03.8.2. Om en kommunes pligt til at rette henvendelse til tilbudsgiver ved uklarhed om rækkevidden af et forbehold/vilkår ved udbud af fast ejendom og om kommunens ret til at lægge vægt på, at et tilbud er vedlagt dokumentation for, at tilbudsgiver økonomisk er i stand til at opfylde købsaftalen (udbudsbekendtgørelsens § 6, stk. 2)

11-11-2003
8. Andre udtalelser og afgørelser Kommunalfuldmagten - salg

Generelt udtalt, at en kommunalbestyrelse ved salg af kommunens faste ejendomme skal sælge til markedsprisen, dvs. den højeste pris der kan opnås i handel og vandel. Kommunalbestyrelsen kan kun antage et tilbud, der er lavere end det højeste, hvis der herved varetages en saglig, kommunal interesse, jf. udbudsbekendtgørelsens § 6, stk. 2.

Endvidere udtalt, at spørgsmålet om, hvorvidt en kommune efter udbudsbekendtgørelsens § 6, stk. 2, kan antage et lavere tilbud end det højeste under henvisning til et vilkår eller forbehold i det højeste bud, må bero på et skøn over rækkevidden af vilkåret eller forbeholdet indeholdt i det højeste, afgivne tilbud samt en vurdering af, hvorvidt det ved valget mellem forskellige tilbudsgivere er lovligt at lægge vægt på det pågældende vilkår eller forbehold med den nærmere fastlagte rækkevidde. Det antages i den forbindelse, at en kommune altid er berettiget til at tage kontakt til en tilbudsgiver med henblik på en afklaring af indholdet af et tilbud, herunder en uddybning af vilkår og forbehold m.v. for herved at kunne vurdere rækkevidden heraf.

Endvidere udtalt, at kommunen vil være forpligtet til at rette henvendelse til højestbydende med henblik på en afklaring af et vilkår eller forbehold m.v. i tilfælde, hvor betydningen af vilkåret eller forbeholdet kan give anledning til en sådan tvivl, at der ikke uden en sådan henvendelse til højestbydende vil kunne foretages en vurdering af rækkevidden af vilkåret eller forbeholdet.

På den baggrund var det i den konkrete sag Indenrigs- og Sundhedsmini-steriets opfattelse, at kommunen havde pligt til at rette henvendelse til højestbydende med henblik på en afklaring af rækkevidden af, at der efter tilbudsgiverens navn var tilføjet ”eller ordre”. Ministeriet fandt således ikke, at det var i overensstemmelse med § 6, stk. 2, i udbudsbekendtgørelsen at afvise et tilbud under henvisning til, at der efter tilbudsgiverens navn var tilføjet ”eller ordre”, uden at have rettet henvendelse til tilbudsgiveren med henblik på afklaring af rækkevidden af tilføjelsen. Ministeriet bemærkede i den forbindelse, at det vil været et sagligt kommunalt hensyn at lægge vægt på, at der ved det højeste bud er usikkerhed om, hvem der er køber af ejendommen, således at det ikke kan vurderes, om den pågældende køber har mulighed for at overtage ejendommen til den givne budsum og på de fastsatte vilkår.

Endvidere udtalt, at det følger af almindelige kommunalretlige grundsætninger, at kommunerne har en helt generel forpligtelse til at handle økonomisk forsvarligt. En kommune er efter udbudsreglerne således ikke afskåret fra ved valget af tilbudsgiver at lægge vægt på, om der foreligger dokumentation for, at tilbudsgiver økonomisk er i stand til at opfylde købsaftalen. Det er en betingelse herfor, at det i udbudsmaterialet eller på anden måde er gjort klart overfor tilbudsgiver, at en sådan dokumentation vil kunne tillægges betydning ved valget af tilbudsgiver, således at tilbudsgiver herved gives mulighed for at tage højde herfor. En efterfølgende anmodning om en sådan dokumentation over for den person, der har afgivet tilbud, vil efter omstændighederne være tilstrækkelig.

På den baggrund udtalt, at såfremt højestbydende blev anmodet om en bankindeståelse for, at højestbydende økonomisk var i stand til at erhverve ejendommen, kunne kommunen lovligt sælge ejendommen til næsthøjestbydende, da det således var gjort højestbydende klart, at kommunen ville lægge vægt på en sådan dokumentation ved valget af tilbudsgiver.

Ministeriet fandt ikke tilstrækkeligt grundlag for at afvise, at kommunen ved et ejendomsmæglerfirma havde gjort dette klart for højestbydende.

Indenrigs- og Sundhedsministeriets brev af 11. november 2003 til en borger
– 1. kommunekontor, j.nr. 2003-2076/020-1