01.3.2. Om en kommunes betaling af kommunalt ansattes faglige kontingenter i forbindelse med lønanvisning samt opkrævning af et gebyr herfor

09-07-2001
3. De kommunale opgaver (kommunalfuldmagten) Ansatte - personalegoder Kommunalfuldmagten - betalingsformidling Kommunalfuldmagten - personalegoder Modydelse Personalegoder

Udtalt, at spørgsmålet om, hvorvidt en kommune lovligt kan forestå betaling af de kommunalt ansattes faglige kontingenter i forbindelse med lønanvisning, ikke er reguleret i den skrevne lovgivning. Spørgsmålet skal derfor afgøres efter almindelige kommunalretlige grundsætninger om kommuners opgavevaretagelse.

Det er antaget i de kommunale tilsynsmyndigheders praksis og i den juridiske litteratur, at det efter ovennævnte grundsætninger som udgangspunkt ikke er en kommunal opgave at drive finansiel virksomhed. Det indebærer, at det som udgangspunkt ikke er en kommunal opgave at forestå betalingsformidling for private, herunder kommunens medarbejdere.

Efter de nævnte grundsætninger kan en kommune endvidere ikke uden lovhjemmel yde tilskud m.v. til enkeltpersoner, som er begrundet i varetagelsen af de pågældendes individuelle interesser. En kommune er således som udgangspunkt alene berettiget til at stille de ydelser til rådighed for de ansatte, som kommunen er forpligtet til i henhold til de aftalte løn- og ansættelsesvilkår.

Det er imidlertid i de kommunale tilsynsmyndigheders praksis antaget, at de ovennævnte kommunalretlige udgangspunkter kan fraviges, dels i mindre betydelige spørgsmål ud fra hensynet til de ansattes velfærd og dels i tilfælde, hvor fravigelsen sker med henblik på at varetage kommunens interesser som arbejdsgiver.

En kommunalbestyrelse vil således som led i den almindelige personalepleje lovligt kunne træffe beslutning om at stille almindelige personalegoder til rådighed for kommunens ansatte, eksempelvis avis- og telefonhold, feriehuse, motionscentre mv.

I den samlede vurdering af, hvilke personalegoder en kommune kan stille til rådighed for sine ansatte, må der lægges vægt på, om det på arbejdsmarkedet som helhed er almindeligt at stille den pågældende ydelse til rådighed.

Endvidere må kommunens konkrete egeninteresse som arbejdsgiver i den pågældende ordning tillægges betydning, og kommunalbestyrelsen må i den forbindelse kunne foretage et skøn inden for relativt vide rammer. Det bemærkes herved, at der i almindelighed må stilles større krav til ordningens evne til at fremme varetagelsen af kommunens egennyttige interesse som arbejdsgiver, jo mindre udbredt den pågældende ordning er på arbejdsmarkedet som helhed.

Det må desuden indgå i vurderingen af ordningens lovlighed, hvilke udgifter for kommunen der er forbundet med at stille personalegodet til rådighed. Endelig kan det tillægges vægt, hvor tæt en sammenhæng personalegodet har med selve arbejdsudførelsen (eller arbejdsforholdet mere generelt).

Det er en betingelse for den pågældende ordnings lovlighed, at ydelsen stilles til rådighed efter saglige kriterier. Det er samtidig en forudsætning for en kommunes adgang til at stilles personalegoder til rådighed for kommunens ansatte, at støttens størrelse og varighed ikke går ud over, hvad kommunens varetagelse af dens interesser som arbejdsgiver kan begrunde. Efter omstændighederne vil det således ikke være lovligt at stille det pågældende personalegode til rådighed for alle kommunens ansatte, men alene til de grupper af ansatte, hvor ydelsen konkret tjener kommunens interesser som arbejdsgiver.

Det tilføjes, at det ikke kan anses for en kommunal opgave at varetage fagforenings- og organisationsmæssige interesser. En ordning som den foreliggende vil således ikke kunne begrundes i et ønske om at højne organisationsgraden hos de ansatte.

En kommunes tilbud om at betale de ansattes faglige kontingent via indeholdelse i lønnen må betegnes som en service overfor dennes ansatte, der har karakter af et personalegode. Der er endvidere tale om et personalegode, som ofte har fundet udtryk i overenskomstmæssige aftaler og – via Statens Centrale Lønsystem – i de statslige myndigheders praksis. Ydelsen angår betaling af udgifter til medlemskab af foreninger, der varetager interesser, som har forbindelse til arbejdsforholdet og således ikke betaling af regninger til f.eks. privatbolig, abonnement på et livsstilsmagasin eller almindelig husholdning. Personalegodet stilles til rådighed for alle kommunens ansatte på baggrund af en konkret aftale mellem kommunen og den enkelte medarbejder, og ydelsen er ikke forbundet med større omkostninger for kommunen.

Indenrigsministeriet fandt på den baggrund, at det er lovligt efter almindelige grundsætninger om kommuners opgavevaretagelse, at en kommune – selv om den ikke har nogen specifik arbejdsgiverinteresse heri – forestår betalingen af en kommunal medarbejders fagforenings- og arbejdsløshedskassekontingent ved at trække beløbet i vedkommendes løn.

Ministeriet tog herefter stilling til, hvorvidt kommunen kan opkræve et gebyr for at stille ydelsen til rådighed for sine ansatte.

I den konkrete sag havde kommunen oplyst, at gebyret ikke oversteg kommunens omkostninger ved ordningen.

Det antages i den forvaltningsretlige litteratur, at det må bero på en konkret vurdering, om en forvaltningsmyndighed uden særlig lovhjemmel kan betinge udførelsen af en fakultativ serviceydelse af et gebyr, der modsvarer de faktiske administrationsomkostninger. Af særlig betydning er i den forbindelse formålet med betalingsopkrævningen, ydelsens betydning for den pågældende og vedkommendes mulighed for at skaffe sig den ønskede ydelse på anden vis.

I den konkrete sag var der tale om en ydelse, som lovgivningsmagten ikke har pålagt kommunen at udføre. Det er desuden ikke i lovgivningen forudsat, at ydelsen i givet fald skal stilles gratis til rådighed. Gebyret opkræves ikke i forbindelse med udstedelsen af en forvaltningsakt, men knyttes til udførelsen af en servicebetonet ydelse, som stilles til rådighed for den ansatte, og som denne frit kan vælge enten selv at udføre eller at overlade til andre betalingsformidlere, herunder pengeinstitutter og posthuse. Betalingsformidlingen og det dertil knyttede gebyr kan således betragtes som en modydelse for betalingsvirksomheden med grundlag i en aftalelignende ordning mellem kommunen og den enkelte ansatte.

I den konkrete sag udtalte Indenrigsministeriet, at kommunen lovligt kunne opkræve det pågældende gebyr.

Indenrigsministeriets brev af 9. juli 2001 til et forbund
– 2. k.kt. j.nr. 1999/11023-12