Det er efter den kommunale styrelseslovs § 50, stk. 2, 3. pkt., en betingelse for, at et tilsynsrådsmedlem kan kræve en sag indbragt til afgørelse i Indenrigsministeriet, at tilsynsrådet først selv har truffet en afgørelse.
Standsningsretten efter den kommunale styrelseslovs § 50, stk. 2, 3. pkt., omfatter alene de tilfælde, hvor tilsynsrådet har truffet en afgørelse, der er bindende for kommunen. Bestemmelsen omfatter således de tilfælde, hvor tilsynsrådet har truffet beslutning om anvendelse af sanktioner, jf. den kommunale styrelseslovs § 61 eller beslutning i forbindelse med udøvelse af godkendelsesbeføjelser, jf. eksempelvis den kommunale styrelseslovs § 60. Derimod kan bestemmelsen ikke anvendes i forbindelse med afgivelse af vejledende udtalelser, uanset om disse må anses for afgørelser i forvaltningslovens forstand.
Hertil udtalt, at standsningsretten efter den kommunale styrelseslovs § 50, stk. 2, 3. pkt., tillige omfatter en situation, hvor tilsynsrådet har truffet en beslutning om ikke at anlægge erstatningssag mod medlemmer af en kommunalbestyrelse efter § 61, stk. 3, i den kommunale styrelseslov.
Ministeriet lagde herved vægt på, at det efter ministeriets opfattelse følger af de almindelige forvaltningsretlige regler om tilbagekaldelse, at tilsynsrådets afgørelse om ikke at anlægge erstatningssag mod medlemmer af en kommunalbestyrelse ikke vil kunne omgøres af tilsynsrådet, medmindre særlige forhold gør sig gældende.
På denne baggrund fandt ministeriet i det foreliggende tilfælde at kunne behandle den af et tilsynsråd indbragte sag, idet det pågældende tilsynsråd havde truffet beslutning om ikke at anlægge erstatningssag mod medlemmer af en kommunalbestyrelse, der efter tilsynsrådets opfattelse havde handlet ulovligt i forbindelse med valg af en køber til et kommunalt areal, der var udbudt til salg efter reglerne om salg af kommunens faste ejendome, jf. den kommunale styrelseslovs § 68.
Indenrigsministeriets brev af 1. oktober 2001 til et tilsynsråd
– 1. k.kt. j.nr. 1999/1078/373-1