Efter den kommunale styrelseslovs § 16, stk. 10, litra a, ydes der bl.a. befordringsgodtgørelse til kommunalbestyrelsesmedlemmer i forbindelse med deltagelse i de i § 16, stk. 1, litra a – f, nævnte møder m.v.
Udtalt generelt, at det således følger af den kommunale styrelseslov, at en kommune skal udbetale udgiftsgodtgørelse til et kommunalbestyrelsesmedlem, som har haft nogle nærmere i loven bestemte udgifter, herunder udgifter til befordring. Loven indeholder ikke hjemmel til at udbetale udgiftsgodtgørelse til et medlem, der ikke har afholdt udgifter.
At der er tale om udgiftsgodtgørelse af positivt afholdte udgifter, er efter bemærkningerne ikke til hinder for, at der fastsættes generelle godtgørelsestakster, når blot det sker under hensyn til de faktiske omkostninger.
Adgangen til at fastsætte generelle godtgørelsessatser er ikke ensbetydende med, at sådanne satser kan anvendes som grundlag for udbetaling af godtgørelse til et medlem, der rent faktisk ikke har afholdt udgifter.
Videre udtalt, at en kommune i medfør af den kommunale styrelseslov skulle udbetale befordringsgodtgørelse til borgmesteren, såfremt denne havde afholdt udgifter i forbindelse med deltagelse i de i lovens § 16, stk. 1, litra a – f, nævnte møder m.v., jf. lovens § 16, stk. 10. Kommunen ville derimod ikke med hjemmel i loven kunne udbetale befordringsgodtgørelse til borgmesteren, hvis vedkommende ikke havde haft udgifter til befordring, f.eks. som følge af, at vedkommende havde anvendt en bil, som var stillet til rådighed af en tredjepart, som afholdt alle udgifter forbundet med bilen, herunder også udgifterne til benzin m.v.
Såfremt kommunen havde udbetalt befordringsgodtgørelse til borgmesteren i tilfælde, hvor borgmesteren ikke selv havde afholdt udgifter til befordring, havde kommunen således udbetalt godtgørelsen uden hjemmel i den kommunale styrelseslov.
Ministeriet kunne ikke på baggrund af de i sagen foreliggende oplysninger tage stilling til, hvorvidt kommunen konkret havde udbetalt befordringsgodtgørelse uretmæssigt til borgmesteren, samt hvorvidt borgmesteren i givet fald ville være forpligtet til at tilbagebetale modtaget godtgørelse til kommunen.
Ministeriet bemærkede, at kommunen på baggrund af en klarlæggelse af de faktiske omstændigheder omkring udbetalingen af godtgørelse selv skulle foretage en vurdering af, hvorvidt der var grundlag for, at kommunen søgte udbetalt godtgørelse tilbagebetalt fra borgmesteren. Til orientering kunne det oplyses, at Østre Landsret den 4. maj 1998 (sagsnr. B 230700 L) havde afsagt dom i en sag om medlemmer af Fyns Amtsråds pligt til at tilbagebetale en række forskellige ydelser til amtskommunen, som var ydet de pågældende uretmæssigt.
Indenrigs- og Sundhedsministeriets brev af 12. januar 2005 til en kommunalbestyrelse
– 2.k.kt.j.nr. 2004/2221/253-1