03.3.2. Om kommuners adgang til at betale for udgifterne til driften af belysningen på private fællesveje

16-12-2003
3. De kommunale opgaver (kommunalfuldmagten) Kommunalbestyrelsen Kommunalbestyrelsen - bevillingskompetence Kommunalfuldmagten

Udtalt, at Indenrigs- og Sundhedsministeriet er enigt med Trafikministeriet i, at der ikke er hjemmel i privatvejsloven til, at kommunalbestyrelsen afholder udgifterne til vejbelysning af private fællesveje.

Endvidere udtalt, at spørgsmålet om, hvorvidt vejlovgivningen udtømmende gør op med kommunernes mulighed for at afholde udgifter til belysning på private fællesveje, kan give anledning til tvivl. På baggrund af, at Trafikministeriet havde udtalt, at bestemmelserne i lov om private fællesveje ikke var til hinder for, at kommunalbestyrelsen selv afholdt udgifter til belysning på private fællesveje, fandt Indenrigs- og Sundhedsministeriet ikke tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at vejlovgivningen udtømmende gjorde op med spørgsmålet.

Videre udtalt, at en kommunes adgang til uden lovhjemmel at gennemføre foranstaltninger efter kommunalfuldmagtsreglerne blandt andet antages at være begrænset af, hvad der traditionelt er betegnet som et almennyttekriterium. Dette udgangspunkt indebærer, at en kommune normalt ikke uden lovhjemmel kan gennemføre foranstaltninger, der udelukkende eller i det væsentligste er motiveret i varetagelse af individuelle interesser hos enkeltpersoner.

Det omtalte almennyttekriterium er imidlertid ikke udtryk for en særlig præcis afgrænsning af en kommunes kompetence, og kriteriet giver derfor ikke et klart grundlag for at udtale, i hvilken udstrækning en kommune lovligt kan afholde udgifter til vejbelysning af private fællesveje. Kriteriet kan dog medvirke til en afgrænsning af, hvilke kommunale hensyn der i en samlet afvejning af interesser kan begrunde, at en kommune lovligt kan afholde sådanne udgifter.

Det er i de kommunale tilsynsmyndigheders praksis antaget, at en kommune ikke uden lovhjemmel kan tildele ydelser til enkeltpersoner, der er afgrænset efter økonomiske eller andre sociale kriterier.

Det er imidlertid endvidere antaget i tilsynsmyndighedernes praksis, at kommuner kan varetage trafikmæssige, herunder trafiksikkerhedsmæssige formål. En kommune kan ikke anvende sine økonomiske midler til – ved privatretlige dispositioner eller på anden måde – udelukkende at opnå formål, der er omfattet af reguleringslovgivningen. En kommune kan således ikke anvende kommunalfuldmagtsreglerne som et alternativ til reguleringslovgivningen.

Efter ministeriets opfattelse indebærer dette, at en kommune ikke vil kunne afholde udgifter til belysning af private fællesveje udelukkende med det formål at varetage trafikmæssige formål, idet sådanne formål kan varetages med hjemmel i privatvejsloven.

Det er antaget i tilsynsmyndighedernes praksis, at kommuner kan have en særlig kommunal interesse vedrørende udformning og beliggenhed af et statsligt byggeri med henblik på at opnå en arkitektonisk helhedsvirkning af byens torv eller hovedgade.

Ministeriet fandt på den baggrund, at en kommune tillige kan have en særlig kommunal interesse vedrørende udformning, størrelse, farve mv. af belysningsarmatur, der opstilles på veje i kommunen, herunder på private fællesveje. En kommune må således antages at kunne yde støtte til belysningsarmatur samt driften af belysningen, hvis støtten ydes for at opnå en arkitektonisk helhedsvirkning af byens gader.

Efter ministeriets opfattelse må en kommune endvidere i et vist omfang antages at kunne varetage kriminalpræventive hensyn samt hensyn til trafikanternes almindelige tryghedsfølelse.

Endelig udtalt, at det efter kommunalfuldmagtsreglerne antages, at der påhviler kommunen en generel forpligtelse til at handle økonomisk forsvarligt. Der tilkommer i den forbindelse kommunen et betydeligt skøn ved vurderingen af, om en given disposition er økonomisk forsvarlig. Det antages i den forbindelse, at en beslutning om ikke at udnytte en mulighed for at opkræve en betaling hos en borger alene må være begrundet i hensynet til kommunens økonomi og ikke i et hensyn til den pågældende, medmindre kommunen samtidig varetager en lovlig kommunal opgave. Det beror på en konkret vurdering, om der foreligger sådanne omstændigheder, at en kommune kan undgå at opkræve en sådan betaling. Det indebærer blandt andet en vurdering af, hvorvidt der vil være uforholdsmæssigt store omkostninger forbundet med opkrævning af det omhandlede beløb set i forhold til beløbets størrelse.

På baggrund af ovenstående måtte det efter Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse antages, at en kommune lovligt vil kunne betale for udgifterne til driften af belysningen på private fællesveje, såfremt kommunen herved varetager en saglig kommunal interesse. En sådan kommunal interesse må eksempelvis antages at foreligge, hvis kommunen af arkitektoniske årsager ønsker en særlig udformning eller opsætning af de pågældende belysningsarmaturer. En kommune må endvidere antages at kunne betale for driften af belysningen på private fællesveje, hvis belysningen etableres af hensyn til trafikanternes almindelige tryghedsfølelse samt af kriminalpræventive årsager. Endvidere vil kommunen i et vist omfang kunne henvise til sin forpligtelse til en forsvarlig økonomisk forvaltning. Endelig vil kommunen - i tilknytning til ovennævnte formål - kunne inddrage trafikmæssige, herunder trafiksikkerhedsmæssige formål i vurderingen af, om der foreligger en saglig kommunal interesse.

Ministeriet bemærkede, at kommunens tildeling af ydelser til enkeltpersoner med henblik på varetagelse af en kommunal opgave skal ske efter kriterier, der er saglige i forhold til det kommunale formål med tildelingen.

Efter ministeriets opfattelse kan en kommune som nævnt lovligt betale for belysning på private fællesveje, hvis den samtidig varetager et af de ovenfor nævnte kommunale formål. Betalingen for belysningen må imidlertid ikke have til formål udelukkende eller i det væsentligste at varetage helt individuelle interesser, men skal være begrundet i mere almene hensyn. Endvidere må betalingsordningen ikke være afgrænset efter økonomiske eller andre sociale kriterier.

Endelig bemærkede ministeriet, at en kommune ud fra almindelige forvaltningsretlige lighedsgrundsætninger er forpligtet til at behandle forhold, der i det væsentligste er ens på samme måde. Hvis en kommune således overtager udgifterne på nogle private fællesveje ud fra en vurdering af de ovennævnte forhold, vil kommunen som udgangspunkt være forpligtet til tillige at overtage udgifterne på andre private fællesveje, hvor de samme forhold gør sig gældende.

Indenrigs- og Sundhedsministeriets brev af 16. december 2003 til KL
– Stabsenheden j.nr. 2003-21122/787-1