Folketingets Ombudsmand havde anmodet et tilsynsråd om en udtalelse og bedt om, at tilsynsrådets udtalelse blev sendt gennem ministeriet.
Baggrunden for ombudsmandens anmodning var, at det pågældende tilsynsråd efter at have indhentet en udtalelse fra kommunen havde afvist at tage en sag op til behandling. Sagen vedrørte en henvendelse fra en borger, der havde klaget over, at vedkommende i forbindelse med overværelsen af et byrådsmøde var blevet verbalt overfuset af en journalist, uden at borgmesteren havde grebet ind.
Ombudsmanden havde i den forbindelse anmodet tilsynsrådet om en udtalelse om, hvorvidt tilsynsrådets afvisning af at tage sagen op til behandling havde karakter af en afgørelse i forvaltningslovens forstand.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet henviste i den anledning bl.a. til, hvad der stod anført i Indenrigsministeriets brev af 17. april 1998 til Folketingets Ombudsmand.
“Der er således enighed om, at den sag, der foreligger for den kommunale tilsynsmyndighed, alene kan betragtes som en afgørelsessag i tilfælde, hvor tilsynsmyndigheden har iværksat en realitetsbehandling af sagen — og i den forbindelse har påtaget sig et ansvar for sagens oplysning og efterfølgende har anlagt en konkret, retlig vurdering af sagens spørgsmål, jf. dog nedenfor.
…
Indenrigsministeriet er lidt uforstående over for den angivne modifikation vedrørende klagere, der er parter i den underliggende sag. Når der ikke iværksættes en realitetsbehandling, fordi det er åbenbart, at der ikke er handlet retsstridigt, er det efter ministeriets opfattelse ikke nærliggende at anse tilsynsmyndighedens tilkendegivelser herom for en afgørelse, alene fordi den, der har indbragt sagen for tilsynsmyndigheden, er part i kommunens underliggende sag. Som anført af ombudsmanden synes der heller ikke at være et særligt behov for — af hensyn til parten i den underliggende sag — at antage at forvaltningsloven finder anvendelse i denne situation.”
Indenrigs- og Sundhedsministeriet henviste endvidere til, at det af Indenrigsministeriets brev af 28. august 1998 til samtlige tilsynsråd vedrørende forvaltningslovens afgørelsesbegreb i relation til de kommunale tilsynsmyndigheders virksomhed bl.a. fremgik følgende:
“Kategori 1:
Denne kategori omfatter sager, som tilsynsmyndigheden — uden at der er taget nærmere skridt til at oplyse sagen eller anlægge konkrete retlige betragtninger — afviser at realitetsbehandle. Sådanne sager kan ikke betragtes som afgørelsessager i forvaltningslovens forstand.”
Indenrigs- og Sundhedsministeriet udtalte, at det fortsat var Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse, at der i tilfælde, hvor tilsynsmyndigheden afviste at realitetsbehandle en sag, ikke forelå en afgørelsessag i forvaltningslovens forstand.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet udtalte i den forbindelse, at tilsynsmyndighedens initiativpligt/undersøgelsespligt antoges at indtræde, når der var en vis sandsynlighed for, at der forelå en ulovlighed, som ikke var af en bagatelagtig karakter. Tilsynsmyndighederne sendte således - normalt - ikke rutinemæssigt enhver klage, der modtoges, til vedkommende kommune med anmodning om en udtalelse. Der foretoges indledningsvis en vurdering af, om henvendelsen gav en sådan grad af sandsynlighed for, at der forelå en ulovlighed, at der var grundlag for at rejse sag derom.
Afvisning af at realitetsbehandle en henvendelse fra en borger skete i visse tilfælde med den af Folketingets Ombudsmand i den ovenfor citerede redegørelse anførte begrundelse, at det var åbenbart for tilsynsmyndigheden, at kommunen ikke havde handlet retsstridigt. Herudover afviste tilsynsmyndighederne regelmæssigt at behandle sager med den begrundelse, at der ikke i klagen eller i øvrigt for tilsynsmyndigheden forelå oplysninger, som sandsynliggjorde, at kommunen havde tilsidesat lovgivning, hvis overholdelse tilsynsmyndighederne påså.
I disse tilfælde indebar tilsynsmyndighedens afvisning af at behandle sagen ikke en stillingtagen til, hvorvidt kommunen havde handlet retsstridigt, men var alene en beslutning om, at de foreliggende oplysninger ikke gav tilsynsmyndigheden pligt — eller anledning— til at realitetsbehandle sagen. Det kunne i sådanne tilfælde ikke udelukkes, at tilsynsmyndigheden, hvis nye oplysninger om de samme forhold forelagdes den, ville finde anledning eller endog være forpligtet til at realitetsbehandle sagen. Der skete således i disse sager endnu mindre end i sager, hvor det er åbenlyst for tilsynsmyndigheden, at kommunen ikke havde handlet i strid med lovgivning, hvis overholdelse tilsynsmyndigheden påså, en konkret retlig vurdering af de i sagen rejste spørgsmål.
Sager af denne karakter realitetsbehandledes ikke og var efter Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse ikke afgørelsessager i forvaltningslovens forstand.
Hvor de foreliggende oplysninger ikke gav pligt eller anledning til at tage en sag op, afviste Indenrigs- og Sundhedsministeriet normalt at behandle henvendelsen, der rettedes til ministeriet, uden at der forinden indhentedes en udtalelse fra den pågældende kommune eller amtskommune.
Efter Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse indeholdt borgerens henvendelse til tilsynsrådet ikke oplysninger, som gav tilsynsrådet pligt til at tage sagen op. Tilsynsrådet kunne således efter ministeriets opfattelse, uden at dette ville have været i strid med, hvad der gjaldt om tilsynsmyndighedernes initiativpligt, allerede på dette grundlag have truffet beslutning om ikke at tage sagen op med den i udtalelsen anførte begrundelse.
Det var imidlertid Indenrigs- og Sundhedsministeriets indtryk, at nogle tilsynsråd havde en praksis, hvorefter en henvendelse altid eller næsten altid gav anledning til en høring af den pågældende kommune. Dette var også sket i herværende sag.
Kommunens udtalelse til tilsynsrådet indeholdt efter Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse ikke oplysninger, der eventuelt sammenholdt med oplysningerne i borgerens henvendelse måtte give tilsynsrådet pligt til at tage sagen op. Tilsynsrådets beslutning om ikke at tage sagen op med den begrundelse, at der ikke forelå oplysninger, som sandsynliggjorde, at kommunen havde tilsidesat lovgivning, hvis overholdelse tilsynsrådet påså, var således efter ministeriets opfattelse i overensstemmelse med, hvad der gjaldt om tilsynsmyndighedernes initiativpligt.
Tilsynsrådet foretog ikke en konkret retlig vurdering af de af borgeren rejste spørgsmål, og var efter Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse heller ikke forpligtet til at foretage en sådan vurdering. Tilsynsrådet vurderede alene, om de foreliggende oplysninger gav tilsynsrådet pligt eller anledning til at tage sagen op. På denne baggrund var det Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse, at tilsynsrådets sag, der afsluttedes med tilsynsrådets udtalelse, ikke var en afgørelsessag i forvaltningslovens forstand.
Det tilføjedes, at borgeren ikke efter de for Indenrigs- og Sundhedsministeriet foreliggende oplysninger var part i nogen underliggende sag i kommunen vedrørende de forhold, som borgerens henvendelse til tilsynsrådet vedrørte.
Efter ministeriets brev af 22. november 2002 er reglerne om tilsynsmyndighedens sagsudvælgelse blevet ændret ved lov nr. 176 af 21. februar 2017.
Indenrigs- og Sundhedsministeriets brev af 22. november 2002 til Folketingets Ombudsmand
- 2.k.kt., j.nr. 2001/1221/325-2