02.8.2. Om Indenrigs- og Sundhedsministeriets kompetence i sager, hvor et tilsynsråd afviser at genoptage en allerede afgjort sag vedrørende erstatningsretlig bod, jf. § 61, stk. 4, samt en myndigheds pligt til at genoptage behandling af en sag

15-01-2002
8. Andre udtalelser og afgørelser Tilsynsmyndigheden - anke til Indenrigsministeriet Tilsynsmyndigheden - genoptagelse af sag Tilsynsmyndigheden - klagevejledning

Generelt udtalt, at et tilsynsråds afgørelse om ikke at genoptage en sag, hvori tilsynsrådet tidligere har anvendt sanktioner efter den kommunale styrelseslovs § 61, stk. 4, må anses for at være en afgørelse i § 61, stk. 7´s forstand, som vil kunne påklages til Indenrigs- og Sundhedsministeriet som rekursinstans.

Endvidere udtalt, at reglerne om klagevejledning i forvaltningslovens § 25 ikke omfatter muligheden for at rette henvendelse til en tilsynsmyndighed, men at klagevejledningsreglerne omfatter tilfælde, hvor en afgørelse kan påklages til en anden administrativ myndighed.

På den baggrund var det i den konkrete sag Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse, at tilsynsrådet i medfør af forvaltningslovens § 25 havde pligt til at give parten i sagen (et kommunalbestyrelsesmedlem) vejledning om, at rådets afgørelse om ikke at genoptage sagen vedrørende erstatningsretlig bod kunne påklages til ministeriet som rekursinstans i medfør af den kommunale styrelseslovs § 61, stk. 7.

Endvidere udtalt, at en myndighed har pligt til at genoptage behandlingen af en sag, såfremt der i forbindelse med en begæring om genoptagelse fremkommer nye faktiske oplysninger af så væsentligt betydning for sagen, at der er en vis sandsynlighed for, at afgørelsen ville have fået et andet indhold, hvis oplysningerne havde foreligget ved myndighedens oprindelige behandling af sagen.

Idet der i den konkrete sag ikke var fremkommet oplysninger, der kunne begrunde, at tilsynsrådet havde pligt til at genoptage sagen, stadfæstede ministeriet rådets afgørelse om ikke at genoptage sagen.

Indenrigs- og Sundhedsministeriets brev af 15. januar 2002 til en borger
– 2. k.kt. j. nr. 2001/11122/600-2