Udtalt, at en kommune ikke lovligt kunne yde tilskud til en borgers forundersøgelse og operation på et privathospital. Tilskuddet blev ydet før ændringen af sygehuslovens § 4 c ved lov nr. 142 af 25. marts 2002, der med virkning fra den 27. marts 2002 giver kommunerne hjemmel til at yde tilskud til sygehusbehandling som den i sagen omhandlede.
Generelt udtalt, at det er en betingelse for at statuere erstatningsansvar efter § 61, stk. 3, at der som følge af et eller flere kommunalbestyrelsesmedlemmers uforsvarlige adfærd, der kan tilregnes dem som forsætlig eller uagtsom, er opstået et tab for kommunen.
Videre udtalt, at det er Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse, at de kommunale tilsynsmyndigheders vurdering af, hvorvidt der foreligger et tab, som kan begrunde et erstatningskrav efter § 61, stk. 3, skal foretages i overensstemmelse med almindelige erstatningsretlige regler om opgørelse af tabet, og at der derfor skal tages hensyn til en eventuel berigelse, som kommunen har opnået som en påregnelig følge af den ulovlige beslutning, der begrunder overvejelserne om erstatningskrav.
Dette medfører, at tilsynsmyndighederne ikke vil kunne rejse erstatningssag eller pålægge erstatningsretlig bod i tilfælde, hvor det må anses godtgjort, at kommunen som en påregnelig følge af en ulovlig beslutning har opnået en gevinst, som økonomisk opvejer tabet. Sådanne tilfælde må sanktionsmæssigt rubriceres i samme kategori som andre sager, hvor en kommunalbestyrelse har truffet en ulovlig beslutning, men ikke derved har påført kommunen et tab.
Der kan i sådanne sager efter omstændighederne være anledning til at overveje, hvorvidt der er grundlag for at begære strafferetlig påtale mod de ansvarlige kommunalbestyrelsesmedlemmer efter § 61 c i lov om kommunernes styrelse.
I den foreliggende sag havde den ulovlige beslutning om at yde tilskud til behandling på privathospital efter de foreliggende oplysninger påført kommunen et tab på 25.850 kr. i form af tilskuddet til behandling, men tillige en gevinst på ca. 49.600 kr. i form af mindre udgift til sygedagpenge til den pågældende borger.
Det måtte efter Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse lægges til grund, at den kortere sygdomsperiode og dermed dagpengebesparelsen var forårsaget af kommunens ulovlige beslutning om at yde tilskud til privat behandling, ligesom besparelsen måtte anses som en påregnelig følge af den ulovlige beslutning.
Udtalt, at det var Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse, at kommunen som følge af den ulovlige beslutning ikke kunne anses at have lidt et tab, som kunne begrunde erstatningskrav efter § 61, stk. 3, eller krav om erstatningsretlig bod efter § 61, stk. 4.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet fandt ikke, at sagens omstændigheder havde givet anledning til at overveje anvendelse af § 61 c om strafferetlig påtale.
Indenrigs- og Sundhedsministeriets brev af 23. maj 2003 til en kommunalbestyrelse,
- 2.k.kt. j.nr. 2003-2221/827-1