01.4.1. Om de deltagende kommunalbestyrelsers krav på rimelig indflydelse i et kommunalt fællesskab

21-02-2001
4. Kommunale fællesskaber Kommunale fællesskaber - indflydelse i Kommunale fællesskaber - vedtægter Vedtægter - kommunale fællesskaber

I forbindelse med godkendelse af vedtægterne for et kommunalt fællesskab, hvori Københavns og Frederiksberg Kommuner og samtlige kommuner i Københavns Amt deltog, udtalt, at Indenrigsministeriet ikke kunne godkende en bestemmelse i vedtægterne, hvorefter fællesskabet skulle ledes af en bestyrelse bestående af to medlemmer udpeget af Københavns Kommune, ét medlem udpeget af Frederiksberg Kommune og to medlemmer udpeget af Foreningen af Kommuner i Københavns Amt. Baggrunden herfor var, at bestemmelsen efter Indenrigsministeriets opfattelse ikke sikrede de deltagende kommunalbestyrelser – bortset fra Københavns og Frederiksberg Kommunalbestyrelser – en rimelig indflydelse på det kommunale fællesskabs virksomhed.

Indenrigsministeriet lagde vægt på, at hver enkelt af de deltagende kommunalbestyrelser – bortset fra Københavns og Frederiksberg Kommunalbestyrelser – ikke var sikret repræsentation i bestyrelsen, der var det kommunale fællesskabs eneste styrelsesorgan og derfor traf beslutning i alle fællesskabets anliggender. Endvidere lagde ministeriet vægt på karakteren af bestyrelsens beføjelser, herunder at bestyrelsen efter vedtægterne godkendte budget, kunne optage lån m.v.

Tilføjet, at det forhold, at visse beslutninger krævede kvalificeret flertal i bestyrelsen, ikke medførte, at de deltagende kommunalbestyrelser var sikret en rimelig indflydelse på fællesskabets anliggender, idet den enkelte kommunalbestyrelse ikke var sikret repræsentation i bestyrelsen.

Endvidere tilføjet, at det forhold, at visse beslutninger efter vedtægterne skulle forelægges kommunalbestyrelserne i de deltagende kommuner, ikke indebar, at de deltagende kommunalbestyrelser fik en rimelig indflydelse på fællesskabets anliggender, idet vedtægterne alene sikrede de deltagende kommunalbestyrelser en ret til at udtale sig om de pågældende beslutninger.

Indenrigsministeriets brev af 21. februar 2001 til en kommune
– 1. k.kt. j.nr. 2001/1050-75