En assistent, der var ansat på et plejehjem i en amtskommune, ansøgte om at blive oprykket til overassistent i henhold til overenskomsten mellem Amtsrådsforeningen og HK Kommunal vedrørende løn og arbejdsforhold for kontorpersonale.
Assistentens ansøgning blev på baggrund af oplysninger fra plejehjemsforstanderen om, at forstanderen var utilfreds med samarbejdet med den pågældende assistent, og at forstanderen ikke kunne anbefale en oprykning af assistenten ikke behandlet, og assistenten blev ikke underrettet herom.
Udtalt, at ansættelses- og forfremmelsessager i det offentlige er omfattet af forvaltningsloven. Efter Indenrigsministeriets opfattelse måtte ansøgningen om oprykning til overassistent anses for at være en ansøgning om forfremmelse. Indenrigsministeriet lagde navnlig vægt på, at oprykning indebærer en titelændring, at oprykning i givet fald ville være sket efter ansøgning, og at oprykning medfører en lønstigning, som ifølge overenskomstens § 14, stk. 2, er knyttet til, at den pågældende har erhvervet sig en kompetence, der formodes at gøre vedkommende kvalificeret til at bestride en højere stilling, og at en beslutning om oprykning i henhold til § 14, stk. 2, i overenskomsten mellem Amtsrådsforeningen og HK Kommunal vedrørende løn og arbejdsforhold for kontorpersonale træffes ensidigt af amtskommunen.
Indenrigsministeriet udtalte herefter, at i sager, der rejses ved indgivelse af ansøgning, har ansøgeren krav på underretning om afgørelsen, hvad enten denne er positiv eller negativ. Amtskommunen havde derfor, efter Indenrigsministeriets opfattelse, tilsidesat sin pligt til at bekendtgøre sin afgørelse.
Indenrigsministeriet udtalte endvidere, at det afgørende for, om en oplysning skal undergives partshøring efter forvaltningslovens § 19, er, om oplysningen er af en sådan karakter, at den bidrager til at supplere sagens bevismæssige grundlag eller i øvrigt tilvejebringes for at skaffe klarhed med hensyn til sagens faktiske omstændigheder.
Det var Indenrigsministeriets opfattelse, at plejehjemsforstanderens oplysninger i sagen kunne sammenlignes med en indstilling fra den kompetente myndigheds egne medarbejdere. En sådan indstilling udløser ikke i sig selv pligt til partshøring.
Indenrigsministeriet anførte endvidere, at forstanderens generelt holdt subjektivt prægede vurdering af samarbejdet mellem forstanderen og assistenten ikke kunne anses at være ”oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder”. Det var på den baggrund Indenrigsministeriets opfattelse, at amtskommunen ikke havde tilsidesat sin partshøringspligt.
Afslutningsvis udtalt, at det ikke kunne lægges til grund, at amtskommunen i forbindelse med behandlingen af ansøgningen om oprykning til overassistent havde tilsidesat den almindelige forvaltningsretlige lighedsgrundsætning, eller at beslutningen i øvrigt måtte antages at hvile på usaglige hensyn.
Indenrigsministeriet lagde herved vægt på, at der i amtskommunen ikke eksisterede en fast praksis for, at assistenter automatisk blev oprykket til overassistenter, når de opfyldte betingelsen i overenskomstens § 14.
Indenrigsministeriets brev af 15. december 1999 til en fagbevægelse
– 4. k.kt. j.nr. 1998/1220/076-6