Udtalt, at spørgsmålet om, hvorvidt en kommune lovligt kan yde støtte til en kommunal feriefond, ikke er reguleret i den skrevne lovgivning. Spørgsmålet skal derfor afgøres efter almindelige kommunalretlige grundsætninger om kommuners opgavevaretagelse.
Det antages efter disse grundsætninger, at en kommunalbestyrelse lovligt kan træffe beslutning om at stille almindelige personalegoder til rådighed for ansatte, som f.eks. avis- og telefonhold, feriehuse, motionscentre m.m. Det er dog en forudsætning, at der er tale om en ordning, der er begrundet i varetagelsen af kommunens interesser som arbejdsgiver. Det er endvidere en forudsætning, at ydelserne tildeles efter saglige kriterier, idet kommunen ikke uden lovhjemmel kan yde tilskud til enkeltpersoner, som er begrundet i varetagelsen af de pågældendes individuelle interesser.
Det er endvidere antaget i den kommunalretlige litteratur og i de kommunale tilsynsmyndigheders praksis, at en kommune efter de ovennævnte kommunalretlige grundsætninger lovligt kan yde støtte til fonde, der varetager kommunale opgaver. Det er dog en forudsætning for ydelse af sådan støtte, at samtlige de aktiviteter, som fonden varetager, lovligt ville kunne varetages af kommunen selv, eller – hvis fonden også varetager ikke-kommunale opgaver – at kommunen inden ydelsen af støtten sikrer sig, at støtten alene anvendes til aktiviteter, som kommunen lovligt selv ville kunne varetage.
Kommunen skal endvidere føre et vist tilsyn med fondens anvendelse af den kommunale støtte, herunder om anvendelsen er i overensstemmelse med kommunalbestyrelsens beslutninger.
Indenrigsministeriet antog på denne baggrund, at en kommune lovligt kan yde tilskud, herunder rente- og afdragsfrie lån, til en feriefond, der har til formål at
erhverve, drive og vedligeholde feriefaciliteter for kommunens eget personale,
såfremt ordningen tilrettelægges således, at fondens ydelser tildeles efter generelle, saglige kriterier, og såfremt støttens størrelse og varighed ikke går ud over, hvad kommunens varetagelse af dens interesser som arbejdsgiver kan begrunde.
Fastlæggelsen af, om støttens størrelse og varighed går ud over, hvad kommunens interesser som arbejdsgiver kan begrunde, må bero på, dels hvad der for så vidt angår feriefonde er almindeligt på arbejdsmarkedet som helhed, dels på en vurdering af den enkelte kommunes arbejdsgivermæssige interesse i at støtte den pågældende feriefonds aktiviteter.
I afgørelsen af det sidstnævnte spørgsmål måtte der efter Indenrigsministeriets opfattelse tilkomme kommunalbestyrelsen at foretage et skøn inden for vide rammer. Det kunne ikke generelt antages, at ydelse af en flerårig, løbende støtte i sig selv lå uden for rammerne for den skønsudøvelse, som tilkom kommunalbestyrelsen i sådanne tilfælde.
I den konkrete sag lagde Indenrigsministeriet til grund, at kommunens økonomi-udvalgs beslutning om at yde rente- og afdragsfrie lån til feriefonden var begrundet i et ønske om at varetage kommunens mere almene interesser som arbejdsgiver i at tilvejebringe almindelige personalegoder for kommunens ansatte i form af feriehuse eller lignende feriefaciliteter. Endvidere varetog feriefonden alene sådanne formål, som almindeligvis varetages af andre feriefonde, der på baggrund af tilladelse fra Direktoratet for Arbejdstilsynet modtager uhævet feriegodtgørelse i henhold til ferieloven. Der var endvidere fastsat regler om adgangen til ophold i feriehuset, hvorved kommunen havde sikret sig, at adgangen blev tildelt efter generelle, saglige kriterier. Kommunens støtte til feriefonden havde således ikke indebåret varetagelse af helt individuelle interesser.
Indenrigsministeriet fandt på denne baggrund, at kommunen lovligt havde kunnet yde den i sagen omhandlende økonomiske støtte.
Endvidere havde kommunen gennem bestemmelser i fondens vedtægter sikret sig et fornødent tilsyn med anvendelsen af den kommunale støtte.
Indenrigsministeriets brev af 10. november 1998 til et byråd
– 2. k.kt. j.nr. 1997/11122/539-1