Udtalt, at ministeriet på baggrund af udtalelser fra Sundhedsstyrelsen fandt at kunne lægge til grund, at en kommunes ordning med uddeling af hoftebeskyttere til visse grupper af plejehjemsbeboere havde et sygdomsforebyggende formål, og at hoftebeskyttere kunne medvirke til at forebygge lårbenhalsbrud hos ældre mennesker.
Generelt udtalt, at hverken § 27 a eller § 27 e i sygesikringsloven udgør nogen selvstændig hjemmel for en amtskommune (samt de to kommuner) til at uddele gratis hoftebeskyttere til grupper af plejehjemsbeboere.
De nævnte bestemmelser regulerer alene amtskommuners pligt til at udarbejde planer for de kompetenceområder, som amtskommunerne på andet grundlag har i medfør af lovgivningen.
Bestemmelsen i sygesikringslovens § 27 e bygger imidlertid på en forudsætning om, at amtskommuner (samt de to kommuner) har som opgave at medvirke til forebyggelse og sundhedsfremme.
Endvidere udtalt, at en bedømmelse af en amtskommunes adgang til at fremme sygdomsforebyggende formål må tage udgangspunkt i den kompetence hertil, der ved gennemførelsen af sygesikringslovens §§ 27 a og 27 e tilkom amtskommunerne.
Efter ministeriets opfattelse varetog den omhandlede ordning det sygdomsforebyggende formål, som har hjemmel i den lovmæssige forudsætning, der ligger bag bestemmelserne i sygesikringslovens kapitel 6 a.
Spørgsmålet var herefter, om ordningen var udformet i overensstemmelse med de retlige krav hertil, der kan udledes af kommunalfuldmagtsreglerne og almindelige forvaltningsretlige saglighedskrav.
Generelt udtalt, at efter kommunalfuldmagtsreglerne antages en kommunes adgang til uden lovhjemmel at gennemføre foranstaltninger blandt andet at være begrænset af, hvad der traditionelt er betegnet som et almennyttekriterium. Dette kriterium indebærer, at en kommune som udgangspunkt kun kan gennemføre foranstaltninger, der kommer en bredere kreds af kommunens borgere til gode. Det er bl.a. en følge heraf, en kommune ikke uden lovhjemmel kan tildele ydelser til enkeltpersoner eller grupper heraf, der er afgrænset efter økonomiske eller andre sociale kriterier.
Hvor en kommune lovligt kan støtte en bestemt aktivitet eller gruppe af personer, er det endvidere en betingelse for støttens lovlighed, at afgrænsningen af de ydelsesberettigede aktiviteter og persongrupper sker efter kriterier, der er saglige i forhold til det kommunale formål med tildelingen.
I den foreliggende sag fandt ministeriet anledning til at vurdere, hvorvidt en kommunes afgrænsning af, hvilke grupper der kunne modtage ydelsen, måtte anses for saglig, idet det var oplyst, at alene plejehjemsbeboere havde ret til gratis hoftebeskyttere, uanset om andre ældre måtte have et tilsvarende behov herfor.
Det fremgik endvidere af sagens oplysninger, at en kommune ydede rådgivning i daghjem, beskyttede boliger og aflastningspladser tilknyttet plejehjemmene, og at beboerne de pågældende steder tillige kunne få tilbudt gratis hoftebeskyttere. Ordningen med tildeling af hoftebeskyttere til netop plejehjemsbeboere var endvidere udtryk for en forsøgsordning, og det var på længere sigt hensigten, at kommunens tilbud i fremtiden skulle omfatte alle borgere over 65 år i kommunen.
Endelig fremgik det af sagens oplysninger, at årsagen til, at en kommune havde valgt foreløbigt at begrænse ordningen til plejehjemsbeboere navnlig var, at plejehjemsbeboere er i højrisikogruppe i forhold til lårbenshalsbrud. Ministeriet bemærkede også, at Sundhedsstyrelsen havde oplyst, at hoftebeskyttere bør udleveres af sundhedspersonale, der samtidig yder en udførlig instruktion i anvendelsen, og at hoftebrud næsten udelukkende forekommer blandt ældre over 65 år.
Ud fra en samlet vurdering af ovennævnte hensyn fandt Indenrigs- og Sundhedsministeriet herefter ikke, at en af kommunernes forsøgsordning med tildeling af gratis hoftebeskyttere til plejehjemsbeboere måtte antages at være udtryk for en usaglig forskelsbehandling og dermed i strid med den almindelige forvaltningsretlige lighedsgrundsætning.
Indenrigs- og Sundhedsministeriets brev af 19. juni 2002 til en kommunalbestyrelse
– 2. k.kt. j. nr. 1999/11022/15-7