08.1.2. Om adgangen til at filme byrådsmøder

30-04-2008

Velfærdsministeriet besvarede den 30. april 2008 en henvendelse om adgangen til at filme et byrådsmøde, herunder om Højesterets afgørelse i UfR.1972.601H fortsat kunne anses for at være udtryk for gældende ret.

I UfR.1972.6O1H havde Højesteret bl.a. udtalt følgende:

“Bestemmelsen i den kommunale styrelseslovs § 10 om kommunalbestyrelsesmøders offentlighed og den hermed sammenhængende adgang til at gengive det på moderne udtalte, jfr. ophavsretslovens § 24, findes ikke at give journalister og andre tilhørere ret til at optage forhandlingerne på bånd eller lignende, hvis benyttelse kan være forbundet med en vis usikkerhed og åbne mulighed for misbrug. Det må herefter være overlagt til den enkelte kommunalbestyrelse at afgøre, om — og i bekræftende fald på hvilke vilkår — den vil tillade brug af båndoptagere i sine møder.”

Til brug for besvarelsen af henvendelsen udtalte Justitsministeriet sig i et notat til Velfærdsministeriet om spørgsmålet. Det fremgik bl.a. af notatet, at Justitsministeriet var mest tilbøjelig til at antage, at den nuværende retstilstand med hensyn til adgangen til at filmoptage åbne byrådsmøder ikke var i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10 om ytringsfrihed, og at højesteretsdommen i Ufr.1972.601H derfor fortsat måtte anses for at være gældende ret.

Justitsministeriet fandt endvidere, at Danmarks øvrige forpligtelser, herunder artikel 19 om ytringsfrihed i FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder, ikke medførte videre forpligtelser for Danmark end Den Europæiske Menneskerettighedskonvention i sager af den omhandlede karakter.

Velfærdsministeriet kunne i det hele henholde sig til Justitsministeriets notat, og det var således Velfærdsministeriets opfattelse, at hverken reglen om mødeoffentlighed i kommunestyrelseslovens § 10, stk. 1, eller artikel 10 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention gav journalister og andre tilhørere ret til at optage byrådets forhandlinger på videobånd. Et byråd har dog mulighed for at give tilladelse til, at tilhørere optager forhandlinger på videobånd.

Velfærdsministeriets udtalelse af 30. april 2008 og Justitsministeriets notat af 28. februar 2008
- j.nr. 2007-2071/215-1