11.4.2. Om kommunale fællesskabers regnskabsaflæggelse

22-11-2011

Et advokatfirma rettede som advokat for en række kommunale fælleskaber henvendelse til Økonomi- og Indenrigsministeriet vedrørende kommunale fællesskabers regnskabsaflæggelse. Advokatfirmaet fandt det problematisk, at statsforvaltningerne ikke godkendte, at kommunale fællesskaber udarbejdede regnskab alene efter årsregnskabsloven, men derimod stillede krav om, at kommunale fællesskaber skal aflægge regnskab efter det kommunale budget- og regnskabssystem.

Udtalt, at kommunale fællesskaber ligesom kommuner er forpligtede til at overholde den lovgivning, der gælder for den type virksomhed, fællesskabet driver. Dette gælder også et eventuelt krav i sådan lovgivning om, at der for den pågældende virksomhed skal aflægges regnskab efter årsregnskabsloven. Et sådant krav fastsat i lovgivningen gælder således for et kommunalt fællesskab, uanset om dette fremgår af fællesskabets vedtægter eller ikke.

Tilsynsmyndigheden foretager ved godkendelsen af et samarbejde efter lov om kommunernes styrelse § 60 såvel et legalitets- som et hensigtsmæssighedstilsyn. Det påses bl.a., at vedtægterne harmonerer med kommunallovgivningen og dens forudsætninger.

Tilsynsmyndigheden kan ved godkendelse af vedtægterne for et kommunalt fællesskab, jf. § 60, stk. 1, i lov om kommunernes styrelse, således godkende vedtægtsbestemmelser, der afviger fra lov om kommunernes styrelse.

Hvorvidt der ved godkendelse af vedtægterne for kommunale fællesskaber efter § 60 i lov om kommunernes styrelse skal stilles krav om aflæggelse af regnskab efter det kommunale budget- og regnskabssystem, afhænger af, hvorvidt det vil være i strid med kommunallovgivningen, dens forudsætninger eller i øvrigt må anses for uhensigtsmæssigt, at de kommunale fællesskaber ikke følger dette regelsæt ved deres regnskabsaflæggelse.

Endvidere udtalt, at et kommunalt fællesskabs regnskabsaflæggelse, herunder den regulering regnskabsaflæggelsen baseres på, bør være reguleret i fællesskabets vedtægter. Det påhvilede vedkommende statsforvaltning som kommunal tilsynsmyndighed i forbindelse med godkendelsen af et kommunalt fællesskabs vedtægter at drage omsorg herfor. Hvis det er hensigten, at et kommunalt fællesskab skal aflægge regnskab efter årsregnskabsloven, skal dette som udgangspunkt fremgå af fællesskabets vedtægter, da der er tale om en fravigelse af lov om kommunernes styrelse.

Endelig udtalt, at i de tilfælde, hvor et kommunalt fællesskab er selvstændigt regnskabsførende og, hvor der i særlovgivningen er krav om regnskabsaflæggelse efter årsregnskabslovens regler, er der efter Økonomi- og Indenrigsministeriets opfattelse ikke behov for i vedtægterne at stille krav om, at kommunale fællesskaber skal aflægge regnskab efter det kommunale budget- og regnskabssystem. Der kan således ikke i sådanne tilfælde, medmindre fællesskabet selv ytrer ønske herom, stilles krav om dobbelt regnskabsførelse.

I de tilfælde, hvor det kommunale fællesskab er selvstændigt regnskabsførende og, hvor der ikke i særlovgivningen er krav om regnskabsaflæggelse efter årsregnskabslovens regler, er det efter Økonomi- og Indenrigsministeriets opfattelse tilsynsmyndigheden, der afgør, om der i vedtægterne skal stilles krav om regnskabsaflæggelse efter regler fastsat i medfør af lov om kommunernes styrelse eller efter årsregnskabslovens regler.

Kun i tilfælde, hvor en kommune er regnskabsførende for et kommunalt fællesskab og har adgang til at få refunderet udgifterne til købsmoms hos Økonomi- og Indenrigsministeriet i henhold til bekendtgørelsen om momsrefusionsordning for kommuner og regioner, må der uanset særlovgivningens krav om anvendelse af årsregnskabslovens regler, tillige gælde et krav om regnskabsaflæggelse efter de kommunale regler.


Økonomi- og Indenrigsministeriets brev af 22. november 2011 til et advokatfirma
– j.nr. 1108508