01.8.6. Om aktindsigt efter princippet om meroffentlighed, jf. offentlighedslovens § 4, stk. 1, 2. pkt., i bilagsmateriale i en afskedigelsessag, der involverede andre navngivne ansatte

03-10-2001

I den foreliggende sag havde bestyrelsen for et museum på et ekstraordinært bestyrelsesmøde vedtaget, at man ikke havde tillid til det fortsatte samarbejde med museumsdirektøren og dennes ledelsesform. Mistillidserklæringen blev efterfølgende forelagt amtsrådets økonomiudvalg i egenskab af ansættelsesmyndighed. En journalist anmodede om aktindsigt i diverse materiale i sagen. Begæringen blev for en del af bilagsmaterialet efterkommet. For så vidt angik det bilagsmateriale, som var blevet forelagt bestyrelsen for museet, og som ligeledes udgjorde bilagsmaterialet til amtskommunens økonomiudvalgs møde vedrørende direktørens ansættelsesforhold, meddelte amtskommunen afslag på aktindsigt.

Generelt udtalt, at sager om enkeltpersoners tjenstlige forhold i det offentliges tjeneste – uanset om de drejer sig om den egentlige udførelse af arbejdsopgaverne eller om den adfærd/opførsel, der i den forbindelse udvises – som udgangspunkt vil være undtaget fra offentlighedsloven som sager om enkeltpersoners “ansættelsesforhold” i det offentliges tjeneste jf. offentlighedslovens § 2, stk. 2, 2. pkt. Udover konkrete sager om den enkelte ansattes personalemæssige forhold, d.v.s. de sager, der normalt oprettes ved en medarbejders tiltræden, og som løbende tilføres oplysninger af almindelig personalemæssig karakter, er sager vedrørende særlige forhold, f.eks. suspension, afskedigelse eller disciplinærforfølgning af den ansatte, også omfattet af bestemmelsen. Anvendelsen af bestemmelsen i offentlighedslovens § 2, stk. 2, 2. pkt., forudsætter således ikke, at samtlige oplysninger om den ansattes ansættelsesforhold indgår på en og samme sag.

Endvidere udtalt, at det er uden betydning, hvilke dokumenter og oplysninger sagerne indeholder. Samtlige dokumenter og oplysninger i sagerne vil således være omfattet af bestemmelsen og derfor som udgangspunkt undtaget fra aktindsigt.

På den baggrund udtalt, at det var Indenrigsministeriets opfattelse, at det bilagsmateriale, som blev forelagt bestyrelsen og amtskommunens økonomiudvalg vedrørende direktørens ansættelsesforhold, ikke var undergivet aktindsigt, jf. offentlighedslovens § 2, stk. 2, 2 pkt.

Efter offentlighedslovens § 2, stk. 3, gælder loven i sager, som er omfattet af § 2, stk. 2, 2. pkt., dog for oplysninger om bl.a. den ansattes navn, stilling og lønmæssige forhold. Det bemærkedes i den forbindelse, at det fremgik af sagen, at amtskommunen havde meddelt journalisten aktindsigt i personaleafdelingens notat om museumsdirektørens ansættelsesretlige status, hvori bl.a. indgik oplysninger om den pågældendes stilling og lønmæssige forhold. Endvidere havde amtskommunen meddelt journalisten aktindsigt i referatet fra det ekstraordinære bestyrelsesmøde.

Efter princippet om meroffentlighed, jf. offentlighedslovens § 4, stk. 1, 2. pkt, vil der kunne gives aktindsigt også i oplysninger i sager om enkeltpersoners ansættelsesforhold i det offentliges tjeneste, der ikke er omfattet af lovens § 2, stk. 3, medmindre tavshedspligten er til hinder for det. Der må i den forbindelse foretages en afvejning af på den ene side hensynet til de interesser, der ligger bag bestemmelsen i § 2, stk. 2, 2. pkt., og på den anden side hensynet til de interesser, der ligger bag begæringen om aktindsigt. Bliver der spørgsmål om at give aktindsigt efter princippet om meroffentlighed, forudsættes det, at der forinden gives den ansatte lejlighed til at fremkomme med eventuelle bemærkninger, således at disse kan indgå i den nævnte afvejning.

Udtalt, at hensynet til pressens adgang til oplysninger med henblik på at orientere offentligheden i den foreliggende sag talte for meddelelse af aktindsigt. Efter Indenrigsministeriets opfattelse måtte dette hensyn anses for væsentligt ved afgørelsen af, hvorvidt aktindsigt skulle meddeles efter princippet om meroffentlighed.

Endvidere udtalt, at hensynet til museets øvrige ansatte, der var omtalt i sagens dokumenter, måtte anses for et sagligt hensyn ved vurderingen af, hvorvidt der kunne meddeles aktindsigt efter princippet om meroffentlighed.

Det bilagsmateriale vedrørende museumsdirektørens ansættelsesretlige forhold, som blev forelagt bestyrelsen for museet og amtskommunens økonomiudvalg, indeholdt efter Indenrigsministeriets opfattelse i meget vid udstrækning oplysninger om andre navngivne ansattes forhold på museet.

Ministeriet havde på den baggrund ikke bemærkninger til, at amtskommunen ikke havde meddelt aktindsigt i bilagsmaterialet efter princippet om meroffentlighed, jf. offentlighedslovens § 4, stk. 1, 2. pkt.

Indenrigsministeriets brev af 3. oktober 2001 til en journalist
– 4. k.kt. j.nr. 2001/1220/050-13