98.5.3. Om godkendelse af vederlag til bestyrelsesmedlemmer i kommunale fællesskaber

24-03-1998


Ved afgørelse af 24. marts 1998 godkendte ministeriet efter en samlet vurdering af oplysningerne om den arbejdsindsats, herunder det timeforbrug ud over mødedeltagelsen, som var forbundet med hvervet som bestyrelsesmedlem, og en vurdering af selskabets karakter, samt de vederlag, der hidtil var godkendt af ministeriet - og det niveau, der var gældende for varetagelsen af sådanne hverv inden for det offentlige - et fast vederlag på 80.787 kr. årligt pr. 1. april 1997 til bestyrelsesformanden for I/S Amagerforbrænding på baggrund af et timeforbrug på ca. 350 timer om året svarende til 15 pct. af det højeste borgmestervederlag uden for magistratskommunerne (lønramme 40/skalatrin 53).

Vedrørende næstformændene godkendte ministeriet et fast årligt vederlag på 50 pct. af formandens vederlag, dvs. 40.394 kr. pr. 1. april 1997, på baggrund af et timeforbrug på mellem 200 og 250 timer om året.

Ministeriet godkendte videre et fast vederlag på 20 pct. af formandens vederlag, dvs. pr. 1. april 1997 16.157 kr. årligt, til de menige bestyrelsesmedlemmer. Efter det oplyste var timeforbruget for menige bestyrelsesmedlemmer på ca. 120 timer årligt.

Indenrigsministeriets afgørelse af 24. marts 1998
- 4.k.kt., j.nr. 1997/1361-8