En kommune anmodede Økonomi- og Indenrigsministeriet om en udtalelse om, hvorvidt der er hjemmel til at en kommune kan afholde udgifterne til vedligeholdelse af kørebaner på private fællesveje, herunder om en kommune på privatretligt grundlag kan indgå aftale med en kreds af grundejere herom.
Udtalt, at det som udgangspunkt påhviler de vedligeholdelsespligtige at udføre den nødvendige vedligeholdelse og istandsættelse af private fællesveje og afholde udgifterne i forbindelse hermed. Hvis de vedligeholdelsespligtige ikke udfører det påbudte arbejde, skal kommunalbestyrelsen sørge for udførelsen af vedligeholdelsen og istandsættelsen af private fællesveje for de vedligeholdelsespligtiges regning. Dette følger af privatvejslovens § 21, stk. 4, og § 55, stk. 4.
Kommunen har dog pligt til at afholde udgifterne til en istandsættelse, såfremt kommunalbestyrelsen af hensyn til den almene færdsel på en privat fællesvej i byer og bymæssige områder bestemmer, at vejen skal istandsættes i en højere standard end den hidtidige, jf. privatvejslovens § 49, stk. 5. Kommunen kan helt eller delvist vælge at afholde udgifterne til istandsættelse, såfremt kommunalbestyrelsen i øvrigt bestemmer, at en privat fællesvej i byer og bymæssige områder skal istandsættes hovedsagelig af hensyn til den almene færdsel på vejen, jf. privatvejslovens § 49, stk. 6.
Det var Økonomi- og Indenrigsministeriets opfattelse, at privatvejsloven ikke – ud over de i lovens § 49, stk. 5 og 6, hjemlede tilfælde – hjemler, at en kommune kan afholde udgifterne helt eller delvist til vedligeholdelse og istandsættelse af private fællesveje.
Økonomi- og Indenrigsministeriet fandt på baggrund af udtalelser, som Transportministeriet havde afgivet til brug for sagen, ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at privatvejsloven var udtømmende.
Spørgsmålet om en kommunes afholdelse af disse udgifter måtte derfor afgøres efter kommunalfuldmagtsreglerne.
Udtalt, at kommunalfuldmagtsreglerne efter Økonomi- og Indenrigsministeriets vurdering ikke indeholder hjemmel til, at kommunerne afholder udgifterne til istandsættelse og vedligeholdelse af private fællesveje på landet henholdsvis private fællesveje i byer og bymæssige områder.
Udtalt, at baggrunden herfor er, at der efter ministeriets opfattelse ikke foreligger en kommunal interesse i at afholde udgifter til istandsættelse og vedligeholdelse af private fællesveje udover de formål som allerede skal eller kan varetages i medfør af privatvejsloven.
Udtalt, at det på den baggrund var Økonomi- og Indenrigsministeriets opfattelse, at en kommune alene kan afholde udgifter til vedligeholdelse og istandsættelse af private fællesveje i byer og bymæssige områder i det omfang, det er hjemlet i den pr. 1. januar 2012 gældende privatvejslovs § 49, stk. 5 og 6, det vil sige, når hensyn til den almene færdsel på en privat fællesvej begrunder dette.
Udtalt, at der ikke findes tilsvarende bestemmelser for private fællesveje på landet, hvorfor en kommune ikke kan afholde udgifterne til istandsættelse og vedligeholdelse af disse.
Økonomi- og Indenrigsministeriet bemærkede afslutningsvis, at en kommunalbestyrelse ikke ved at indgå privatretlige aftaler kan undgå hjemmelskravet. En kommunalbestyrelse kan således ikke indgå en privatretlig aftale med grundejerne på private fællesveje om at udføre vedligeholdelse og istandsættelse af de private fællesveje og afholde udgifterne hertil i videre omfang end, hvad privatvejsloven hjemler.
Økonomi- og Indenrigsministeriets udtalelse af 19. december 2013 til en kommune–
j.nr. 2012-01552