01.8.7. Om lovligheden af, at en kommune udtaler sig vejledende om fortolkningen af en privatretlig deklaration

12-10-2001

Udtalt, at en kommunes vejledende udtalelse om fortolkningen af en privatretlig deklaration om en færdselsret ikke kunne anses for berettiget i medfør af planlovens § 43 med henblik på at sikre overholdelsen af den i sagen omhandlede deklaration, da kommunen ikke havde anført noget offentligretligt hensyn, der kunne have begrundet udstedelsen af et påbud eller forbud i medfør af planlovens § 43, herunder at udtalelsen skulle være begrundet i et ønske om at sikre færdselsmæssige hensyn.

Spørgsmålet var herefter, om en kommune på andet grundlag lovligt kunne udtale sig vejledende om sin fortolkning af deklarationen.

Efter forvaltningslovens § 7, stk. 1, skal en forvaltningsmyndighed i afgørelsessager i fornødent omfang yde vejledning og bistand til personer, der retter henvendelse om spørgsmål inden for myndighedens sagsområde.

Det følger desuden forudsætningsvis af principperne for god forvaltningsskik, at en myndighed efter omstændighederne er berettiget til at afgive vejledende udtalelser i forbindelse med udøvelse af den faktiske forvaltningsvirksomhed, som myndigheden foretager.

I den konkrete sag var kommunens vejledende udtalelse ikke fremkommet som led i en afgørelsessag inden for kommunens sagsområde, ligesom udtalelsen ikke relaterede sig til faktisk forvaltningsvirksomhed, som kommunen var i færd med at udøve. Indenrigsministeriet fandt derfor ikke, at den vejledende udtalelse havde hjemmel i forvaltningslovens § 7 eller i øvrigt måtte anses for berettiget som led i kommunens ønske om ikke at tilsidesætte principperne for god forvaltningsskik.

Udtalt, at det ikke kan antages, at det er en generel forudsætning for, at en kommune lovligt kan afgive udtalelse om retsstillingen i en konkret sammenhæng, at kommunen hermed varetager et specifikt offentligt formål. Dette gælder også uden for de områder, hvor kommunen enten har pligt til at afgive en udtalelse i medfør af forvaltningslovens § 7, eller dog til opfyldelse af principperne om god forvaltningsskik er berettiget til at gøre dette. Blot er det naturligvis en forudsætning, at kommunen ikke afgiver den pågældende udtalelse med henblik på at forfølge et usagligt formål.

På den anden side er det en forudsætning for, at en kommune kan afgive en vejledende udtalelse om retsstillingen uden for de tilfælde, hvor dette sker til opfyldelse af forvaltningslovens § 7 eller principperne for god forvaltningsskik, at kommunen har en vis tilknytning til det pågældende spørgsmål. Det kan følgelig ikke antages, at en kommune kan udtale sig vejledende om ethvert retligt spørgsmål, blot fordi den bliver anmodet herom. Således bevirker almindelige opgavefordelingsprincipper, at en kommune i almindelighed ikke vil være berettiget til at udtale sig om forståelsen af retsregler, der henhører under en anden offentlig myndighed, ligesom en kommune ikke vil være berettiget til at afgive udtalelser om anvendelsen af sådanne regler i en konkret sag. Endvidere indebærer afgrænsningen over for den private sektor, at det som udgangspunkt må antages at falde uden for kommunalfuldmagtsreglerne at afgive vejledende udtalelser om privatretlige spørgsmål, som kommunen ikke er involveret i.

I den konkrete sag havde kommunen en sådan tilknytning til spørgsmålet om forståelsen af deklarationens indhold, at kommunen lovligt kunne udtale sig vejledende herom.

Ministeriet lagde herved blandt andet vægt på, at kommunen var indsat som påtaleberettiget i den deklaration, der var tinglyst på den i sagen omhandlede ejendom, og at kommunen i forbindelse med overvejelserne, om kommunen burde udnytte sin påtaleret, havde måttet undersøge deklarationens indhold. Ministeriet lagde endvidere blandt andet vægt på, at kommunalbestyrelsen i medfør af (nu) planlovens § 42, stk. 1 havde givet samtykke til, at deklarationen blev stiftet på ejendommen, og at kommunen ved sin godkendelse af deklarationen har skullet tage stilling til deklarationens indhold.

Indenrigsministeriet fandt ikke grundlag for at antage, at kommunens vejledende udtalelse var begrundet i et usagligt ønske om at bistå den ene part fremfor den anden i den privatretlige tvist. Ministeriet fandt heller ikke grundlag for at antage, at kommunen havde begået magtfordrejning i relation til udformningen af indholdet af udtalelsen.

Sammenfattende udtalt, at kommunen lovligt kunne udtale sig vejledende om sin forståelse af den i sagen omhandlede deklaration, og at kommunen ikke i den forbindelse havde tilsidesat offentligretlige grundsætninger, der omfattes af de kommunale tilsynsmyndigheders kompetence. Ministeriet fandt herefter ikke, at tilsynsrådet havde givet udtryk for en fejlagtig retsopfattelse vedrørende kommunens dispositioner i forbindelse med rådets udtalelse.

Indenrigsministeriets brev af 12. oktober 2001 til en borger
– 2. k.kt. j.nr. 2000/11122/300-1