00.2.1. Om inhabilitet på grund af økonomisk interesse samt deltagelse i et aktieselskabs repræsentantskab

07-09-2000

Udtalt, at en økonomisk interesse for at medføre inhabilitet, jf. § 3, stk. 1, nr. 1, i forvaltningsloven, skal være af en sådan størrelse, at man med rimelighed ud fra en generel bedømmelse kan gå ud fra, at den vil være egnet til at kunne påvirke sagsbehandlingen.

Indenrigsministeriet fandt ikke, at to kommunalbestyrelsesmedlemmers aktieposter på hver 100 kr. i et aktieselskab medførte, at der var grundlag for at antage, at kommunalbestyrelsesmedlemmerne havde en særlig økonomisk interesse i udfaldet af kommunalbestyrelsens beslutning om flytning af kommunens annoncering fra en avis til en anden avis, som det pågældende aktieselskab var eneejer af.

Den, der deltager i ledelsen af eller i øvrigt har en nær tilknytning til et selskab, der har en særlig interesse i en sags udfald, er inhabil i forbindelse med sagens behandling, jf. § 3, stk. 1, nr. 3, i forvaltningsloven.

Udtalt, at det efter Indenrigsministeriets opfattelse kan give anledning til tvivl, i hvilke tilfælde medlemskab af et repræsentantskab i et aktieselskab indebærer, at inhabilitet i henhold til § 3, stk. 1, nr. 3, kan komme på tale. Efter den juridiske litteratur må det antages, at repræsentantskabets størrelse, om der er tale om deltagelse i mindre eller mere talstærke repræsentantskaber, spiller en væsentlig rolle i vurderingen.

Et repræsentantskabs beføjelser i henhold til selskabets vedtægter, herunder om repræsentantskabet har afgørende indflydelse på selskabets ledelse, må efter Indenrigsministeriets opfattelse endvidere tillægges vægt ved vurderingen af, om forvaltningslovens § 3, stk. 1, nr. 3, finder anvendelse.

Medlemskab af repræsentantskabet i et aktieselskab vil således efter omstændighederne kunne indebære, at det pågældende medlem anses for at deltage i ledelsen af eller at have en sådan særlig tilknytning til selskabet, at inhabilitet i henhold til § 3, stk. 1, nr. 3, i forvaltningsloven kan komme på tale.

Det omhandlede repræsentantskab bestod i henhold til vedtægterne for aktieselskabet af 45 medlemmer, der valgtes af generalforsamlingen, hvori enhver aktionær – hvoraf der var 1.800 – var berettiget til at deltage. På repræsentantskabets begæring skulle der indkaldes til ekstraordinær generalforsamling, repræsentantskabet førte tilsyn med bestyrelsens og direktionens forvaltning af selskabets anliggender og repræsentantskabet valgte selskabets bestyrelse. Repræsentantskabet skulle endvidere godkende bestyrelsens indstilling til generalforsamlingen om visse dispositioner i forbindelse med aktieselskabets deltagelse i andre selskaber. Beslutninger i repræsentantskabet, herunder valg til bestyrelsen, blev truffet ved simpel stemmeflerhed af det samlede repræsentantskab.

På baggrund af repræsentantskabets størrelse og de beføjelser, som repræsentantskabet udøvede i henhold til vedtægterne for aktieselskabet, var Indenrigsministeriet mest tilbøjeligt til at mene, at deltagelse i repræsentantskabet ikke var inhabilitetsbegrundende, jf. § 3, stk. 1, nr. 3, i forvaltningsloven.

Den loyalitetsforpligtelse, som medlemmer af repræsentantskaber ifølge den juridiske litteratur har til at handle i eller for selskabet til fremme af selskabets interesser, førte efter Indenrigsministeriets opfattelse ikke – henset til de begrænsede opgaver, vedtægterne for aktieselskabet gav repræsentantskabet – til, at kommunalbestyrelsesmedlemmerne kunne anses for at have en nær tilknytning til selskabet, jf. § 3, stk. 1, nr. 3, i forvaltningsloven.

Indenrigsministeriets brev af 7. september 2000 til et kommunalbestyrelsesmedlem
– 4. k.kt. j.nr. 1999/1220/431-5