10.5.3. Om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste

26-08-2010
5. Vederlag, godtgørelse mv. Tabt arbejdsfortjeneste - erstatning for

Indenrigs- og Sundhedsministeriet har den 5. juli 2010 fra Statsforvaltningen Hovedstaden modtaget Københavns Kommunes anmodning af 10. juni 2010 om en vejledende udtalelse vedrørende erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.

Københavns Kommune ønsker oplyst, hvorvidt der kan ydes erstatning for tabt arbejdstjeneste i tidsrummet mellem to møder, som geografisk foregår samme sted, i tilfælde af, at et medlem af Borgerrepræsentationen har en

  1. fleksibel arbejdstid og/eller
  2. fleksibel arbejdsplads.

Københavns Kommune ønsker ligeledes oplyst, hvorledes erstatning i en "ventetid" skal opgøres i praksis, hvis begrundelsen er, at vedkommende ikke kan nå til og fra sit arbejde, samt hvorvidt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste i forhold til transporttiden forudsætter, at transporten rent faktisk har fundet sted.

Københavns Kommune er af den opfattelse, at den tid, der går mellem to erstatningsberettigede møder, som geografisk foregår det samme sted, som udgangspunkt ikke kan udløse erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, da det ikke er møde- eller transporttid, men "ventetid" mellem to møder. Såfremt "ventetiden" skyldes, at vedkommende ikke kan nå frem og tilbage henholdsvis til og fra sin arbejdsplads, er Københavns Kommune af den overbevisning, at der kan ydes erstatning. Erstatning forudsætter imidlertid, at der er lidt et tab.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet kan i anledning af henvendelsen oplyse følgende:

Det fremgår af § 16, stk. 5, 1.-5. pkt., i lov om kommunernes styrelse, at et medlem kan vælge at modtage erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste. I så fald reduceres det faste vederlag. Valget foretages med virkning for et regnskabsår ad gangen. Erstatning ydes for deltagelse i de i stk. 1, litra a-e, nævnte møder m.v. Herudover kan kommunalbestyrelsen beslutte at yde erstatning til et medlem for udførelse af de i stk. 1, litra f, nævnte aktiviteter.

Det fremgår af pkt. 2.1.3.2. i vejledning nr. 9 af 9. februar 2007 om vederlag, diæter, pension m.v. for varetagelsen af kommunale hverv (vederlagsvejledningen), at erstatning for tabt arbejdsfortjeneste forudsætter, at der er lidt et tab i forbindelse med varetagelsen af et kommunalt hverv. Erstatningen ydes for selve mødetiden m.v. og den samlede rejsetid i forbindelse med mødet m.v. Forberedelsestid i forbindelse med møder m.v. kan ikke indgå i erstatningsberegningen.

Det fremgår endvidere af pkt. 2.1.3.2., at da det er det tab, der faktisk lides i forbindelse med deltagelse i møder m.v., der skal erstattes, kan der som udgangspunkt ikke ydes erstatning ud over den tid, der medgår til selve mødet m.v. og befordring frem og tilbage. Kun hvis indholdet eller karakteren af vedkommendes arbejde gør, at kommunalbestyrelsesmedlemmet lider tab derudover, kan dette tab erstattes. Kommunalbestyrelsen må i givet fald tage stilling til, hvorvidt arbejdsforholdet har en sådan karakter, at der kan dokumenteres indtægtstab for en hel arbejdsdag eller et vist antal timer, uanset at varetagelsen af det kommunale hverv ikke har haft en tilsvarende tidsmæssig udtrækning.

Det fremgår således af vederlagsvejledningen, at kun hvis indholdet eller karakteren af vedkommendes arbejde gør, at kommunalbestyrelsesmedlemmet lider tab udover den tid, der medgår til selve mødet m.v. og befordring frem og tilbage, kan dette tab erstattes.

Det er Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse, at der på baggrund af ovenstående alene vil kunne udbetales erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for ventetid mellem møder på samme sted, hvor det ikke er muligt at foretage transport til og fra den pågældendes arbejde mellem møderne, hvis indholdet eller karakteren af vedkommendes arbejde gør, at vedkommende lider et dokumenteret indtægtstab for ventetiden, og at kommunalbestyrelsen anser det for godtgjort, at det ikke er muligt at foretage transport i denne tid.

Det er kommunalbestyrelsen, som skal tage stilling til, hvorvidt arbejdsforholdet har en sådan karakter, at der kan dokumenteres indtægtstab for en hel arbejdsdag eller et vist antal timer, hvor ventetiden mellem varetagelsen af det kommunale hverv i flere møder udgør en del af disse timer.

Angående Københavns Kommunes ønske om at få oplyst, hvorvidt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste i forhold til transporttiden forudsætter, at transporten rent faktisk har fundet sted, såfremt dette ud fra et tidsmæssigt perspektiv er muligt, skal Indenrigs- og Sundhedsministeriet oplyse følgende:

Det fremgår som nævnt ovenfor af vederlagsvejledningen pkt. 2.1.3.2., at erstatningen ydes for selve mødetiden m.v. og den samlede rejsetid i forbindelse med mødet m.v.

Det er Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse, at erstatning for tabt arbejdsfortjeneste i forhold til den samlede rejsetid forudsætter, at transporten rent faktisk har fundet sted, såfremt dette ud fra et tidsmæssigt perspektiv er muligt, således at vedkommende har mulighed for at arbejde på sin arbejdsplads og ikke udelukkende foretage transport i ventetiden mellem møder.

Indenrigs- og Sundhedsministeriets brev af 26. august 2010
- til Københavns Kommune, Sags nr. 1005518