1. Indenrigsministeriet behandlede en anmodning om godkendelse af et kommunalt fællesskabs (interessentskabs) vedtægter, jf. den dagældende kommunestyrelseslovs § 60, 2. pkt.(lovbekendtgørelse nr. 810 af 28. oktober 1999). Efter bestemmelsen skulle aftaler, hvori en amtskommune, Frederiksberg Kommune eller Københavns Kommune, deltog, alene godkendes af indenrigsministeren.
2. Indenrigsministeriet fandt, at der var tale om en samarbejdsaftale, der krævede godkendelse efter kommunestyrelseslovens § 60, stk. 1. Ministeriet lagde herved navnlig vægt på, at interessentskabets repræsentantskab og bestyrelse var tillagt kompetence til at træffe beslutninger, der forpligtede de deltagende kommuner i økonomisk henseende, herunder beslutninger om optagelse af lån på under 1 mio. kr., samt at de deltagende kommuner ved deltagelse i interessentskabet påtog sig vedvarende forpligtelser, uden at aftalen indeholdte adgang til opsigelse inden for et kortere åremål, medmindre etableringsgælden i forbindelse med interessentskabets anlæg var afviklet.
3. I anledning af godkendelsen af vedtægterne udtalte Indenrigsministeriet bl.a. følgende:
3.1. Der gælder som udgangspunkt ingen begrænsninger med hensyn til, hvilke kommunale opgaver og hvilken kompetence kommunalbestyrelser kan tillægge et kommunalt fællesskab, medmindre andet følger af lovgivningen.
For så vidt angår myndighedsudøvelse, det vil sige den del af den kommunale forvaltning, der består i at regulere borgernes retsforhold — typisk i form af meddelelse af forbud, påbud og tilladelser — ville det dog normalt være forudsat i den pågældende lovgivning, at beføjelserne skal udøves af kommunalbestyrelsen. Overførsel af myndighedsudøvelse til et kommunalt fællesskab krævede således som udgangspunkt særlige holdepunkter i lovgivningen.
3.2. Kommunalbestyrelserne i de deltagende kommuner ville ikke lovligt kunne delegere kompetencen til myndighedsudøvelse til interessentskabet. Hvis et kommunalt fællesskab skulle optræde på kommunens vegne, måtte det ske ved en overførsel af selve kompetencen i overensstemmelse med kommunestyrelseslovens § 60.
3.3. Såfremt der ikke var hjemmel hertil efter den skrevne lovgivning, ville interessentskabet lovligt alene kunne få adgang til at udføre opgaver for andre end interessenterne i den udtrækning, der er adgang hertil efter almindelige kommunalretlige grundsætninger om kommuners opgavevaretagelse, hvorefter kommuner, herunder kommunale fællesskaber, som udgangspunkt ikke kan drive håndværk, industri eller finansiel virksomhed.
Kommuner, herunder kommunale fællesskaber, kan dog på visse betingelser - for at undgå værdispild - i et vist omfang lovligt kan udnytte overkapacitet og således varetage opgaver, der normalt ikke er kommunale. Det er en betingelse for udnyttelsen af overkapaciteten, at det kommunale fællesskabs kapacitet ikke er dimensioneret med det formål at opnå mulighed for at varetage opgaver, der normalt ikke er kommunale, samt at overkapaciteten af hensyn til løsningen af den kommunale opgave ikke kan afskaffes. Ved afgørelsen af, om et kommunalt fællesskab lovligt kan sælge overkapacitet, indgår det efter de kommunale tilsynsmyndigheders praksis som et element i afvejningen, om opgaven i forvejen varetages på rimelig måde af private erhvervsdrivende. Prisen ved salg af overskudskapacitet skal fastsættes således, at den mindst svarer til markedsprisen for den pågældende vare eller tjenesteydelse.
Såfremt der ikke efter ovennævnte kommunalretlige grundsætninger er mulighed for at udnytte overkapaciteten, havde et kommunalt fællesskab efter lov nr. 378 af 14. juni 1995 mulighed for under iagttagelse af lovens bestemmelser at udføre sådanne opgaver for andre offentlige myndigheder, som det kommunale fællesskab har mulighed for at løse for sig selv. Den nævnte lov er efterfølgende erstattet af lov om kommuners og regioners udførelse af opgaver for andre offentlige myndigheder og kommuners og regioners deltagelse i selskaber (lovbekendtgørelse nr. 655 af 7. juni 2019).
3.4. For så vidt angår størrelsen af vederlag til bestyrelsens medlemmer henviste Indenrigsministeriet til ministeriets cirkulæreskrivelse af 4. marts 1981, hvori der er fastsat retningslinjer for vederlæggelsen af hverv som medlem af bestyrelsen for selskaber, som helt eller delvist er i offentlig eje. De principper, som kommer til udtryk i cirkulæreskrivelsen, finder fortsat anvendelse. En beslutning om, at formanden for det kommunale fællesskab honoreres med et fast vederlag, skulle godkendes af ministeriet.
Indenrigsministeriets udtalelse af 14. december 2000
- 1. kommunekontor, j.nr. 1999/1050-69