Udtalt generelt, at kommuner sideløbende med reglerne i folkeoplysningsloven efter almindelige kommunalretlige grundsætninger om kommuners opgavevaretagelse (de såkaldte kommunalfuldmagtsregler) under visse betingelser kan stille faciliteter til rådighed for borgerne med henblik på at fremme folkesundheden og idrætslivet i kommunen eller yde støtte til en privat person eller virksomhed, der driver sådanne faciliteter.
Det er en betingelse, at kommunen eller den private person eller virksomhed, kommunen støtter, ikke har til formål at opnå en fortjeneste ved at stille sådanne faciliteter til rådighed for borgerne.
Det er endvidere en betingelse, at sådanne faciliteter stilles til rådighed for alle borgere i kommunen eller for en kreds af borgere, der er afgrænset efter saglige kriterier.
Endvidere udtalt, at der ikke ud fra ovennævnte grundsætning kan udledes en præcis afgrænsning af, hvilke opgaver kommuner kan varetage eller støtte til fremme af folkesundheden og idrætslivet i kommunen. En sådan afgrænsning må foretages på baggrund af blandt andet udviklingen i udøvelsen af motionsidræt.
Motionsidrætten udøves i dag også som en selvstændig idrætsgren ved hjælp af særlige stationære motionsredskaber og -maskiner, og således at udøvelsen ikke kræver større lokaliteter som f.eks. idrætshaller. Dette forhold indebærer, at borgerne også kan dyrke denne form for motionsidræt i centre, som drives af private på kommercielle vilkår.
Det er imidlertid i de kommunale tilsynsmyndigheders praksis antaget, at dette forhold ikke kan begrunde, at en kommune skulle være afskåret fra at varetage eller støtte sådanne motionsaktiviteter. Det er således almindeligt antaget, at kommuner under visse betingelser lovligt kan drive eller støtte motionscentre, og at dette gælder, uanset om den samme aktivitet også varetages af private på kommercielle vilkår.
I den konkrete sag fandt ministeriet, at en kommune lovligt kunne yde støtte til det omhandlede test- og træningscenter, idet formålet hermed var, at eliteidrætsudøvere kunne benytte centerets redskaber og maskiner som led i deres idrætsudøvelse og derigennem opbygge en grundkondition, ligesom eliteidrætsudøvere fik mulighed for at få målt deres træningstilstand samt forebygge skader og sygefravær. Det forhold, at der efter det oplyste tillige var to kommercielt drevne centre i kommunen, kunne ikke føre til en ændret vurdering af lovligheden af kommunens støtte til centeret.
For så vidt angik betydningen af, at centeret – bortset fra kommunens ansatte – alene blev stillet til rådighed for eliteidrætsudøvere, udtalte ministeriet blandt andet følgende:
Det følger af § 1 i lov om eliteidrættens fremme (lov nr. 643 af 19. december 1984 med senere ændringer – den såkaldte Team Danmark-lov), at loven har til formål at sikre en social og samfundsmæssig forsvarlig udvikling af dansk eliteidræt. Til at varetage dette formål er der oprettet en selvejende institution – Team Danmark – som har til opgave at iværksætte, koordinere og effektivisere fælles foranstaltninger for eliteidrætten i Danmark, herunder varetage den overordnede planlægning vedrørende eliteidrætten, forbedre udnyttelse og udformning af faciliteter i samarbejde med kommuner og amtskommuner samt yde individuel økonomisk støtte til eliteidrætsudøvere.
Team Danmark-loven indeholder ikke hjemmel til kommunal støtte til eliteidræt. Kommuner må imidlertid antages med hjemmel i kommunalfuldmagtsreglerne at kunne yde støtte til eliteidræt.
Endvidere udtalt, at det fremgår af ministeriets redegørelse af 17. september 2001 til Folketingets Kommunaludvalg om kommuners engagement i professionel fodbold, at en kommune lovligt kan opføre anlæg med henblik på at tilgodese eliteidrætten. Det er endvidere lovligt for en kommune at beslutte, at adgangen til et idrætsanlæg eller -center foregår via en udvælgelsesprocedure, således at der alene er adgang for eliteidrætsudøvere til det pågældende idrætscenter. Dette gælder blandt andet, hvor kommunens omkostninger herved er af forholdsvis begrænset størrelse, og afgrænsningen af, hvilke sportsudøvere der omfattes af kravet om eliteudøvelse, ikke drages snævert.
Ministeriet fandt i den konkrete sag, at det ikke havde betydning for lovligheden af kommunes tilskud til test- og træningscenteret, at centeret – bortset fra kommunens ansatte – alene blev stillet til rådighed for eliteidrætsudøvere.
Ministeriet bemærkede, at det må anses for sagligt, at en kommune begrænser adgangen til bestemte sportsfaciliteter ud fra en vurdering af de pågældende idrætsudøveres sportslige færdigheder for derigennem at sikre de pågældende adgang til træningsfaciliteter, herunder faciliteter der svarer til de enkelte idrætsudøveres niveau. Ministeriet fandt ikke holdepunkter for at antage, at kommunen gennem motionscentret støttede professionelle idrætsudøvere.
Indenrigs- og Sundhedsministeriets brev af 25. februar 2002 til en privat person
– 2. k.kt. j. nr. 2000/1115/300-1