10.3.3. Om adgang til standardiseret prisfastsættelse som led i udførelsen af myndighedsopgaver for handlekommunen (den oprindelige opholdskommune)

11-11-2010
3. De kommunale opgaver (kommunalfuldmagten) Kommunalfuldmagten - takstfastsættelse Kommunalfuldmagten - ydelse til anden kommune Salg - pris Takstfastsættelse

I brev af 20. august 2010 har Socialministeriet anmodet Indenrigs- og Sundhedsministeriet om en udtalelse i anledning af Vejle Kommunes ansøgning om at anvende standardpriser for udførelse af myndighedsopgaver i forhold til en person med ophold i et socialt botilbud eller lignende for vedkommendes handlekommune (den oprindelige handlekommune), jf. § 9, stk. 9, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Socialministeriet har om baggrunden for sin henvendelse blandt andet oplyst, at der ikke i loven er fastsat regler om, på hvilke vilkår sådan opgaveudførelse skal finde sted, herunder om prisfastsættelse, men at der i forarbejderne til § 9, stk. 9, blandt andet er anført følgende:

”… Det kan aftales, at den delegerende kommune betaler den bemyndigede kommunes omkostninger ved varetagelsen af de delegerede opgaver. Vederlaget for udførelse af opgaver efter loven forudsættes fastsat til kostprisen, det vil sige de direkte og indirekte omkostninger, der er forbundet med at udføre opgaven for en anden kommune. Baggrunden herfor er, at det efter almindelige kommunalretlige grundsætninger om kommunernes opgavevaretagelse ikke er en kommunal opgave hverken at yde tilskud til andre kommuner eller at opnå fortjeneste ved kommunens virksomhed. ..”

Indenrigs- og Sundhedsministeriet skal i den anledning oplyse, at ministeriet tidligere har lagt til grund, at de ovenfor i forarbejderne nævnte grundsætninger indebærer, at prisfastsættelse i forbindelse med en kommunes varetagelse af opgaver for en anden kommune, skal tage udgangspunkt i samtlige direkte og indirekte omkostninger, der er forbundet med opgavevaretagelsen, herunder lønudgifter, forrentning og afskrivning af lokaler, inventar og driftsmateriel. Skønnet over disse omkostningers størrelse vil kunne være forbundet med en del usikkerhed, og der vil derfor kunne være overladt kommunen et vist spillerum ved prisfastsættelsen. Efter ministeriets opfattelse vil en kommune lovligt inden for dette spillerum kunne fastsætte en gennemsnitspris for varetagelsen af de omhandlede opgaver. Det understreges, at denne gennemsnitspris skal fastsættes på grundlag af kommunens skøn over de samlede direkte og indirekte omkostninger, der er forbundet med varetagelsen af de pågældende opgaver.

I det omfang spørgsmålet ikke er reguleret i den skrevne lovgivning, vil der således efter Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse kunne anvendes standardpriser, der er udtryk for gennemsnitspriser i overensstemmelse med det ovenfor anførte. Det gælder også opgaveudførelse efter § 9, stk. 9, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Indenrigs- og Sundhedsministeriets brev af 11. november 2010 til et ministerium
- Kommunaljura, j.nr. 1007566