99.3.7. Om en amtskommunes adgang til at overdrage henholdsvis forbindsstoffer, testmaterialer og kontorartikler m.v. til alment praktiserende læger

19-11-1999
3. De kommunale opgaver (kommunalfuldmagten) Kommunalfuldmagten - accessorisk virksomhed Kommunalfuldmagten - indkøbsordning Kommunalfuldmagten - salg

I en sag om, hvorvidt en amtskommune lovligt kunne overdrage henholdsvis forbindsstoffer, testmaterialer og kontorartikler mv. til alment praktiserende læger, udtalt generelt, at i det omfang en amtskommunes opgavevaretagelse ikke er reguleret i den skrevne lovgivning, skal spørgsmålet vurderes efter almindelige kommunalretlige grundsætninger om amtskommuners opgavevaretagelse.

Det er antaget i de kommunale tilsynsmyndigheders praksis og i den juridiske litteratur, at amtskommuner efter de nævnte grundsætninger lovligt kan varetage opgaver, der er begrundet i hensyn til folkesundheden.

Efter de nævnte grundsætninger kan amtskommuner som udgangspunkt ikke drive handel, håndværk, industri og finansiel virksomhed, medmindre der foreligger lovhjemmel hertil. Dette udgangspunkt fraviges af hensyn til amtskommunens forpligtelse til at udnytte sine ressourcer forsvarligt for så vidt angår produktion til eget brug. Amtskommuner kan endvidere for at undgå værdispild på det frie marked lovligt afsætte eventuelle biprodukter fra en amtskommunal virksomhed samt i et vist begrænset omfang sælge en overkapacitet. Det er i de kommunale tilsynsmyndigheders praksis og i den juridiske litteratur tillige antaget, at amtskommuner i meget begrænset omfang kan varetage accessoriske opgaver. Det vil sige opgaver, der ikke er amtskommunale, men som knytter sig naturligt og tæt til varetagelsen af amtskommunale opgaver.

Efter de nævnte grundsætninger kan amtskommuner endvidere ikke uden lovhjemmel yde tilskud til enkeltpersoner eller enkeltvirksomheder.

For så vidt angik forbindsstoffer m.v. udtalt, at det følger af § 54 i landsoverenskomsten om almen lægegerning, at alment praktiserende læger kan rekvirere forbindsstoffer m.v. på sygesikringens regning, og at udgiften hertil skal afholdes af amtskommunen, jf. §§ 6 og 21, stk. 1, i lov om offentlig sygesikring, og at en sådan rekvisitionsordning kan tilrettelægges således, at amtskommunen kan indgå aftale med nærmere bestemte leverandører om, at alment praktiserende læger direkte hos de pågældende leverandører kan rekvirere forbindsstoffer på sygesikringens regning.

Endvidere udtalt, at det efter Indenrigsministeriet opfattelse måtte antages, at amtskommunen på baggrund af ovennævnte regler om produktion til eget brug tillige som et alternativ til den ovennævnte ordning selv kan være leverandør af forbindsstoffer til alment praktiserende læger. Indenrigsministeriet fandt på den baggrund, at amtskommunen kunne indkøbe forbindsstoffer m.v., som var omfattet af landsoverenskomsten, og på grundlag af rekvisition heraf overdrage disse vederlagsfrit til de alment praktiserende læger i amtskommunen.

For så vidt angik testmaterialer m.v. udtalt, at Indenrigsministeriet på baggrund af lov om offentlig sygesikring, lov om sygehusvæsenet samt landsoverenskomsten om almen lægegerning måtte lægge til grund, at amtskommunen lovligt kunne deltage i en laboratoriekonsulentordning vedrørende kvalitetssikring af laboratorieundersøgelser i forhold til alment praktiserende læger.

Herefter udtalt, at spørgsmålet om, hvorvidt en amtskommune kunne sælge de omhandlede testmaterialer m.v. til alment praktiserende læger, derimod ikke var reguleret i lovgivningen. Spørgsmålet måtte derfor afgøres efter de ovenfor nævnte almindelige kommunalretlige grundsætninger om amtskommuners opgavevaretagelse.

Udtalt herom, at efter Indenrigsministeriets opfattelse måtte amtskommunens salg til de alment praktiserende læger af testmateriale m.v., der blev anvendt i forbindelse med de omhandlede analyser i tilknytning til den pågældende laboratoriekonsulentordning, anses for at være en relevant måde at fremme kvaliteten af de alment praktiserende lægers laboratorieaktiviteter og dermed folkesundheden i amtskommunen.

På denne baggrund var det Indenrigsministeriets opfattelse, at amtskommunen lovligt kunne indkøbe og videresælge de testmaterialer m.v., som var nødvendige eller egnede til at opnå den beskrevne fremme af laboratorieundersøgelsernes kvalitet.

I den konkrete sag blev testmaterialer m.v. solgt til en pris, der dækkede amtskommunens udgifter til indkøb samt i et vist omfang administrationsomkostningerne, men ikke amtskommunens udgifter til afskrivning eller forrentning. Da amtskommunen varetog et amtskommunalt formål ved som led i den pågældende laboratoriekonsulentordning at indkøbe og videresælge testmaterialer m.v. til alment praktiserende læger, kunne amtskommunen lovligt sælge disse varer til alment praktiserende læger til under kostprisen.

For så vidt angik kontorartikler m.v. udtalt, at Indenrigsministeriet fandt, at der ikke i lovgivningen var nogen regulering af, hvorvidt en amtskommune kan sælge kontorartikler mv. til alment praktiserende læger. Indenrigsministeriet overvejede på den baggrund, hvorvidt amtskommunen kunne varetage opgaven med hjemmel i almindelige kommunalretlige grundsætninger om amtskommuners opgavevaretagelse.

Udtalt, at det følger af sygesikringslovgivningen, at de alment praktiserende læger af amtskommunen honoreres i henhold til Landsoverenskomst om almen lægegerning. Amtskommunens udgifter i forhold til de alment praktiserende læger afhænger således af de i overenskomsten generelt fastsatte honorarer og ikke af de konkrete udgifter, den enkelte alment praktiserende læge har til drift af sin praksis, herunder indkøb af artikler m.v. De udgifter, som amtskommunen har som følge af sine forpligtelser i henhold til sygesikringslovgivningen i relation til alment praktiserende læger, er således uafhængige af de faktiske omkostninger, der er forbundet med lægernes levering af ydelsen.

Indenrigsministeriet fandt derfor ikke, at en amtskommunes produktion til eget brug kunne omfatte køb og salg af kontorartikler m.v. til alment praktiserende læger, idet amtskommunen ikke ville opnå besparelser på sine sygesikringsudgifter i forhold til alment praktiserende læger som følge af et sådant indkøb og salg til alment praktiserende læger.

Det forhold, at der kunne opnås visse stordriftsfordele ved – ud over indkøb af de nævnte artikler til amtskommunens eget forbrug – tillige at indkøbe sådanne artikler med henblik på videresalg til de alment praktiserende læger, kunne ikke medføre i sig selv, at amtskommunen kunne udføre sådan virksomhed, og kunne efter Indenrigsministeriets opfattelse endvidere ikke anses for at være en nødvendig forudsætning for den pågældende laboratoriekonsulentordning eller amtskommunens øvrige opgavevaretagelse. Dette indebar efter ministeriets opfattelse, at ej heller de eventuelle stordriftsfordele, som kunne være knyttet til indkøb og videresalg af de nævnte artikler til alment praktiserende læger, kunne begrunde, at en sådan ordning kunne anses for at være omfattet af amtskommunens adgang til produktion til eget brug.

Indenrigsministeriet fandt endvidere, at der ikke var en sådan tæt og naturlig sammenhæng mellem på den ene side amtskommunens lovlige indkøb og videresalg af artikler med henblik på varetagelsen af opgaver i henhold til sygehuslovgivningen, sygesikringslovgivningen og øvrige sundhedsfremmende formål og på den anden side indkøb og videresalg af kontorartikler m.v. til de alment praktiserende læger, at amtskommunen på grundlag af reglerne om accessorisk virksomhed kunne varetage sidstnævnte opgaver. Indenrigsministeriet bemærkede hertil, at ministeriet også havde lagt vægt på, at der var tale om indkøb af kontorartikler m.v. i et ikke ubetydeligt omfang, og at private måtte antages at (kunne) varetage denne opgave i forhold til de alment praktiserende læger. Indenrigsministeriet bemærkede endvidere, at det forhold, at videresalget til de alment praktiserende læger af kontorartikler m.v. fandt sted på grundlag af et af amtskommunen foretaget forudgående udbud, ikke udvidede amtskommunens adgang til at varetage sådanne ikke-kommunale opgaver.

Indenrigsministeriets brev af 19. november 1999 til en privat interesseorganisation
– 2. k.kt. j.nr. 1997/11124/080-1