99.3.1. Om et fælleskommunalt trafikselskabs adgang til at yde befordringsrabat til pensionister, herunder at gøre rabatten betinget af køb af et årskort

23-02-1999
3. De kommunale opgaver (kommunalfuldmagten) Kommunalfuldmagten - almennyttekriterium Kommunalfuldmagten - lokalitetsprincip Kommunalfuldmagten - takstfastsættelse

Udtalt, at spørgsmålet om, hvorvidt et fælleskommunalt trafikselskab lovligt kan yde befordringsrabat til pensionister, ikke er reguleret i den skrevne lovgivning. Spørgsmålet skal derfor afgøres efter almindelige kommunalretlige grundsætninger om kommuners opgavevaretagelse, der også antages at gælde for fælleskommunale trafikselskaber.

Efter de nævnte grundsætninger antages en kommunes adgang til uden lovhjemmel at gennemføre foranstaltninger blandt andet at være afgrænset af, hvad der traditionelt er betegnet som et almennyttekriterium. Dette kriterium indebærer, at en kommune som udgangspunkt kun kan gennemføre foranstaltninger, der kommer en bredere kreds af kommunens borgere til gode.

Dette udgangspunkt indebærer, at en kommune normalt ikke uden lovhjemmel kan gennemføre foranstaltninger, der udelukkende eller i det væsentligste er motiveret i varetagelse af individuelle interesser hos enkeltpersoner.

Det omtalte almennyttekriterium er imidlertid ikke udtryk for en særlig præcis afgrænsning af et fælleskommunalt trafikselskabs kompetence, og Indenrigsministeriet fandt derfor ikke, at kriteriet gav et klart grundlag for at udtale, i hvilken udstrækning et fælleskommunalt trafikselskab lovligt kunne yde befordringsrabat til pensionister. Ministeriet fandt dog, at kriteriet kunne medvirke til en afgrænsning af, hvilke kommunale hensyn der i en samlet afvejning af interesser kunne begrunde, at et fælleskommunalt trafikselskab lovligt kunne yde et tilskud, som det i den konkrete sag omhandlede.

Endvidere udtalt, at det er antaget i de kommunale tilsynsmyndigheders praksis, at et fælleskommunalt trafikselskab ikke uden lovhjemmel kan tildele ydelser til enkeltpersoner, der er afgrænset efter økonomiske eller andre sociale kriterier.

Derimod er det anerkendt, at trafikøkonomiske og –politiske hensyn kan føre til, at et fælleskommunalt trafikselskab ved særordninger forsøger at inddrage en vis kundekreds for derved at opnå en bedre udnyttelse af det fælleskommunale trafikselskabs ressourcer. Det er således ikke ualmindeligt, at fælleskommunale trafik- selskaber har rabatordninger baseret på alderskriterier.

I den konkrete sag lagde Indenrigsministeriet til grund, at den omhandlede rabatordning var begrundet i trafikpolitiske hensyn. Indenrigsministeriet fandt på denne baggrund, at rabatordningen ikke var ulovlig.

Med hensyn til et spørgsmål om, hvorvidt det var lovligt, at trafikselskabets rabatordning forudsatte, at den pågældende pensionist indkøbte et årskort, bemærket, at der ikke er fastsat regler om befordringsrabat til pensionister og dermed heller ikke regler for den nærmere udformning af en sådan rabatordning.

Endvidere udtalt, at en kommune ikke antages at være forpligtet til at stille ydelser, der varetages på ulovbestemt grundlag, til rådighed for andre end kommunens borgere. Baggrunden herfor er, at kommunale ydelser som udgangspunkt skal komme det kommunale fællesskab til gode, hverken hele landet eller enkelte indbyggere, medmindre andet er fastsat i lovgivningen. En kommune er på den anden side ikke afskåret fra også at lade borgere, der ikke er bosat i kommunen, benytte f.eks. en rabatordning.

Indenrigsministeriet fandt på den baggrund, at en kommune, der vælger også at stille en ordning med befordringsrabat til rådighed for andre end kommunens borgere – som en mindre indgribende foranstaltning end helt at udelukke borgere fra andre kommuner – vil kunne have en rabatordning, som vil være mere fordelagtig for borgere med bopæl i kommunen end borgere med bopæl uden for kommunen.

I den konkrete sag udtalt, at trafikselskabets rabatordning for pensionister efter Indenrigsministeriets opfattelse ikke var ulovlig, selvom den ikke var fordelagtig, såfremt man kun anvendte trafikselskabets ydelser i kortere perioder.

Indenrigsministeriets brev af 23. februar 1999 til en borger
– 2. k.kt. j. nr. 1998/1113/040-1