03.8.10. Om en kommunes etablering af parkeringsordning på hhv. offentlig og privat fællesvej

08-04-2003
8. Andre udtalelser og afgørelser Gebyr - hjemmel Grundsætningen om saglighed i forvaltningen Parkering Tilsynsmyndigheden - legalitetstilsyn Vejlovgivning

Om parkeringsordning på offentlig vej

Udtalt, at Indenrigs- og Sundhedsministeriet i overensstemmelse med Trafikministeriets udtalelser fandt, at parkeringsordningen i brokvartererne, der indebar et forbud mod at parkere mandag til fredag i dagtimerne i mere end to timer (medmindre den fastsatte parkeringsafgift var erlagt), var en færdselsmæssig bestemmelse, der indvirkede på vejes udnyttelse eller indretning, jf. færdselslovens § 92, stk. 1. Det forhold, at parkeringsafgiften – hvis indførelse ikke i sig selv bragte ordningen ind under færdselslovens § 92 – var knyttet til en parkering over en vis længde, indebar efter Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse, at ordningen ikke kunne etableres uden iagttagelse af færdselslovens § 92.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet lagde endvidere til grund, at Københavns Politi havde været inddraget i fastsættelsen af ordningen i et sådant omfang, at den dagældende bestemmelses krav om, at de af bestemmelsen omfattede færdselsmæssige bestemmelser fastsattes af politiet, var opfyldt.

Herefter udtalt, at Indenrigs- og Sundhedsministeriet fandt, at parkeringsordningen i brokvartererne lovligt var blevet etableret i medfør af færdselslovens § 92.

Det fulgte af bestemmelsen i § 107, stk. 2, i lov om offentlige veje og dens forarbejder, at en vejbestyrelse i samråd med politiet kunne beslutte i særlige tilfælde at opkræve parkeringsafgifter f.eks. ved kantstensparkering på de steder, hvor en begrænsning af adgangen til at parkere motorkøretøjer det pågældende sted ud fra færdselsmæssige hensyn var ønskelig.

Udtalt på baggrund af Trafikministeriets udtalelser, at det var Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse, at ønsket om at begrænse den langtidsparkering, der foretages af pendlere, som arbejder i brokvartererne eller Indre By, var et færdselsmæssigt hensyn, som kunne begrunde Københavns Kommunes opkrævning af parkeringsafgifter efter § 107, stk. 2, i lov om offentlige veje.

I den forbindelse udtalt, at det var Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse, at parkeringsordningen – som det krævedes i § 107, stk. 2 – alene var indført på steder, hvor en begrænsning af adgangen til at parkere motorkøretøjer var ønskelig. Beslutningen om at indføre en sådan parkeringsordning var som krævet i henhold til § 107, stk. 2, tillige sket i samråd med politiet.

Videre udtalt, at Indenrigs- og Sundhedsministeriet i overensstemmelse med Trafikministeriets udtalelser fandt, at det efter bestemmelsen og dens forarbejder måtte antages, at bestemmelsen i § 107, stk. 2, var en undtagelsesbestemmelse, der alene i særlige tilfælde åbnede mulighed for at opkræve parkeringsafgifter, hvor dette ud fra færdselsmæssige hensyn var ønskeligt. Indenrigs- og Sundhedsministeriet var enigt med Trafikministeriet i, at dette indebar, at der var en grænse for, på hvor stor en del af kommunens offentlige veje der kunne opkræves parkeringsafgift.

Københavns Kommune havde oplyst, at der var indført betalingsparkering på ca. 50 pct. af kommunens offentlige veje.

Trafikministeriet havde ikke med sikkerhed fundet at kunne fastslå, at Københavns Kommune herved havde tilsidesat § 107, stk. 2, i lov om offentlige veje. Indenrigs- og Sundhedsministeriet fandt ikke grundlag for at anlægge en anden vurdering.

Om forholdet til grundloven udtalt, at Københavns Kommunes opkrævning af en parkeringsafgift, der oversteg omkostningerne ved ordningens administration, efter Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse måtte anses for at være en beskatning omfattet af grundlovens § 43.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet lagde efter det oplyste til grund, at den fastsatte pris for en beboerlicens svarede til Københavns Kommunes administrationsudgifter, og at den fastsatte pris for en erhvervslicens samt for en dagbillet oversteg Københavns Kommunes omkostninger ved ordningens administration.

Da opkrævningen af betaling for parkering efter Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse skete med hjemmel i § 107, stk. 2, i lov om offentlige veje, fandt ministeriet ikke på baggrund af handelsforeningens klage grundlag for at fastslå, at Københavns Kommune havde tilsidesat grundlovens § 43.

Udtalt om differentieringen mellem den pris, der var fastsat for en licens, der gav dispensation fra ordningen for beboerne, og den pris, der var fastsat for de erhvervsdrivendes licenser, at

Københavns Kommunes beslutning om at give beboerne og visse erhvervsdrivende i

de områder, der er omfattet af parkeringsordningen, mulighed for at købe licenser, efter Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse måtte betragtes som en beslutning om at indføre en rabatordning for disse grupper. Indenrigs- og Sundhedsministeriet kunne tilslutte sig Trafikministeriets udtalelse, hvorefter en sådan rabatordning ikke stred mod bestemmelsen i § 107, stk. 2, i lov om offentlige veje, og hvorefter det heller ikke stred mod denne bestemmelse at give beboere og visse erhvervsdrivende forskellige rabatordninger.

Beslutningen om, hvilken pris der skulle opkræves som betaling for henholdsvis en beboerlicens

og en erhvervslicens, beroede på kommunens skøn. Dette skøn var undergivet de retlige grænser, der sædvanligvis opstilles for forvaltningens skønsudøvelse. Det følger heraf, at der ikke må inddrages sagligt uvedkommende hensyn i skønnet. Den skønsmæssige fastsættelse af prisen for de to licenstyper forudsatte en afvejning af de saglige og relevante hensyn.

Det fremgik af sagen, at Københavns Kommune ved beslutningen om beboerlicensernes pris havde lagt vægt på, hvilke administrationsomkostninger der måtte antages at være forbundet med licensudstedelsen m.v.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet fandt ikke grundlag for at antage, at Københavns Kommune herved havde inddraget usaglige hensyn.

Videre udtalt, at kravet om saglighed i forvaltningen ikke udelukkede, at kommunen i forhold til fastsættelsen af prisen for erhvervslicenser kunne inddrage andre saglige hensyn, der kunne begrunde en højere pris for disse licenser.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet fandt herefter ikke grundlag for at fastslå, at Københavns Kommune havde været afskåret fra at differentiere prisen på licenstyperne. Ministeriet kan ikke tage stilling til rimeligheden og hensigtsmæssigheden af afvejningen af de forskellige lovlige kriterier, der indgår i et skøn. Indenrigs- og Sundhedsministeriet havde derfor alene mulighed for at gribe ind over for Københavns Kommune i tilfælde, hvor kommunen havde overskredet de retlige grænser for den skønsmæssige beføjelse, der tilkom kommunen. Trafikministeriet

havde anført, at der ikke var tilstrækkeligt grundlag for med sikkerhed at fastslå, at differentieringen mellem beboerlicenser og erhvervslicenser overskred de retlige grænser for skønnet. Indenrigs- og Sundhedsministeriet havde på denne baggrund ikke grundlag for at fastslå, at Københavns Kommune havde overskredet de retlige grænser ved fastsættelsen af differentieringen.

Om parkeringsordning på privat fællesvej

Udtalt, at Indenrigs- og Sundhedsministeriet i overensstemmelse med Trafikministeriet fandt, at fastsættelse af begrænsninger i adgangen til at parkere må anses som en færdselsmæssig foranstaltning med henblik på at begrænse færdslen på vejen, jf. § 44 i lov om private fællesveje. En generel tidsbegrænsning for adgangen til at parkere i bestemte timer på dagen måtte efter ministeriets opfattelse anses som en sådan færdselsmæssig foranstaltning.

Videre udtalt, at det var Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse – som anført af Trafikministeriet – at Københavns Kommune som vejmyndighed havde hjemmel til enten med samtykke fra politiet at træffe beslutning om at indføre begrænsninger i adgangen til at parkere, f.eks. i form af tidsbegrænset parkeringsadgang, på de private fællesveje i brokvartererne eller til at give samtykke til et forslag hertil fra de private vejejere.

Udtalt vedr. kommunens adgang til at selv at opkræve betaling, at lov om private fællesveje ikke indeholdt bestemmelser, der gav vejbestyrelsen (kommunen) adgang til at træffe beslutning om selv at opkræve betaling for parkering på de private fællesveje, og at betaling for den fastsatte erhvervslicens og dagbillet ville kræve lovhjemmel, da ministeriet efter det oplyste lagde til grund, at prisen oversteg omkostningerne ved ordningens administration, og at erhvervslicensen derfor var en beskatning omfattet af grundlovens § 43.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet var endvidere enigt med Trafikministeriet i, at Københavns Kommune ikke på ulovbestemt grundlag ved en ensidig beslutning herom kunne opkræve betaling for de fastsatte beboerlicenser ud fra det synspunkt, at der var tale om en fakultativ serviceydelse, som blev stillet til rådighed for borgerne fra kommunens side. Efter Trafikministeriets opfattelse ville kommunen i givet fald pålægge de private vejejere en indskrænkning i form af parkeringsrestriktioner i deres adgang til at råde over deres ejendom for derefter at opkræve betaling fra ejerne og andre private for at dispensere for disse restriktioner. Indenrigs- og Sundhedsministeriet kunne på dette punkt henholde sig til Trafikministeriets udtalelse. Kommunens opkrævning af betaling for beboerlicenser i kraft af en ensidig beslutning herom ville således efter Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse også kræve lovhjemmel.

Udtalt vedr. kommunens adgang til at indgå aftale om at opkræve betaling, at Indenrigs- og Sundhedsministeriet som anført af Trafikministeriet fandt, at de private vejejeres opkrævning af betaling for parkering på private fællesveje i brokvartererne, efter omstændighederne ville skulle ske med samtykke fra vejmyndigheden (kommunen), jf. § 44, stk. 3, i lov om private fællesveje, fordi indførelsen af en betalingsordning havde karakter af en parkeringsrestriktion. Københavns Kommune havde afvist, at den indførte ordning vedrørende de private fællesveje var indført i medfør af § 44, stk. 3, i lov om private fællesveje. Københavns Kommune havde i stedet valgt at indgå aftaler med grundejerforeninger eller grundejere om at administrere en betalingsordning, der svarede til den for offentlige veje gældende, såfremt ejerne af de enkelte private fællesveje måtte beslutte sig for at indføre en sådan. I henhold til disse aftaler udøvede kommunen kontrollen og opkrævede betaling for parkering. De i forbindelse med kontrollen fastsatte afgifter tilfaldt kommunen.

En kommune er – også når den handler på privatretligt grundlag – forpligtet til at overholde den almindelige forvaltningsretlige grundsætning om saglighed i forvaltningen. Efter den almindelige forvaltningsretlige grundsætning om saglighed i forvaltningen måtte det anses for usagligt, hvis formålet med København Kommunes indgåelse af aftaler med de private vejejere var at skabe mulighed for at opkræve betaling for parkering på de private fællesveje, således at de fastsatte afgifter tilfaldt kommunen.

Hertil kom, at en kommune ikke på privatretligt grundlag kunne indgå aftaler udelukkende med henblik på varetagelse af formål, der var omfattet af reguleringslovgivningen, hvor denne lovgivning anviste midler, der kan anvendes til at opnå formålet.

Færdselsmæssige og miljømæssige hensyn var varetaget af reguleringslovgivningen, dvs. færdselsloven og lov om private fællesveje.

Københavns Kommunes beslutning om, at de private fællesveje alene skulle omfattes af parkeringsordningen i de københavnske brokvarterer, hvis vejejerne ved aftale tilsluttede sig ordningen, der administreredes af Københavns Kommune, kunne således efter Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse alene anses for lovlig, hvis Københavns Kommune ud over miljø- og færdselsmæssige interesser også herved kunne anses for at varetage andre saglige kommunale interesser.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet fandt i overensstemmelse med Trafikministeriets udtalelse, at de private vejejere med kommunens og politiets godkendelse i henhold til § 44 i lov om private fællesveje havde mulighed for at indføre private parkeringsordninger, der særligt varetager disse vejejeres forhold. Indenrigs- og Sundhedsministeriet fandt på den baggrund ikke grundlag for at antage, at Københavns Kommune beslutning kunne anses for at være begrundet i andre saglige kommunale interesser, herunder i at kommunen ville forhindre, at de private vejejere blev stillet dårligere end beboerne på de offentlige veje. Efter Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse kunne det herefter ikke anses for lovligt, at Københavns Kommune på privatretligt grundlag havde indgået aftaler til varetagelse af formål, der var omfattet af den lovgivning, der gælder for reguleringen af færdselsmæssige foranstaltninger på private fællesveje – og vel at mærke en ordning, der indebar, at kommunen opnåede betaling for parkering, som der ikke var hjemmel til, at kommunen selv traf beslutning om at opkræve.

Indenrigs- og Sundhedsministeriets udtalelse af 8. april 2003 til en handelsforening – j.nr. 2003-2220/101-16

Supplerende udtalelse af 13. maj 2003

Om parkeringsordning på privat fællesvej

Udtalt, at Indenrigs- og Sundhedsministeriet på baggrund af de nu foreliggende oplysninger måtte lægge til grund, at kommunen med hjemmel i færdselslovens § 92 samt lov om private fællesveje § 107 § 44, stk. 1 havde indført de omhandlede parkeringsbegrænsninger på visse private fællesveje med politiets samtykke.

Endvidere udtalt, at Indenrigs- og Sundhedsministeriet på baggrund af sin tidligere udtalelse fastholdt, at kommunen ikke lovligt havde kunnet opkræve betaling for parkering på de private fællesveje. Ministeriet henviste til, at hverken færdselsloven eller lov om private fællesveje indeholdt bestemmelser, der gav kommunen adgang til at træffe beslutning om at opkræve betaling, at kommunens opkrævning for så vidt angik såvel erhvervslicenser som beboerlicenser og dagsbilletter ville kræve lovhjemmel, og at kommunen ikke lovligt på privatretligt grundlag havde indgået aftaler til varetagelse af formål, som var omfattet af den lovgivning, som regulerede færdselsmæssige foranstaltninger på private fællesveje.

Udtalt efter drøftelse med Justitsministeriet, at der alene kunne pålægges parkeringsafgift på private fællesveje i medfør af færdselsloven i tilfælde, hvor der på en privat fællesvej anvendtes godkendt afmærkning, jf. færdselslovens § 97, jf. § 121, stk. 1, nr. 5.

Det fulgte således af færdselsloven, at hvis der på en privat fællesvej anvendtes godkendt afmærkning, kunne der i disse tilfælde også opkræves parkeringsafgifter i tilfælde af overtrædelse af et standsnings- eller parkeringsforbud, der var angivet ved en sådan afmærkning.

Udtalt, at kommunens parkeringskontrollører på det foreliggende grundlag ville være berettiget til at opkræve afgifter i henhold til § 121, stk. 1, nr. 5, i færdselsloven i forbindelse med tilsidesættelse af parkeringsbegrænsninger på de private fællesveje.

Indenrigs- og Sundhedsministeriets udtalelse af 13. maj 2003 til et advokatfirma – j.nr. 2003-2220/101-16

Opfølgende udtalelse af 12. december 2013

Om parkeringsordning på privat fællesvej

Udtalt, at Indenrigs- og Sundhedsministeriet delte Trafikministeriets opfattelse, hvorefter kommunen som vejmyndighed – hvor kommunen havde indført en parkeringsordning med hjemmel i lov om private fællesveje – samtidig kunne indføre parkeringslicenser på de private fællesveje, og at kommunen i den forbindelse ud fra et vederlagssynspunkt kunne få sine administrationsomkostninger dækket.

Vederlaget – i form af betaling for erhvervslicenser, beboerlicenser og dagsbilletter mv. – kunne efter ministeriets opfattelse lovligt omfatte kommunens omkostninger til administration af det system, der tillod den adgang til særråden over parkeringsarealet, som opnåedes ved muligheden for at parkere på private fællesveje i længere tid. Det var herved en forudsætning, at grundejerne havde tilsluttet sig, at kommunen som vejmyndighed administrerede det pågældende licenssystem.

Udtalt, at en sådan adgang til på ulovbestemt grundlag at indføre et omkostningsbestemt gebyr som betaling for særråden over selve vejarealet blandt andet kunne udledes af Højesterets dom gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1934 side 527, om afgift for anbringelse af en automat på offentligt gadeareal og af Højesterets dom gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2003, side 841, om afgift for etablering og tilstedeværelse af kabler under vejarealet. Dommen måtte efter ministeriets opfattelse forstås således, at der er en adgang til på ulovbestemt grundlag at opkræve gebyr for en særlig råden over selve vejarealet. Kommunen som vejmyndighed for private fællesveje måtte efter aftale med grundejerne ud fra tilsvarende synspunkter kunne opkræve et omkostnings-bestemt gebyr som betaling for en særråden over selve vejarealet. Parkering af en bil på et vejareal udgjorde efter ministeriets opfattelse også en sådan form for særråden.

Ministeriet fandt ikke, at det forhold, at en erhvervslicens også gav adgang til at parkere ud over de to timer på de offentlige veje i den pågældende bydel, kunne føre til en ændret vurdering i forhold til, hvad kommunen lovligt kunne fastsætte vederlaget til.

Indenrigs- og Sundhedsministeriets udtalelse af 12. december 2003 til et advokatfirma – j.nr. 2003-2220/101-16