En amtskommune havde anmodet Indenrigsministeriet om en udtalelse om, hvorvidt der efter ministeriets opfattelse efter de gældende regler om udbetaling af erstatning for tabt arbejdsfortjeneste til amtsrådsmedlemmer kunne ske overførsel til en arbejdsgiver (amtskommunen eller en anden arbejdsgiver) af tabt arbejdsfortjeneste, som et amtsrådsmedlem var berettiget til i forbindelse med fravær i arbejdstiden med henblik på varetagelse af sit kommunale hverv.
Indenrigsministeriet kunne efter drøftelser med Arbejdsministeriet, Finansministeriet og Skatteministeriet anerkende en ordning, hvorefter en (amts)kommune udbetalte erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, som et amtsråds- eller kommunalbestyrelsesmedlem var berettiget til i forbindelse med fravær i arbejdstiden med henblik på varetagelse af sit kommunale hverv, til vedkommendes arbejdsgiver.
Det var en betingelse for Indenrigsministeriets anerkendelse af ordningen, at (amts)kommunen forud for udbetaling af erstatning for tabt arbejdsfortjeneste til arbejdsgiveren modtog en erklæring fra arbejdsgiveren om medlemmets fravær i arbejdstiden som følge af varetagelse af amtsråds- eller kommunalbestyrelsesarbejde — med angivelse af dato for fraværet, antallet af mistede arbejdstimer de enkelte dage, medlemmets timesats samt størrelsen af det indtægtstab, den ansatte ville have lidt i den pågældende måned, hvis arbejdsgiveren havde trukket vedkommende i løn for fraværsperioden, og at erklæringen fra arbejdsgiveren sammenholdtes med opgørelsen fra medlemmet over deltagelse i møder m.v., herunder med angivelse af karakteren af de enkelte aktiviteter.
Det var endvidere en betingelse for Indenrigsministeriets anerkendelse af en sådan ordning, at der på baggrund af lønseddel eller lønspecifikation kunne sondres mellem løn for de timer, hvor den pågældende faktisk havde været beskæftiget for arbejdsgiveren, og det, der udbetaltes som følge af, at arbejdsgiveren modtog erstatning for tabt arbejdsfortjeneste fra (amts)kommunen.
Indenrigsministeriet kunne endvidere på baggrund af en udtalelse fra Finansministeriet ikke anerkende ordningen for så vidt angår statstjenestemænd, idet statstjenestemænd alene mod lønafkortning kunne ydes tjenestefrihed til varetagelse af kommunale hverv, jf. § 3 i bekendtgørelse om tjenestefrihed og lønafkortning for tjenestemænd, der varetog ombud o.lign.
Endvidere bemærkedes, at Indenrigsministeriet ikke havde taget og ikke kunne tage stilling til, hvorvidt en ordning som den skitserede var i overensstemmelse med aftaler m.v., der regulerede forholdet mellem kommuner og deres ansatte, herunder om en sådan ordning måtte stride imod bestemmelser i overenskomster eller (amts)kommunale tjenestemandsregulativer.
Endelig skulle Indenrigsministeriet for en god ordens skyld bemærke, at Indenrigsministeriets anerkendelse af en ordning som den skitserede ikke indebar, at et amtsråds- eller kommunalbestyrelsesmedlems arbejdsgiver kan pålægges at medvirke til ordningen. Gennemførelse af ordningen forudsatte således, at der blev indgået en aftale med den enkelte arbejdsgiver, hvorved vedkommende accepterede ordningen, herunder at udbetale den fulde løn til den ansatte uanset dennes fravær, og at opfylde de øvrige krav, som i medfør af det ovenfor anførte stilledes til arbejdsgiveren.
Indenrigsministeriets brev af 28. februar 2000 til en amtskommune
- 4. kommunekontor, j.nr. 1998/1304/060-2