98.5.4. Om møder i forskellige råd og udvalg var et kommunalt hverv, der berettigede til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste

07-07-1998

En amtskommune havde forespurgt Indenrigsministeriet, om der var hjemmel i lov om kommunernes styrelse til at yde erstatning for tabt arbejdsfortjeneste til amtsrådsmedlemmer for deres deltage i formøder i forbindelse med møder i Det Regionale Arbejdsmarkedsråd i det pågældende amt og rådets underudvalg, møder i Forebyggelsesrådet for det pågældende amt samt møder i samarbejdsudvalg på sygesikringsområdet.

1. Arbejdsmarkedsrådet og dets underudvalg:

Indenrigsministeriet udtalte, at arbejdsministeren efter den dagældende § 52, stk. 2, i lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik udpegede, bortset fra formanden, medlemmerne af Arbejdsmarkedsrådet efter indstilling fra de i rådet repræsenterede organisationer og myndigheder, herunder fra amtsrådet.

§ 16, stk. 1, litra b og litra e (siden 1. januar 2004 som ændret ved lov nr. 381 af 28. maj 2003: litra f), jf. § 16, stk. 5, i lov om kommunernes styrelse giver mulighed for at yde kommunalbestyrelsesmedlemmer erstatning for tabt arbejdsfortjeneste i forbindelse med visse kommunale hverv.

Indenrigsministeriet havde derfor overvejet, om formøder til møder i Det Regionale Arbejdsmarkedsråd i det pågældende amt og rådets underudvalg kunne anses for at være møder i forbindelse med varetagelsen af kommunale hverv, der udførtes efter valg af kommunalbestyrelsen.

Spørgsmålet om, hvorvidt et hverv er kommunalt eller ej, må som udgangspunkt afhænge af, om udpegningen sker af kommunalbestyrelsen. Afgørelsen af, hvorvidt udpegningen til hvervet sker af kommunalbestyrelsen, må efter Indenrigsministeriets opfattelse ske efter samme principper, som afgrænsningen af, hvorvidt der er tale om hverv, der udføres “efter valg af kommunalbestyrelsen”, jf. § 16, stk. 1, litra b. Som anført i ministeriets dagældende vederlagsvejledning (se pr. 1. marts 2022 vejledning nr. 9017 af 7. januar 2019 om vederlag, diæter, pension m.v. for varetagelsen af kommunale hverv, pkt. 2.1.1.1., litra b) indebærer udtrykket ”efter valg af kommunalbestyrelsen”, at vedkommende reelt skal være udpeget af kommunalbestyrelsen. Hvis kommunalbestyrelsen ved udpegningen er bundet af indstillinger fra foreninger eller organisationer på en sådan måde, at der ikke er nogen reel valgmulighed, kan vedkommende ikke anses for at være valgt af kommunalbestyrelsen.

Efter Indenrigsministeriets opfattelse skal udtrykket “efter valg af kommunalbestyrelsen” som udgangspunkt forstås bogstaveligt, således at personer, der alene er indstillet til et hverv af kommunalbestyrelsen, ikke er omfattet af § 16, stk. 1, litra b, i lov om kommunernes styrelse.

I de tilfælde, hvor en indstilling anses for fyldestgørende, selv om den kun omfatter det antal personer, der skal vælges, antages der at gælde en almindelig formodning for, at indstillingen ikke er bindende, idet et modsat resultat ville indebære, at valget reelt blev foretaget af den indstillende myndighed. Hvis det undtagelsesvist må antages, at en indstilling er bindende, selv om den alene omfatter det antal personer, der skal vælges, må de pågældende medlemmer anses for valgt af kommunalbestyrelsen.

Arbejdsministeriet havde over for Indenrigsministeriet oplyst, at arbejdsministeren ikke ved udpegningen af medlemmer til de regionale arbejdsmarkedsråd var bundet af de indstillinger, der afgaves af de i rådet repræsenterede organisationer og myndigheder. Indenrigsministeriets opfattelse var amtsrådsmedlemmers medlemskab af de regionale arbejdsmarkedsråd derfor ikke et kommunalt hverv, der udførtes efter valg af kommunalbestyrelsen.

Indenrigsministenet fandt endvidere, at deltagelse i formøder til møder i Det Regionale Arbejdsmarkedsråd og rådets underudvalg havde så nær tilknytning til hvervet som medlem af rådene, at deltagelsen heri måtte sidestilles med deltagelsen i møderne i arbejdsmarkedsrådet. Efter Indenrigsministeriets opfattelse var der derfor ikke hjemmel i lov om kommunernes styrelse til at yde erstatning for tabt arbejdsfortjeneste til amtsrådsmedlemmer for deres deltagelse i formøder i forbindelse med møder i Det Regionale Arbejdsmarkedsråd og rådets underudvalg.

2. Forebyggelsesrådet

Det fremgik af amtskommunens henvendelse, at tre af forebyggelsesrådets medlemmer, herunder formanden, blev udpeget af det pågældende amtsråd.

De af amtsrådet udpegede medlemmers deltagelse i møder i forebyggelsesrådet var efter Indenrigsministeriets opfattelse kommunale hverv, der udførtes efter valg af amtsrådet, og således omfattet af § 16, stk. 1, litra b, i lov om kommunernes styrelse.

Ifølge de foreliggende oplysninger var formøderne mellem formanden for forebyggelsesrådet og sekretariatet et led i mødeforberedelsen til et aktuelt planlagt møde.

Indenrigsministeriet fandt på den baggrund, at formøderne var omfattet af § 16, stk. 1, litra f, (siden 1. januar 2004 som ændret ved lov nr. 381 af 28. maj 2003: litra g) i lov om kommunernes styrelse. Der var således ikke hjemmel i § 16, stk. 5, i lov om kommunernes styrelse hjemmel til at yde erstatning for tabt arbejdsfortjeneste til amtsrådsmedlemmer for deres deltagelse i formøder i forbindelse med møder.

3. Samarbejdsudvalg på sygesikringsområdet

Indenrigsministeriet oplyste, at det fremgik af en række nærmere angivne overenskomster, at der i hvert amt nedsattes en række samarbejdsudvalg henholdsvis et kontaktorgan, hvoraf halvdelen udpegedes af amtsrådet.

De af amtsrådet udpegede medlemmers deltagelse i møder i samarbejdsudvalgene og kontaktorganet var efter Indenrigsministeriets opfattelse kommunale hverv, der udføres efter valg af amtsrådet, og således omfattet af § 16, stk. 1, litra b, i lov om kommunernes styrelse.

Ifølge de foreliggende oplysninger var formøderne mellem de af amtsrådet udpegede medlemmer af samarbejdsudvalgene og kontaktorganet og sekretariaterne led i mødeforberedelsen til aktuelt planlagte møder. Indenrigsministeriet fandt på den baggrund, at formøderne er omfattet af § 16, stk. 1, litra f, (siden 1. januar 2004 som ændret ved lov nr. 381 af 28. maj 2003: litra g) i lov om kommunernes styrelse. Der var således ikke i henhold til § 16, stk. 5, i lov om kommunernes styrelse mulighed for at yde erstatning for tabt arbejdsfortjeneste til amtsrådsmedlemmer for deres deltagelse i formøder til møder i samarbejdsudvalgene og kontaktorganet.

Indenrigsministeriets brev af 7. juli 1998 til en amtskommune
- 4. kommunekontor, j.nr. 1998/1304/0432-3