06.8.5. Om anbringelse af kommunens midler i akkumulerende investeringsforeninger

28-06-2006

Et pengeinstitut havde rettet henvendelse til Indenrigs- og Sundhedsministeriet om
kommunernes adgang til at anbringe midler i akkumulerende investeringsforeninger
eller afdelinger af sådanne.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet udtalte, at det efter § 44 i lov om kommunernes styrelse var en betingelse for en kommunes anbringelse af midler i obligationer og investeringsbeviser, at sådan anbringelse kunne ske efter reglerne om anbringelse af fondes
midler, dvs. efter reglerne i Justitsministeriets dagældende bekendtgørelse nr. 367 af 11.
maj 2004 om anbringelse og bestyrelse af fondes midler (anbringelsesbekendtgørelsens). Ministeriet udtalte endvidere, at bestemmelsen indeholdt en udtømmende angivelse af, hvorledes en kommunes midler kunne anbringes.

Af den dagældende anbringelsesbekendtgørelses § 5, nr. 2, og § 7, stk. 1 og 2, fremgik, at
højst halvdelen af fondes midler (i de i § 7, stk. 2, nævnte tilfælde, dog alle midlerne)
kunne anbringes i udbyttegivende investerings- og placeringsforeninger eller afdelinger
af sådanne, der var omfattet af lov om investeringsforeninger og specialforeninger samt
andre kollektive investeringsordninger m.v. eller tilsvarende EU/EØS-lovgivning.

Fonde kunne således ikke anbringe midler i akkumulerende investerings- og placeringsforeninger.

En tilsvarende begrænsning – dog med undtagelse af den kvantitative begrænsning –
gjaldt efter § 44 i lov om kommunernes styrelse for kommuners anbringelse af midler i
investerings- og placeringsforeninger.

Justitsministeriets bekendtgørelse om anbringelse og bestyrelse af fondes midler er senere blevet ændret, senest ved bekendtgørelse nr. 1525 af 28. oktober 2020.

Indenrigs- og Sundhedsministeriets brev af 28. juni 2006
- 1.k.kt., j.nr. 2005-2019-16