10.8.3. Om hvorvidt en obligation er omfattet af garantiordningen i lov om finansiel stabilitet omfattes af § 44 i den kommunale styrelseslov

18-06-2010
8. Andre udtalelser og afgørelser Midlers anbringelse Værdipapirer - anbringelse i

Nykredit har ved e-post af 12. december 2008 rettet henvendelse til det daværende Velfærdsministerium, nu Indenrigs- og Sundhedsministeriet, vedrørende kommunernes mulighed for at investere i den del af pengeinstitutternes seniorgæld, der er garanteret af den danske stat i medfør af lov om finansiel stabilitet (lovbekendtgørelse nr. 875 af 15. september 2009 med senere ændringer).

Nykredit har i den forbindelse henvist til en udtalelse fra Finanstilsynet af 17. oktober 2008. Det fremgår bl.a. heraf, at det er tilsynets vurdering, at mulighederne for indfrielse af forfaldne eksponeringer i medfør af §§ 7 og 8 i lov om finansiel stabilitet kan sidestilles med en direkte garanti i henhold til bekendtgørelse om kapitaldækning.

Nykredit har ved Poul Horup Sørensen den 5. januar 2008 telefonisk overfor det tidligere Velfærdsministerium præciseret, at det instrument, Nykredit ønsker ministeriets vurdering af, er en kortløbende bankudstedt obligation. Poul Horup Sørensen oplyste endvidere, at en sådan obligation efter hans opfattelse vil være omfattet af garantiordningen i lov om finansiel stabilitet, samt at der er tale om en erhvervsobligation.

I anledning af Nykredits henvendelse kan Indenrigs- og Sundhedsministeriet oplyse følgende:

§ 44 i lov om kommunernes styrelse (lovbekendtgørelse nr. 581 af 26. juni 2009 med senere ændring) har følgende ordlyd:

”Midler, som ikke af hensyn til de daglige forretninger skal foreligge kontant, skal indsættes i pengeinstitut eller på postgirokonto eller anbringes i sådanne obligationer eller investeringsbeviser, i hvilke fondes midler kan anbringes.”

Formålet med bestemmelsen er at sikre en betryggende forvaltning af kommunens midler. Bestemmelsen er således båret af hensynet til, at kommunale aktiver ikke må anvendes til spekulation med risiko for formuetab. Bestemmelsen indeholder en efter ordlyden udtømmende angivelse af, hvorledes en kommunes midler kan anbringes.

Der henvises til Lov om kommunernes styrelse med kommentarer, 2010, s. 370.

Der er to betingelser, der skal være opfyldt, for at en kommune kan anbringe sine midler i en obligation:

For det første skal en fond kunne anbringe sine midler i en obligation af den pågældende art. Justitsministeriets bekendtgørelse om anbringelse og bestyrelse af fondes midler (bekendtgørelse nr. 367 af 11. maj 2004 - anbringelsesbekendtgørelsen) indeholder visse krav til de obligationer, som fonde kan investere i.

Af bekendtgørelsen fremgår bl.a. følgende:

”§ 5. Højst halvdelen af midlerne, jf. dog ..., kan anbringes i

1) erhvervsobligationer og konvertible obligationer,

2) udbyttegivende investerings- og placeringsforeninger eller afdelinger af sådanne,

3) sparekassers beviser for garantikapital og andelskassers beviser for andelskapital, og

4) aktier.

§ 6. Anbringelse kan ske i rentebærende obligationer, hvis disse bliver handlet på et reguleret marked, jf. stk. 2, og er udstedt i et af de i stk. 2, nævnte landes møntenhed.

Stk. 2. Befinder markedet sig indenfor et EU/EØS-land, skal markedet være optaget på listen nævnt i artikel 1, nr. 13, i direktiv 93/22/EØF om investeringsservice i forbindelse med værdipapirer. Befinder markedet sig uden for et EU/EØS-land, skal markedet være medlem af The World Federation of Exchanges og befinde sig i et land, der er fuldt medlem af Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD).

Stk. 3. Anbringelse kan ikke ske i præmieobligationer."

I den forbindelse bemærkes, at den kvantitative begrænsning vedrørende anbringelse af fondes midler, der følger af anbringelsesbekendtgørelsens § 5, ikke finder anvendelse ved vurderingen af, hvorledes en kommune kan anbringe midler, som ikke af hensyn til de daglige forretninger skal foreligge kontant.

For det andet skal der være tale om en obligation i § 44’s forstand. Efter ministeriets praksis omfatter udtrykket ”obligationer” i § 44 statsobligationer og almindelige realkreditobligationer, hvorimod erhvervsobligationer - idet kreditrisikoen herved adskiller sig fra stats- og realkreditobligationer - ikke anses som en obligation i § 44’s forstand.

Civilstyrelsen har for så vidt angår den første betingelse ved vedlagte brev af 18. december 2009 til ministeriet oplyst, at erhvervsobligationer, der er omfattet af den statslige garanti efter lov om finansiel stabilitet, vil være omfattet af anbringelsesbekendtgørelsen, såfremt de almindelige betingelser i bekendtgørelsens §§ 5, 6 og 10 i øvrigt er opfyldt. Ministeriet videresendte efter telefonisk anmodning den 7. januar 2010 Civilstyrelsens udtalelse til Nykredit. Nykredit er ikke fremkommet med bemærkninger i den anledning.

Finanstilsynet har for så vidt angår den anden betingelse den 5. januar 2009 tilkendegivet telefonisk over for ministeriet, at en obligation, der udløber inden garantiperiodens udløb, dvs. den 30. september 2010, og udstedes af en bank, der er omfattet af § 2 i lov om finansiel stabilitet, vil være omfattet af garantiordningen. Finanstilsynet oplyste videre, at påløbne renter ligeledes vil være omfattet, hvis disse forfalder inden garantiens udløb.

Det er på denne baggrund Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse, at en obligation, der er omfattet af garantiordningen i lov om finansiel stabilitet, tilbyder en kreditrisiko, der svarer til kreditrisikoen ved realkredit- og statsobligationer.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet finder således, at en sådan obligation er omfattet af udtrykket ”obligationer” i § 44 i lov om kommunernes styrelse, hvorfor kommuner vil have mulighed for at placere midler heri under forudsætning af, at de almindelige betingelser i anbringelsesbekendtgørelsen er opfyldt, jf. her Civilstyrelsens brev af 18. december 2009.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet har herved ikke taget stilling til, under hvilke betingelser en obligation er omfattet af lov om finansiel stabilitet.

Indenrigs- og Sundhedsministeriets udtalelse af 18. juni 2010 til en bank
– j.nr. 1004710