Generelt udtalt, at spørgsmålet om, hvorvidt en kommune lovligt kan anvende reklamefinansierede biler eller busser i forbindelse med varetagelse af drift af plejehjem, ikke er reguleret i den skrevne lovgivning [1] . Spørgsmålet skal derfor vurderes ud fra de almindelige kommunalretlige grundsætninger om kommuners opgavevaretagelse – de såkaldte kommunalfuldmagtsregler.
Det er antaget i de kommunale tilsynsmyndigheders praksis og i den juridiske litteratur, at kommuner efter kommunalfuldmagtsreglerne ikke uden lovhjemmel kan drive handel, håndværk, industri og finansiel virksomhed. Det indebærer, at en kommune som hovedregel ikke må sælge reklameydelser, fordi kommunen derved driver erhvervsvirksomhed. En kommune kan dog i almindelighed modtage gaver til brug for varetagelse af kommunale opgaver, ligesom en kommune i den forbindelse vil kunne informere om, hvem kommunen har modtaget gaven fra. Det er dog af afgørende betydning, at informationen ikke har karakter af generel markedsføring af sponsorens navn eller produkter.
Det er imidlertid antaget i de kommunale tilsynsmyndigheders praksis og i den juridiske litteratur, at kommuner i et meget begrænset omfang kan varetage accessoriske opgaver, dvs. opgaver, der i princippet ikke er kommunale, men som knytter sig naturligt og tæt til varetagelsen af kommunale opgaver. Det er dog blandt andet en betingelse for udøvelse af accessorisk virksomhed, at den accessoriske virksomhed i sit omfang er underordnet i forhold til den kommunale hovedvirksomhed. Det indgår endvidere i vurderingen, om opgaven i forvejen varetages på rimelig måde af private erhvervsdrivende. Endelig er det som udgangspunkt en betingelse, at den accessoriske virksomhed søges bortforpagtet på markedsmæssige vilkår.
Endvidere udtalt, at det er antaget, at salg af reklameydelser i visse tilfælde kan betragtes som accessorisk til varetagelsen af en i øvrigt lovlig kommunal opgave. Det er således antaget, at en kommune lovligt kan sælge reklameplads på stadioner. Det er endvidere antaget, at en kommune lovligt kan sælge reklameplads på kommunale bybusser. Baggrunden herfor er, at det blandt andet som følge af den lange tradition for reklamer på kommunale bybusser antages, at reklamer på bybusser har en nær og naturlig sammenhæng med den lovlige kommunale opgave at have busdrift.
I den konkrete sag var der tale om, at et kommunalt plejehjem fik stillet en bus gratis til rådighed mod, at bussen til gengæld bar reklamer. Bussen skulle anvendes til at køre plejehjemsbeboerne til forskellige fritidsaktiviteter samt tage på udflugter med beboerne.
Det var Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse, at den historisk begrundede undtagelse vedrørende kommunale bybusser ikke gælder for biler og busser, som en kommune anvender i forbindelse med varetagelse af sine øvrige kommunale opgaver, eksempelvis drift af et plejehjem. Baggrunden herfor er, at salg af reklameplads på biler eller busser ikke knytter sig tæt og naturligt til en kommunes varetagelse af plejehjemsdrift. Salg af reklameplads kan således ikke anses for accessorisk i forhold til varetagelse af den kommunale opgave at drive et plejehjem.
Det kunne i den forbindelse ikke føre til en ændret vurdering af sagen, at salget af reklameydelser blev varetaget af et privat firma. Den pågældende kommune kunne på denne baggrund ikke lovligt anvende en reklamefinansieret bus i forbindelse med varetagelse af den kommunale opgave at drive et plejehjem.
Indenrigs- og Sundhedsministeriets brev af 1. juli 2005 til en statsamtmand
– Stabsenheden, j.nr. 2005-21120/671-1
[1] Spørgsmålet er nu reguleret i lov nr. 490 af 7. juni 2006 om kommuners og regioners anvendelse af fast ejendom og løsøre til brug for reklamering for andre