01.3.1. Om kommuners adgang til at tilbyde deres medarbejdere en hjemme-pc-ordning

25-01-2001
3. De kommunale opgaver (kommunalfuldmagten) Ansatte - personalegoder Kommunalfuldmagten - personalegoder Personalegoder

Udtalt, at spørgsmålet om kommuners adgang til at indkøbe pc-udstyr og sælge dette videre til kommunens medarbejdere til indkøbspris (indkøbskontormodellen) og om kommuners adgang til at købe eller lease pc-udstyr og stille dette til rådighed for medarbejderne til brug i hjemmet (vederlagsfrit-til-rådighed-modellen) ikke er reguleret i den skrevne lovgivning, hvorfor det beror på almindelige kommunalretlige grundsætninger om kommuners opgavevaretagelse.

Kommuner kan efter de nævnte grundsætninger som udgangspunkt ikke uden hjemmel i den skrevne lovgivning drive handel, håndværk, industri og finansiel virksomhed, uanset om dette sker med fortjeneste for øje. Dette indebærer, at det som udgangspunkt ikke er en kommunal opgave at varetage indkøb for private, herunder indkøb af pc'ere for kommunens medarbejdere.

Efter de nævnte grundsætninger kan en kommune endvidere ikke uden lovhjemmel yde tilskud til enkeltpersoner, som er begrundet i varetagelsen af de pågældendes individuelle interesser. En kommune er efter de ovennævnte kommunalretlige grundsætninger således som udgangspunkt alene berettiget til at udbetale de økonomiske ydelser til kommunens ansatte, som kommunen er forpligtet til i henhold til de aftalte løn- og ansættelsesvilkår.

Det er imidlertid i de kommunale tilsynsmyndigheders praksis antaget, at de ovennævnte kommunalretlige udgangspunkter kan fraviges dels i mindre betydelige spørgsmål ud fra hensynet til de ansattes velfærd, dels i tilfælde hvor fravigelsen sker med henblik på at varetage kommunens interesser som arbejdsgiver.

En kommunalbestyrelse vil således som led i den almindelige personalepleje lovligt kunne træffe beslutning om at stille almindelige personalegoder til rådighed for ansatte, herunder gennem salg af visse varer og tjenesteydelser til de ansatte. Det er dog en forudsætning herfor, at kommunalbestyrelsens beslutning herom er begrundet i varetagelsen af kommunens interesser som arbejdsgiver, eksempelvis kommunens interesse som arbejdsgiver i at styrke relevante kvalifikationer hos sine ansatte eller i relevant omfang at kunne gøre hjemmearbejde muligt for kommunens ansatte. Det er endvidere en forudsætning, at ydelserne tildeles efter saglige kriterier, idet en kommune som ovenfor nævnt ikke uden lovhjemmel kan yde tilskud til enkeltpersoner, som er begrundet i varetagelsen af de pågældendes individuelle interesser.

I vurderingen af, om en ordnings karakter går eller vil gå ud over, hvad kommunens interesser som arbejdsgiver kan begrunde, må i en samlet afvejning indgå, dels en vurdering af, hvad der for så vidt angår den pågældende ordning er almindeligt på arbejdsmarkedet som helhed, dels en vurdering af den enkelte kommunes arbejdsgivermæssige interesse i at etablere den pågældende ordning. Indholdet af den skatteretlige regulering i lovgivningen af en pc-ordning og baggrunden for den pågældende regulering vil endvidere kunne indgå i en sådan samlet afvejning.

Endvidere udtalt, at det må antages, at kommuner efter de ovennævnte kommunalretlige grundsætninger om kommuners opgavevaretagelse har en almindelig interesse i som arbejdsgivere at kunne etablere hjemme-pc ordninger for deres ansatte, herunder de ovenfor nævnte pc-ordninger. Baggrunden herfor var dels hjemme-pc ordningernes karakter, oplysninger om udbredelsen af hjemme-pc ordninger på det danske arbejdsmarked samt indholdet af og baggrunden for den skatteretlige regulering af hjemme-pc ordninger, hvorved lovgivningsmagten må antages at have forudsat, at også kommuner har en arbejdsgivermæssig interesse i at tilbyde hjemme-pc ordninger til sine ansatte. Ministeriet har i den forbindelse blandt andet henvist til bemærkningerne til det lovforslag, som ligger til grund for ligningslovens § 16, stk. 12 (indsat ved lov nr. 1301 af 20. december 2000).

Det forhold, at de kommunalt ansatte, der under ovennævnte forudsætninger lovligt kan tilbydes at deltage i en af de to ovennævnte ordninger, (også) kan benytte pc-udstyret til private formål eller andre formål, der er den pågældende kommune uvedkommende, kan ikke begrunde, at kommuner er afskåret fra at etablere sådanne pc-ordninger. Ministeriet har herved lagt vægt på blandt andet den skattefrihed for privat anvendelse af computere, der følger af ligningslovens § 16, stk. 12.

Den ovennævnte forudsætning om, at en kommune kun i den udstrækning, hvori dette kan begrundes i varetagelsen af den enkelte kommunes interesser som arbejdsgiver, lovligt kan tilbyde sine medarbejdere en hjemme-pc ordning, må imidlertid indebære, at en kommune ikke lovligt kan etablere en hjemme-pc ordning, som alle kommunens medarbejdere kan deltage i.

Det må være en forudsætning, at en kommunes hjemme-pc ordning alene omfatter de af kommunens medarbejdere, for hvem det i forhold til deres arbejdsopgaver - herunder deres deltagelse i sådan efteruddannelse, som sker som et led i deres ansættelsesforhold med kommunen - er relevant at bruge det pågældende pc-udstyr.

Det må endvidere være en forudsætning, at det for kommunen er af arbejdsgivermæssig betydning, at de pågældende medarbejdere har pc-udstyret til rådighed i hjemmet med henblik på varetagelsen af deres arbejdsopgaver, herunder deres deltagelse i efteruddannelse af den førnævnte karakter.

Det skal endvidere bemærkes, at det tilkommer kommunalbestyrelsen at beslutte, hvilke former for medarbejdergoder kommunen i givet fald måtte ønske at stille til rådighed for kommunens ansatte på ulovbestemt grundlag, herunder om den f. eks. ønsker at tilbyde begge de ovennævnte pc-ordninger eller begrænser sig til den ene af de nævnte ordninger.

Kommunalbestyrelsen har endvidere mulighed for at beslutte, om de nævnte pcordninger skal stilles til rådighed for hele den gruppe af medarbejdere, som kommunen efter det ovenfor anførte lovligt kan tilbyde at deltage i pc-ordningerne, eller om ordningerne – for eksempel af ressourcemæssige grunde – alene skal stilles til rådighed for en mere begrænset gruppe af medarbejdere. Det er dog en forudsætning for det sidstnævnte, at den gruppe af medarbejdere, som får adgang til kommunens hjemme-pc ordning, er sagligt afgrænset.

Sammenfattende udtalt, at under de ovenfor nævnte forudsætninger kan en kommune lovligt efter almindelige kommunalretlige grundsætninger om kommuners opgavevaretagelse etablere en af – eller begge - de to ovennævnte hjemme-pc ordninger for sine medarbejdere.

Indenrigsministeriets brev af 25. januar 2001 til en forening
– 2. k.kt. j.nr. 1999/11032-23