13.5.9. Om delegation til forvaltningen af beslutningen om, hvorvidt det enkelte medlem har dokumenteret sin tabte arbejdsfortjeneste

03-10-2013

Ministeriet udtalte på en forespørgsel fra KL, at beslutning om, hvorvidt dokumentationskravet for tabt arbejdsfortjeneste i det enkelte tilfælde var opfyldt, efter ministeriets opfattelse havde en sådan karakter, der hørte under den daglige administration af vederlagsreglerne, at kompetencen kunne delegeres til forvaltningen.

Ministeriet bemærkede, at det altid var kommunalbestyrelsens endelige ansvar, at der ikke udbetaltes midler, som kommunen ikke var forpligtet til at udbetale efter reglerne om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.


Økonomi- og Indenrigsministeriets telefonnotat af 3. oktober 2013
- Forvaltningsjura, j.nr. 2013-10530