02.8.6. Om kommunaltilsynets kompetence vedrørende en kommunes eventuelle erstatningsansvar, overholdelse af lovgivningen om udarbejdelse af kvalitetsstandarder m.v. for hjælp efter § 71 og 72 i lov om social service, overholdelse af lovgivningen om ydelse af hjælp til nødvendige praktiske opgaver i hjemmet, overholdelse af vejledningspligt samt overholdelse af lovgivningens regler om klagevejledning

13-03-2002
8. Andre udtalelser og afgørelser Kommunalbestyrelsen - vejledningspligt Tilsynsmyndigheden - privatretlige tvister

I den foreliggende sag havde kommunen aflyst op til 1,6 % af de tildelte hjemmehjælpsbesøg samt truffet afgørelse om tildeling af hjemmehjælp, uden at den tildelte hjælp blev ydet.

1. Generelt udtalt, at Indenrigs- og Sundhedsministeriet ikke kan tage stilling til privatretlige spørgsmål, herunder spørgsmålet om en kommunes erstatningsansvar på baggrund af almindelige ulovbestemte erstatningsretlige grundsætninger. Ministeriet kunne således ikke tage stilling til kommunens pligt til at dække udgifter, som en hjemmehjælpsmodtager kunne dokumentere at have afholdt på grund af aflysninger af hjemmehjælpen.

2. Endvidere udtalt, at kommunalbestyrelsen efter § 1-3 i bekendtgørelse nr. 328 af 22. april 1998 om kvalitetsstandarder m.v. for hjælp efter §§ 71 og 72 i lov om social service havde været forpligtet til inden den 1. januar 1999 at udarbejde en kvalitetsstandard for kommunens hjælp efter de nævnte bestemmelser og derefter mindst én gang årligt evaluere kvaliteten og styringen af hjælpen samt tage stilling til, om kvalitetsstandarden skulle revideres. Kommunen havde først i september/ oktober 2001, hvor forvaltningens udkast til kvalitetsstandarder blev godkendt af udvalget og efterfølgende af kommunalbestyrelsen, udarbejdet kvalitetsstandarder, der var i overensstemmelse med de krav, lovgivningen stiller.

3. Uanset at § 71 i lov om social service og Socialministeriets vejledning af 6. marts 1998 om sociale tilbud til ældre m.fl. ikke indeholder en præcis beskrivelse af, hvilke arbejdsopgaver i et hjem der skal anses for at være nødvendige, eller hvilke persongrupper der må anses for at have behov for hjemmehjælp, følger det af bestemmelsens ordlyd, at den enkelte kommunalbestyrelse ikke er overladt et frit skøn med hensyn til, om kommunen skal tilbyde borgerne hjemmehjælp, og hvilken hjemmehjælp kommunen skal tilbyde dens borgere.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet udtalte i den forbindelse, at almindelig rengøring med jævne intervaller efter ministeriets opfattelse måtte anses som en arbejdsopgave, der efter den almindelige opfattelse i samfundet som et minimum skal udføres i et vist omfang i et hjem. En sådan opgave måtte derfor betragtes som en nødvendig praktisk opgave i hjemmet.

Den enkelte kommunalbestyrelse ville således efter ministeriets opfattelse være forpligtet til at sørge for hjemmehjælp til bl.a. rengøring i hjemmet for visse persongrupper, som efter funktionsniveau og forholdene omkring de foreliggende arbejdsopgaver i hjemmet ikke var i stand til at udføre denne opgave.

Efter Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse kunne det ikke anses for at være i strid med en truffen afgørelse om hjemmehjælp, at kommunen i visse tilfælde bliver nødsaget til at ændre arbejdstilrettelæggelsen og flytter det tidspunkt, hvor den tildelte hjælp ydes, i det omfang hjælpen ydes inden for en rimelig tid efter det oprindeligt aftalte tidspunkt. I det omfang hjælpen ikke ydes inden for en rimelig tid efter det oprindeligt aftalte tidspunkt for udførelsen af hjælpen, ville der efter ministeriets opfattelse derimod være tale om, at kommunen undlader at tildele borgeren hjælp til de opgaver, som borgeren i henhold til den trufne afgørelse er berettiget til.

Endvidere udtalt, at en kommunalbestyrelse inden for de rammer, som lov om social service sætter, kan justere serviceniveauet på hjemmehjælpsområdet. En effektuering af en justering af serviceniveauet, der indebærer, at serviceniveauet forringes, ville kræve, at de af kommunen trufne afgørelser om tildeling af hjemmehjælp revurderedes, og at nye afgørelser blev truffet. Indtil sådanne nye afgørelser blev truffet, ville kommunen være forpligtet til at yde den hjælp, der i henhold til den gældende afgørelse var tildelt den enkelte borger.

Det forhold, at kommunen ikke ydede hjemmehjælp inden for en rimelig tid i tilfælde af aflysninger, og det forhold, at kommunen traf afgørelser, hvormed der tildeltes hjemmehjælp, som af ressourcemæssige årsager ikke blev efterlevet, var efter Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse ikke i overensstemmelse med lov om social service.

4. Om vejledningspligt udtalte Indenrigs- og Sundhedsministeriet, at forvaltningslovens § 7, stk. 1, giver forvaltningsmyndighederne pligt til i fornødent omfang at yde vejledning og bistand til borgerne.

Generelt udtalt, at der ikke stilles formkrav til den henvendelse fra borgeren, hvori der ligger en anmodning om vejledning. Myndigheder har også vejledningspligt over for en borger, som myndigheden er i forbindelse med, selv om vedkommende ikke direkte eller indirekte har bedt om vejledning, men hvor det fremstår som naturligt og relevant at give borgeren information og vejledning. § 71, stk. 3, i lov om social service sammenholdt med forvaltningslovens § 7, stk. 1, indebærer efter Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse, at det, særligt i tilfælde, hvor en kommune ser sig nødsaget til at ændre arbejdstilrettelæggelsen og flytte tidspunktet for ydelse af tildelt hjælp til nødvendige praktiske opgaver i hjemmet, fremstår som naturligt og relevant, at kommunen af egen drift giver hjemmehjælpsmodtagerne vejledning om, at den enkelte hjemmehjælpsmodtager har mulighed for selv at udpege den person, der skal udføre opgaverne.

Kommunen oplyste, at kommunen i alle tilfælde, hvor hjemmehjælp tildeltes, af egen drift vejledte den enkelte hjemmehjælpsmodtager om muligheden for selv at udpege den person, der skulle udføre opgaven.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet havde på denne baggrund ikke grundlag for at antage, at kommunen ikke havde overholdt sin vejledningspligt om, at den enkelte hjemmehjælpsmodtager havde mulighed for selv at udpege en person til at udføre praktisk hjælp.

5. Vedrørende klagevejledning blev det generelt udtalt, at der efter forvaltningslovens § 25, stk. 1, skal gives klagevejledning i forbindelse med afgørelser, der kan påklages til en anden forvaltningsmyndighed, og klagevejledningen skal oplyse om muligheden for at klage til denne forvaltningsmyndighed. Klagevejledningen skal omfatte oplysninger om fremgangsmåden ved klage.

Afgørelse om hjemmehjælp, der ikke giver ansøgeren om hjemmehjælp fuldt ud medhold, herunder afgørelser, hvormed hjemmehjælp helt eller delvis inddrages, skal derfor indeholde en klagevejledning, der skal omfatte oplysning om, at afgørelsen – efter forudgående indbringelse for klagerådet og efter at kommunalbestyrelsen har taget stilling til klagerådets indstilling – kan påklages til det sociale nævn.

Den standardblanket vedrørende kommunens afgørelser om hjemmehjælp, som var en del af bilagsmaterialet til den fremsendte kvalitetsstandard, indeholdt ikke oplysning om muligheden for at klage til det sociale nævn og om fremgangsmåden ved en sådan klage og opfyldte derfor ikke kravene til klagevejledning i forvaltningslovens § 25.

Indenrigs- og Sundhedsministeriets brev af 13. marts 2002 til et kommunalbestyrelsesmedlem
- 4. k.kt. j. nr. 2001/1220/101-173