13.8.2. Om eftergivelse af vandpris ved ledningsbrud

13-12-2013
8. Andre udtalelser og afgørelser Tilsynsmyndigheden - skønsudøvelse

Økonomi- og Indenrigsministeriet udtalte sig om, hvorvidt en kommunalbestyrelse efter reglerne i vandforsyningsloven sammenholdt med lov om afgift af ledningsført vand uden udtrykkelig begrundelse kunne undlade at imødekomme en ansøgning om eftergivelse af vandprisen i tilfælde af vandspild, der var forårsaget af brud på skjulte vandinstallationer i ejendomme til boligformål, jf. den dagældende § 25, stk. 2, i lov om afgift af ledningsført vand.

Økonomi- og Indenrigsministeriet lagde på baggrund af ressortministeriernes oplysninger til grund, at en kommune havde hjemmel til i særlige tilfælde at eftergive opkrævningen af vandprisen i tilfælde af vandspild forårsaget af brud på skjulte vandinstallationer i private ejendomme til boligformål. Skattemyndighedernes adgang til i disse tilfælde at eftergive vandafledningsafgift forudsatte, at kommunen havde hjemmel til at eftergive opkrævningen af vandprisen, eftersom adgangen til at eftergive vandafledningsafgiften var betinget af, at opkrævningen af vandprisen eftergives.

Det var endvidere ministeriets opfattelse, at en kommune ikke som følge af reglerne om eftergivelse af vandafledningsafgiften i tilfælde af vandspild i lov om afgift af ledningsført vand og i vandforsyningsloven var forpligtet til at eftergive vandprisen i alle tilfælde. Det var dog ministeriets opfattelse, at kommunen i hvert tilfælde skulle foretage en konkret og individuel vurdering.

Ministeriet bemærkede i øvrigt, at der er en almindelig forvaltningsretlig formodning imod, at en myndighed lovligt kan opstille regler, der afskærer eller begrænser en skønsmæssig afvejning. Som udgangspunkt er en forvaltningsmyndighed forpligtet til i hvert enkelt tilfælde at inddrage relevante og saglige kriterier og i forhold hertil træffe en afgørelse efter en konkret vurdering.

Berettigelsen af interne regler vil som udgangspunkt afhænge af, om lovgrundlaget giver holdepunkter herfor, jf. FOU 2013-5. Ministeriet havde dog ikke i sagen fundet, at der i retsgrundlaget på dette område kunne findes støtte for en sådan afskæring af skønsudøvelsen.

Udtalt at det således ikke var lovligt, såfremt en kommune havde en fast administrativ praksis, hvorefter der aldrig kunne ske eftergivelse af vandprisen i tilfælde af konstateret vandspild.

Udtalt, at Økonomi- og Indenrigsministeriet lagde til grund, at Guldborgsund Kommune havde haft en praksis om aldrig at eftergive vandprisen i tilfælde af vandspild som følge af ledningsbrud. Denne praksis indebar efter ministeriets opfattelse, at der ikke var nogen mulighed for individuel stillingtagen. På den baggrund fandt ministeriet, at kommunens praksis måtte anses for at afskære skønnet og dermed som udgangspunkt er ulovlig.

Økonomi- og Indenrigsministeriet fandt endvidere ikke ud fra de foreliggende oplysninger grundlag for at antage, at antallet af ansøgninger i Guldborgsund Kommune om eftergivelse af vandprisen i tilfælde af ledningsbrud havde et sådant omfang, at en intern regel, der begrænsede afvejningen, allerede af den grund ville være lovlig.

Økonomi- og Indenrigsministeriet var på denne baggrund enig i den retsopfattelse, som Statsforvaltningen havde givet udtryk for i sin udtalelse, og fandt således, at Guldborgsund Kommune ikke uden udtrykkelig begrundelse kunne undlade at imødekomme en ansøgning om eftergivelse af vandprisen i tilfælde af vandspild forårsaget af brud på skjulte vandinstallationer som i sagen.


Økonomi- og Indenrigsministeriets brev af 13. december 2013 til Guldborgsund Kommune
– j.nr. 2012-00318