvorefter fællesskabet er regnskabspligtigt efter de kommunale regler, fraviges, således at det i stedet er regnskabspligtigt efter årsregnskabsloven. Der er imidlertid ikke tale om, at regnskabsaflæggelse efter årsregnskabsloven er frivillig, idet alternativet til regnskabsaflæggelse efter årsregnskabsloven er regnskabsaflæggelse efter de kommunale regler.

På den baggrund var det ministeriets opfattelse, at den kommunale tilsynsmyndigheds godkendelse af en bestemmelse i vedtægterne for et kommunalt fællesskab, hvorefter fællesskabet skal aflægge regnskab efter årsregnskabslovens regler eller en tilsvarende formulering, normalt vil skulle forstås således, at regnskab skal aflægges efter de regler i årsregnskabsloven, som gælder for virksomheder, der er regnskabspligtige efter loven, og ikke for virksomheder, der aflægger årsrapport efter loven på frivilligt grundlag.

Det anførte indebærer, at kommunale fællesskaber, der ifølge en bestemmelse herom i deres vedtægter er regnskabspligtige efter årsregnskabslovens regler, skal aflægge regnskab efter de regler, som gælder for virksomheder, der har pligt til at aflægge årsrapport efter årsregnskabsloven. De skal således indplaceres i regnskabsklasse B, C eller D, jf. kriterierne i årsregnskabslovens § 7.

Økonomi- og Indenrigsministeriets brev af 28. oktober 2014 til en revisor
- Kommunaljura, j.nr. 2014-17631