Om en kommunes adgang til at fastsætte regler om højere betaling for begravelseshandlinger for personer, der ved deres død ikke var bosat i kommunen generelt udtalt, at i en kommune, hvor begravelsesvæsenet – for en række kirkegårdes vedkommende – er udskilt fra kirkens bestyrelse og overgået til kommunal bestyrelse, kan kommunen i medfør af § 12 og § 14 i lov om folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde lovligt varetage begravelsesopgaver i forhold til personer, som ved deres død ikke var bosiddende i kommunen, og kræve betaling herfor.
Lov om folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde indeholder ikke en bestemmelse svarende til § 25 i den tidligere gældende lov om vedligeholdelse af kirker og kirkegårde, hvorefter der bestod en pligt til at kræve højere betaling for personer, der ved deres død ikke var bosat i sognet. Det har dog ved ophævelsen af pligten til at kræve en sådan højere betaling efter Indenrigsministeriets opfattelse været forudsat, at en differentiering af taksterne under hensyn til afdødes bopælsforhold fortsat ville være lovlig.
Endvidere udtalt, at denne adgang for kommuner, som varetager bestyrelsen af begravelsesvæsenet, til at fastsætte en højere betaling for begravelseshandlinger vedrørende personer, der ved deres død ikke var bosiddende i kommunen, også omfatter begravelseshandlinger vedrørende personer, der - eventuelt endda i mange år - har boet i kommunen, men som ved deres død ikke længere var bosiddende i kommunen. Det må dog efter Indenrigsministeriets opfattelse antages, at en kommunalbestyrelse lovligt vil kunne træffe beslutning om, at særlige takster for begravelseshandlinger vedrørende personer, der ved deres død ikke var bosiddende i kommunen, ikke gælder for begravelseshandlinger vedrørende sådanne personer, hvis de pågældende personer har boet i kommunen i en nærmere bestemt periode, eller hvis deres fraflytning fra kommunen er sket inden for en nærmere bestemt periode før deres død.
Med hensyn til størrelsen af kommunens takst for en begravelseshandling generelt udtalt, at spørgsmålet ikke er reguleret i den skrevne lovgivning, hvorfor dette må afgøres i henhold til almindelige offentligretlige retsgrundsætninger om offentlige myndigheders opkrævning af gebyrer fra borgerne.
Herom udtalt, at det antages, at offentlige myndigheder efter sådanne retsgrundsætninger ikke uden lovhjemmel kan kræve en betaling af de pågældende borgere for varetagelsen af en opgave, som overstiger de faktiske omkostninger ved opgaveudførelsen, idet betalingen ellers ville få karakter af en afgift, som ifølge grundlovens § 43 kræver lovhjemmel.
Endvidere udtalt, at den betaling, som en kommune opkræver for begravelseshandlinger for personer, der ved deres død ikke var bosiddende i kommunen, på den baggrund højst må svare til kommunens samlede - direkte og indirekte - faktiske omkostninger herved. Der må dog efter Indenrigsministeriets opfattelse tilkomme kommunen et vist skøn med hensyn til beregningen af omkostningerne, idet det især med hensyn til de indirekte omkostninger vedrørende drift og vedligeholdelse af kirkegårdene vil være forbundet med betydelige vanskeligheder at beregne omkostningerne for den enkelte begravelseshandling.
I den konkrete sag fundet det lovligt, at kommunen opkrævede en betaling for nedsættelsen af en urne efter en person, der ved sin død ikke var bosat i kommunen, der var højere end den betaling, kommunen opkræver i forhold til personer, som ved deres død er bosiddende i kommunen, og at dette gjaldt, uanset at afdøde i mange år havde boet i kommunen.
Endvidere ej fundet grundlag for at antage, at kommunen ved sin beregning af kommunens samlede - direkte og indirekte - omkostninger ved en urnenedsættelse i det pågældende år havde anvendt ukorrekte faktiske oplysninger, eller at kommunen herved havde overskredet rammerne for det skøn, som tilkommer kommunen ved beregningen af omkostningerne.
Ministeriet bemærkede herved, at den samlede takst, som kommunen havde fastsat for en såkaldt udenbys urnenedsættelse, efter ministeriets opfattelse ikke indebar, at kommunen herved, som den lovligt kunne have gjort, havde fastsat en fuld brugerbetaling for såkaldte udenbys urnenedsættelser.
Ministeriet fandt herefter, at den i sagen omhandlede takst for nedsættelse af urne efter personer, der ved deres død ikke var bosiddende i kommunen, ikke indebar, at det opkrævede beløb oversteg kommunens samlede faktiske omkostninger ved en urnenedsættelse i det pågældende år, og at kommunen derfor lovligt havde kunnet opkræve det såkaldte udenbys tillæg for en urnenedsættelse.
Indenrigsministeriets brev af 30. juni 1999 til en borger
– 2. k.kt. j. nr. 1997/1220/101-41