Udtalt, at da kommunens beslutning om i medfør af planlovens § 40, stk. 2, at meddele en dispensation fra forbudet mod helårsbeboelse til en borger var blevet bragt til udførelse, skulle de særlige betingelser i den kommunale styrelseslovs § 61, stk. 1, nr. 1 - 3, være opfyldt for, at det kunne komme på tale at suspendere eller annullere beslutningen.
I denne forbindelse udtalte Indenrigsministeriet, at det fremgår af affattelsen af § 61, stk. 1, 3. pkt., i den kommunale styrelseslov, at der er tale om en snævert afgrænset adgang til at foretage suspension eller annullation af en beslutning, der er bragt til udførelse.
Efter § 61, stk. 1, nr. 1, kræves der en skriftlig begæring om annullation fra borgeren, der er part i sagen, og der vil derfor næppe blive tale om annullation af ulovlige begunstigende afgørelser. Betingelsen om, at væsentlige hensyn, særligt til private interesser, ikke taler imod annullation, vil navnlig forhindre, at der sker annullation i tilfælde, hvor en sag har flere parter, og hvor den kommunale afgørelse er begunstigende for én af parterne. Det må således antages, at en rent begunstigende afgørelse i praksis vanskeligt vil kunne tænkes annulleret, allerede fordi parten eller parterne næppe kan have interesse i at opfylde betingelsen i bestemmelsens § 61, stk. 1, nr. 1. En suspension eller annullation af en begunstigende afgørelse er således efter ministeriets opfattelse udelukket, når der ikke foreligger en begæring herom fra den part, der har modtaget den begunstigende afgørelse, idet der i så fald er væsentlige hensyn til private interesser, der taler herimod, jf. § 61, stk. 1 nr. 3, i den kommunale styrelseslov.
På den baggrund, og idet dispensationsbeslutningen måtte anses for at være en begunstigende afgørelse, fandt Indenrigsministeriet, at tilsynsrådet ikke havde haft grundlag for at suspendere eller annullere kommunens dispensationsbeslutning.
For så vidt angik spørgsmålet om, hvorvidt den omhandlede dispensation havde været lovlig, fandt Indenrigsministeriet, at det på baggrund af Skov- og Naturstyrelsens udtalelse af 25. januar 2000 om sagen måtte lægges til grund, at der ikke havde været hjemmel i planlovens § 40, stk. 2, til kommunens afgørelse om at meddele dispensation til helårsbeboelse, allerede fordi der på dispensationstidspunktet endnu ikke var opført en bolig på ejendommen.
Indenrigsministeriet var således enigt med tilsynsrådet i, at den omhandlede dispensationsbeslutning var ulovlig. Beslutningen havde imidlertid hverken kunnet suspenderes eller annulleres som følge af ulovligheden, allerede fordi betingelsen i § 61, stk. 1, nr. 3, i den kommunale styrelseslov som ovenfor nævnt ikke var opfyldt.