13.1.7. Om udvidelse af Aarhus Kommunes magistrat

26-08-2013

Aarhus Kommune havde anmodet ministeriet om at godkende en række ændringer i kommunens styrelsesvedtægt, hvorved blandt andet magistraten skulle udvides med tre medlemmer, der ikke havde del i den selvstændige umiddelbare forvaltning og administrative ledelse af kommunens anliggender.

Indledningsvis bemærkede ministeriet, at Økonomi- og Indenrigsministeriet efter ønske fra Aarhus Kommune havde behandlet kommunens ansøgning i sin helhed, selv om visse dele heraf ikke var tiltrådt af byrådet. Ministeriet havde ved beslutningen herom lagt vægt på, at de væsentligste ændringer havde været behandlet af byrådet, at kommunen havde oplyst, at det var en fejl, at spørgsmålet om de supplerende magistratsmedlemmers mulighed for medlemskab af og formandskab for faste udvalg ikke var blevet forelagt byrådet sammen med de øvrige ændringer, og at kommunens økonomiudvalg i enighed havde tiltrådt de supplerende ændringer.

Økonomi- og Indenrigsministeriet udtalte blandt andet, at magistratsstyre efter § 64 i lov om kommunernes styrelse indebærer, at de forholdstalsvalgte magistratsmedlemmer alle har del i den umiddelbare forvaltning og i den administrative ledelse af kommunen, som de hver udfører for deres afdeling. Koordineringen af kommunens virksomhed varetages af disse magistratsmedlemmer og den samlede magistrat. De faste udvalg har til opgave at rådgive byrådet og magistratsmedlemmerne samt evt. føre kontrol med magistratens udførelse af byrådets beslutninger.

Det var på den baggrund Økonomi- og Indenrigsministeriets opfattelse, at en styreform som den af Aarhus Kommune ønskede, hvorefter magistraten skulle have deltagelse af kommunalbestyrelsesmedlemmer, der ikke havde selvstændig del i den umiddelbare forvaltning og den administrative ledelse af kommunen, og som skulle kunne være medlemmer og formænd for faste udvalg, ikke faldt inden for rammerne af magistratstyret efter § 64 i lov om kommunernes styrelse.

Det fremgik af kommunens henvendelse og den bagvedliggende politiske aftale, at baggrunden for ønsket om at øge medlemstallet i magistraten med tre medlemmer, der ikke havde del i den selvstændige umiddelbare forvaltning og administrative ledelse af kommunens anliggender, var at styrke byrådets muligheder for indsigt i og indflydelse på kommunens drift og ledelse samt at sikre større sammenhængskraft mellem byrådet og magistraten. Det fremgik, at alle medlemmer af magistraten fortsat var valgt af byrådet ved forholdstalsvalg, og at det var de fem først valgte, der fik selvstændig del i den umiddelbare forvaltning og den administrative ledelse af kommunen.

Det var Økonomi- og Indenrigsministeriets opfattelse, at den styreform, som Aarhus Kommune ønskede at indføre, ikke gav anledning til uklarhed i opgave- og kompetenceafgrænsningen imellem de politiske organer i kommunen. Samtidig noterede ministeriet sig, at hensigten med den nye styreform bl.a. er at styrke samarbejdet imellem byrådet og magistraten. Ministeriet meddelte på denne baggrund dispensation efter § 65 c, stk. 2, i lov om kommunernes styrelse til, at Aarhus Kommune for valgperioden fra den 1. januar 2014 og frem til den 31. januar 2017 kunne indføre den ønskede styreform, herunder at de tre magistratsmedlemmer, der ikke havde del i den selvstændige umiddelbare forvaltning og administrative ledelse af kommunens anliggender blev vederlagt for hvervet med 10 % af borgmesterens vederlag, samt at de kunne vælges og vederlægges som medlemmer og som formænd for faste udvalg.

Økonomi- og Indenrigsministeriet havde endvidere ingen bemærkninger til den ønskede ændring af medlemstallet i det faste Børn og Unge-udvalg eller til omfordelingen af vederlag til udvalgsmedlemmer, herunder medlemmer af Børn og Unge-udvalget. Ministeriet havde i den forbindelse noteret sig, at forhøjelsen af vederlaget til udvalgsmedlemmerne blev holdt inden for den daværende pulje på 180 pct. af borgmestervederlaget, der var til rådighed, og at finansieringen således skete ved en omfordeling mellem udvalgsmedlemmerne samt en reduktion af antallet af medlemmer i det faste Børn og Unge-udvalg.

 

Økonomi- og Indenrigsministeriets brev af 26. august 2013 til Aarhus Kommune
- Kommunaljura og Valg, j.nr. 2013-09077