98.8.3. Om dispensation fra reglerne om offentligt udbud ved salg af naboejendom

26-08-1998
8. Andre udtalelser og afgørelser Offentligt udbud

Udtalt generelt, at formålet med reglerne om offentligt udbud ved salg af kommunal ejendom er at sikre, at alle bliver bekendt med, at en kommunal ejendom er til salg og på lige fod får mulighed for at komme i betragtning som købere, og at bestemmelsen i § 2, stk. 3, i bekendtgørelse nr. 472 af 20. juni 1991 om offentligt udbud ved salg af kommunens faste ejendomme, hvorefter offentligt udbud kan undlades ved salg, hvor der i øvrigt foreligger særlige forhold, der kan begrunde en undladelse af offentligt udbud, kun tænkes anvendt i ganske særlige tilfælde, f.eks. salg til en virksomhed af en naboejendom med henblik på udvidelse af virksomheden, jf. vejledning nr. 99 af 20. juni 1991 om offentligt udbud ved salg af kommunens ejendomme.

I den konkrete sag, der omhandlede en amtskommunes salg af et ubebygget areal på ca. 59.400 m2, var der som begrundelse for ansøgningen om dispensation fra reglerne om offentligt udbud henvist til, at køber, der var ejer af en tilgrænsende erhvervsvirksomhed, igennem de seneste år havde gennemført store udvidelser og næsten havde udnyttet byggemulighederne på egen grund. Køber ønskede at erhverve hele ejendommen, idet virksomheden under uændrede konjunkturer forventede at få brug for hele arealet inden år 2010. I ansøgningen var der endvidere henvist til, at salg under de nuværende markedsforhold til anden køber ikke kunne forventes, og at det ville være uhensigtsmæssigt og formentligt urentabelt, såfremt amtskommunen selv skulle byggemodne ejendommen og helt eller delvist udstykke denne.

Indenrigsministeriet fandt efter en samlet vurdering af sagen ikke, at der var grundlag for at meddele samtykke til undladelse af offentligt udbud ved salg af den omhandlede ejendom. Ministeriet lagde herved til grund, at virksomheden ved erhvervelsen af det omhandlede areal, hvortil der også var andre tilgrænsende virksomheder, havde ønsket at sikre virksomhedens potentielle udvidelsesbehov og ikke - eller kun i mindre omfang - et aktuelt og konkret udvidelsesbehov.

Endvidere udtalt, at en fravigelse af den almindelige regel om, at salg af kommunal ejendom skal ske efter forudgående offentligt udbud, efter Indenrigsministeriets opfattelse normalt må forudsætte, at tilbudsgiver har en sådan særlig tilknytning til eller interesse i netop den pågældende ejendom, at det vil være ubetænkeligt at afskære andre potentielle tilbudsgivere fra at komme i betragtning.

Indenrigsministeriets brev af 26. august 1998 til et amtsråd
– 1. k.kt. j.nr. 1998/1078/042-1