00.8.1. Om krav om, at ansøgere til visse stillinger skal fremvise en ren straffeattest for så vidt angår domme for vold, berigelse og forbrydelser mod kønssædeligheden

20-01-2000
8. Andre udtalelser og afgørelser Ansættelse m.v. - beslutningsgrundlag Ansættelse m.v. - procedure Ansættelse m.v. - skøn Beslutningsgrundlag Kommunalbestyrelsen - ansættelsesprocedure

Generelt udtalt, at ansættelsesskønnet forudsætter en afvejning af de relevante hensyn, der danner grundlag for vurderingen af, hvorvidt den pågældende er egnet til stillingen. Der skal altid foretages en nærmere vurdering af ansøgerens kvalifikationer, og som udgangspunkt har en myndighed pligt til at ansætte den bedst kvalificerede ansøger. Et generelt krav om en ren straffeattest vil udelukke ansøgere med tilførsler til straffeattesten og derved afskære konkrete overvejelser om karakteren af den begåede forbrydelse. Et sådant generelt krav er derfor ikke sagligt.

I den foreliggende sag havde en kommunalbestyrelse besluttet, at medarbejdere, der skulle ansættes indenfor hjemmeplejen og ældreområdet som helhed, skulle kunne fremvise en ren straffeattest for så vidt angik domme for voldsforbrydelser, berigelsesforbrydelser og for forbrydelser mod kønssædelig-heden. Kommunalbestyrelsen havde endvidere besluttet, at medarbejdere, der skulle ansættes i børneinstitutioner, folkeskoler og døgninstitutioner for psykisk udviklingshæmmede, skulle kunne fremvise en ren straffeattest for så vidt angik domme for voldsforbrydelser og for forbrydelser mod kønssædeligheden.

Kommunalbestyrelsen fandtes at have konkretiseret den type af forbrydelser, der efter kommunalbestyrelsens opfattelse burde indgå som et kriterium i forbindelse med ansættelsesskønnet således, at der ikke var opstillet et generelt krav om ren straffeattest.

Udtalt om sagligheden af beslutningen, at varetagelsen af hensynet til tryghed for de af kommunens borgere, der modtager hjælp til personlig pleje eller praktisk hjælp fra kommunens hjemmehjælpere eller ansatte på plejehjem, anses for at være sagligt i ansættelsessager. Varetagelse af dette hensyn til tryghed kan ske ved at inddrage som et kriterium i ansættelsesskønnet, hvorvidt ansøgeren har begået voldsforbrydelser, berigelsesforbrydelser eller forbrydelser mod kønssædeligheden.

Indenrigsministeriet lagde herved bl.a. vægt på, at de kommunale medarbejdere inden for hjemme- og ældreplejen ofte arbejder alene i klienternes hjem, hvilket efter ministeriets opfattelse kræver en særlig tillid.

Endvidere udtalte Indenrigsministeriet, at ved ansættelse af medarbejdere i børneinstitutioner, folkeskoler og døgninstitutioner for psykisk udviklingshæmmede kan varetagelsen af hensynet til børnenes tryghed sagligt ske ved at inddrage som et kriterium, hvorvidt ansøgeren har begået voldsforbrydelser eller forbrydelser mod kønssædeligheden. Indenrigsministeriet lagde navnlig vægt på, at der er tale om stillinger, der kræver en særlig tillid. Ministeriet fandt endvidere, at der var tale om stillinger, hvor der på grund af ung alder eller ringe psykisk udvikling kan være et vist afhængighedsforhold for barnet i forhold til medarbejderen.

Udtalt om beslutningernes forenelighed med princippet om forbud mod skøn under regel, at der er en almindelig forvaltningsretlig formodning imod, at en myndighed lovligt kan opstille regler, der afskærer eller begrænser en skønsmæssig afvejning. Denne formodning gælder også ved ansættelsesbeslutninger.

I forbindelse med en vurdering af, hvorvidt princippet om forbud mod skøn under regel var overholdt, fandt Indenrigsministeriet ikke, at antallet af ansøgninger betydeligt oversteg antallet af ledige stillinger, hvorfor hensynet til den administrative sagsbehandling allerede af den grund ikke kunne begrunde en intern regel, der begrænsede afvejningen.

Det var endvidere Indenrigsministeriets opfattelse, at kommunalbestyrelsens ene beslutning efter sin formulering måtte forstås sådan, at ansøgere, der ikke havde en ren straffeattest for så vidt angår volds- og berigelsesforbrydelser, på forhånd var udelukkede fra at komme i betragtning. En efterfølgende beslutning gav mulighed for forelæggelse af ønsker om ansættelse af ansøgere for magistraten. Denne beslutning kunne give anledning til en vis tvivl om, hvorvidt retsgrundsætningen om ansættelse af den bedst kvalificerede blev tilsidesat. Det fremgik imidlertid, at forelæggelsen alene forventedes at ske i særlige tilfælde. Det forhold, at spørgsmål om ansættelse skulle forelægges, og det således ikke som normalt tilkom institutionen eller afdelingen at træffe afgørelse om ansættelse, måtte endvidere antages at indebære, at selv overvejelser om ansættelse ville have undtagelsens karakter. Indenrigsministeriet var derfor mest tilbøjeligt til at mene, at der reelt var tale om udelukkelse af ansættelse af ansøgere, der ikke havde en ren straffeattest for så vidt angik de omhandlede lovovertrædelser.

Indenrigsministeriet var således mest tilbøjeligt til at mene, at kommunalbestyrelsen med sine beslutninger havde afskåret afvejningen af saglige kriterier i strid med den gældende retsgrundsætning om, at der skal ske ansættelse af den bedst kvalificerede.