06.8.4. Om fritagelse for offentligt udbud ved salg af kommunalt areal til en virksomhed på en naboejendom som led i et mageskifte

19-01-2006

En kommune havde indbragt en statsamtmands afgørelser af 30. september og 19. oktober 2005 for lndenrigs- og Sundhedsministeriet. Af afgørelserne fremgik, at statsamtmanden ikke havde fundet anledning til at meddele samtykke til, at kommunen uden forudgående offentligt udbud som led i et mageskifte kunne sælge et kommunalt areal til en erhvervsudlejningsvirksomhed, som var ejer af naboejendommen. Det areal, kommunen ønskede at erhverve som led i mageskiftet, skulle efter det oplyste på længere sigt anvendes til en vejudvidelse.

Ministeriet fandt ud fra en samlet vurdering, at der i det konkrete tilfælde forelå særlige forhold, som kunne begrunde, at kommunen kunne sælge det omhandlede areal uden offentligt udbud, jf. udbudsbekendtgørelsens § 2, stk. 3.

Ministeriet lagde herved vægt på, at der i sagen både var tale om et ønsket salg til en virksomhed på en naboejendom og et delvist mageskifte mellem to ejendomme, der stødte op til hinanden. Ministeriet bemærkede i den forbindelse, at kommunen efter ministeriets opfattelse havde en kommunal interesse i mageskiftet uanset, at kommunen ikke umiddelbart agtede at iværksætte en vejudvidelse.

Ministeriet tillagde det endvidere vægt, at ejeren af naboejendommen havde et konkret og aktuelt behov for at erhverve den omhandlede kommunale ejendom. Det var i den forbindelse ministeriets vurdering, at udlejning af erhvervsejendomme måtte betragtes som en virksomhed af en sådan art, at virksomheden ville kunne have konkret og aktuelt behov for ved en udvidelse at erhverve kommunale ejendomme, og at den af virksomheden ønskede udvidelse af sin udlejningsvirksomhed ved erhvervelse af det omhandlede kommunale areal og ombygning af ejendommen med henblik på forbedring for de nuværende lejere af ejendommen måtte betragtes som en udvidelse af denne virksomhed.

Endvidere var det under hensyn til ejendommens beliggenhed og det af handelen omfattede mageskifte ministeriets opfattelse, at det ikke kunne påregnes, at der ved et offentligt udbud af ejendommen ville fremkomme et for kommunen højere eller bedre købstilbud.

Ministeriet var på den baggrund ikke enigt med statsamtmanden i, at der ikke i sagen forelå sådanne særlige forhold, at offentligt udbud kunne undlades.

Brev af 19. januar 2006 fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet til en kommune,
1. k. kt., 2005-2076/615-3