02.1.3. Om proceduren for vedtagelse af dagsorden for kommunalbestyrelsens møder

06-09-2002
1. Kommunalbestyrelsen og dens udvalg Dagsorden m.v. Dagsorden m.v. - sager for lukkede døre

Udtalt, at den af borgmesteren udsendte dagsorden alene er et udkast til dagsorden. Det er kommunalbestyrelsen, der fastsætter den endelige dagsorden. Kommunalbestyrelsens møde indledes derfor med, at kommunalbestyrelsen tager stilling til dagsordenen.

Hertil udtalt, at indsigelser mod behandlingen af en sag, der er optaget på udkastet til dagsordenen, skal fremsættes ved mødets begyndelse. Hvis intet medlem protesterer imod dagsordensudkastet, anses det for at være stiltiende godkendt.

Endvidere udtalt, at det er Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse, at bestemmelsen i normalforretningsordenens § 5 er udtryk for en almindelig retsgrundsætning, hvorefter beslutning om, hvorvidt en sag, der ifølge udkastet til dagsorden er anført til behandling på den lukkede del af kommunalbestyrelsens møde, skal overflyttes til behandling for åbne døre, skal træffes ved mødets begyndelse i forbindelse med godkendelse af dagsordenen.

En borgmester vil således ikke kunne udskyde beslutningen om, hvorvidt en sådan sag skal behandles for åbne døre, til efter afslutningen af den åbne del af kommunalbestyrelsens møde med den virkning, at en eventuel beslutning om at overflytte sagen til den åbne del af mødet ikke vil kunne effektueres på det pågældende møde, men at behandlingen af sagen må udskydes til (den åbne del af) det næstkommende kommunalbestyrelsesmøde.

Indenrigs- og Sundhedsministeriets brev af 6. september 2002 til et kommunalbestyrelsesmedlem,
-1.k.kt. j.nr. 2002/1070/221-1