04.2.1. Om inhabilitet for byrådsmedlem ved behandling af sag om istandsættelse af private fællesveje, herunder etablering af vejbump, i grundejerforening, hvor byrådsmedlemmet boede

03-09-2004
2.a. Speciel inhabilitet

1. Et byråd behandlede en sag om vedtagelse af en kendelse om istandsættelse af de private fællesveje i en grundejerforening. I den forbindelse behandlede byrådet spørgsmålet om, hvorvidt kendelsen skulle omfatte etablering af vejbump på bl.a. en vej, hvor et byrådsmedlem boede.

Da der var uenighed i grundejerforeningen om etablering af vejbump, kunne de kun blive etableret, hvis kommunen pålagde det i en kendelse. Ved en kendelse om etablering af vejbump skulle alle medlemmer af grundejerforeningen betale.

2. Generelt udtalt, at angivelsen i forvaltningslovens § 3, stk. 1, nr. 1, af, at vedkommende selv skal have en personlig eller økonomisk interesse i sagens udfald, der skal være særlig, indikerer, at ikke en hvilken som helst interesse i en sag medfører inhabilitet. Det må kræves, at interessen har en vis styrke, ligesom det er en forudsætning, at der ikke er tale om en interesse af mere almen karakter. Jo mere generel en sag er, desto stærkere skal et kommunalbestyrelsesmedlems interesse i sagens udfald således være, for at der kan være tale om inhabilitet.

Endvidere generelt udtalt, at en afgørelse eller beslutning kan være af så overordnet og generel karakter, at eventuelle afledte interesser for den enkelte ikke eller kun vanskeligt kan betegnes som særlig. For så vidt angår sager vedrørende generel regulering i en kommune, f.eks. fysisk planlægning i form af vedtagelse af en kommuneplan, vil det enkelte kommunalbestyrelsesmedlems ejendomsbesiddelse som udgangspunkt ikke konstituere inhabilitet, medmindre der er tale om en helt særlig interesse af væsentligt omfang.

Endvidere generelt udtalt, at hvis en kommuneplan på særlig måde berører et enkelt kommunalbestyrelsesmedlems interesser, kan der foreligge inhabilitet. Dette kan eksempelvis være tilfældet, hvor en lokalplan vil føre til ekspropriation af den pågældendes ejendom eller vil medføre en for den pågældende væsentlig udvidelse eller indskrænkning af ejendommens udnyttelsesret.

Det forhold, at et kommunalbestyrelsesmedlem har en generel eller ideel betonet interesse i en bestemt sags udfald, kan normalt ikke bevirke, at medlemmet anses for inhabilt i forhold til den pågældende sag. Udtaler et kommunalbestyrelsesmedlem sig om sin opfattelse af en bestemt sag før dennes behandling i kommunalbestyrelsen, vil dette ligeledes i almindelighed ikke kunne begrunde inhabilitet. Deltagelsen i diskussion om kommunale spørgsmål er netop en vigtig del af kommunalpolitikeres virksomhed.

3. Udtalt, at det forhold, at byrådsmedlemmet gennem sagens behandling havde udtrykt et klart ønske om etablering af vejbump i grundejerforeningen, ikke efter Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse i sig selv medførte, at byrådsmedlemmet i henhold til forvaltningslovens § 3, stk. 1, måtte anses for inhabilt ved sagens behandling i byrådet.

Fandt ud fra de foreliggende oplysninger vedrørende etableringen, herunder finansieringen, af vejbump i grundejerforeningen ikke grundlag for at antage, at byrådsmedlemmet, jf. forvaltningslovens § 3, stk. 1, nr. 1, havde en særlig økonomisk interesse i sagens udfald.

Udtalt, at da de omtalte vejbump ifølge de foreliggende oplysninger i givet fald bl.a. ville blive placeret på den vej, hvor byrådsmedlemmet havde bopæl, måtte det antages, at byrådsmedlemmet havde en vis personlig interesse i, at vejbumpene blev etableret. Etableringen af vejbump eller manglende etablering heraf havde imidlertid ikke nogen indvirkning på byrådsmedlemmets ejendom i øvrigt.

Henset til, at byrådets beslutning vedrørte en generel kommunal regulering af området i grundejerforeningen i form af istandsættelse af de private fællesveje, og at spørgsmålet om etablering af vejbump ikke havde nogen indvirkning på byrådsmedlemmets ejendom i øvrigt, fandt Indenrigs- og Sundhedsministeriet ikke grundlag for at anse byrådsmedlemmets personlige interesse som værende af en sådan styrke og af et sådant væsentligt omfang, at den kunne betegnes som særlig i henhold til forvaltningslovens § 3, stk. 1, nr. 1.

Hensynet til at skabe tillid i videre forstand til byrådets afgørelser samt det forhold, at etableringen af vejbump ifølge de foreliggende oplysninger rent faktisk – på grund af uenighed grundejerne imellem – kun kunne finde sted ved byrådets kendelse herom, kunne ifølge Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse ikke i sig selv ændre på denne vurdering. Ministeriet fandt endvidere ikke, at der i øvrigt forelå omstændigheder, som var egnede til at vække tvivl om byrådsmedlemmets upartiskhed, jf. forvaltningslovens § 3, stk. 1, nr. 5.

Fandt på den baggrund ikke, at byrådsmedlemmet var inhabilt i henhold til forvaltningslovens § 3 ved byrådets behandling af sagen om istandsættelse af private fællesveje, herunder etablering af vejbump, i grundejerforeningen.

Indenrigs- og Sundhedsministeriets brev af 3. september 2004 til et byrådsmedlem
– 2. k.kt. j.nr. 2003-2220/253-2